Det kan forekomme noget absurd, at politikere stemmer om, hvordan en historisk begivenhed skal fortolkes og vurderes.

Den måde at bedrive historie på er udtryk for enten en subjektiv bias, eller at fordreje den historisk dom væk fra noget, der er mere i overensstemmelse med sandheden.

Det er blandt andet Sovjetunionens skyld, at Danmark fik sin frihed i 1945.

Denne form for historisk dom er slet ikke baseret på de krav, der stilles til historikere om kildeangivelse, kildekritik og en tilnærmelsesvis objektiv dækning af det, det er skete i fortiden.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at EU-parlamentet har vedtaget, at Sovjetunionen er lige så ansvarlig for Anden Verdenskrig som Nazityskland.

Begrundelsen er, at ikke-angrebspagten mellem de ovennævnte medførte, at Sovjetunionen dermed får et medansvar for Nazityskland meget aggressive og krigeriske adfærd.

Dette postulat er på samme uhistoriske niveau som Holocaust-benægterne.

Det er ret interessant, at de danske EU-parlamentarikere, der stemte for, at Sovjetunionen skulle dele ansvaret med Nazityskland om Anden Verdenskrig, enten udstillede, at de er ignoranter vedrørende den triste periode i den menneskelige historie, eller også er det udtryk for et politisk valg om at prøve på at skjule, hvorledes deres repræsentative partier forholdt sig til Nazityskland, eller også er den begejstring for EU i SF, at historien ikke passer helt ind i deres glansbillede af blandt andet EU.

Socialdemokratiets formand og statsminister Thorkild Stauning sagde i 1936, at Danmark skulle rette blikket mod Nazityskland.

I september måned 1942 advarede det samme partis statsminister Vilhelm Buhl modstandsfolk om konsekvenser af deres modstandsarbejde, og nogle opfattede desuden talen som en opfordring til befolkningen om stikkeri.

Radikale Venstre har en politik, som næsten kun kan opfattes som om, at de ikke mener, det er betryggende, at danskerne er selvstyrende, og det er dybest set uden betydning, hvilket styreform der er tale om.

Radikale Venstres statsminister og udenrigsminister Erik Scavenius' hyldesttale til Adolf Hitler i 1941 og begejstring for samme siger næsten alt.

Det forekommer for de SF'ere, der har stemt for historisk forfalskning, åbenbart har glemt, at nogle af partiets stiftere var jagtet vildt for nazisterne med bistand fra den samarbejdende danske regering.

Endelig skal man ikke glemme det grundlovsbrud ved at forbyde et lovligt parti og være meget flittig med hensyn til at udlevere danske statsborgere til nazisterne.

Derfor kan man mange år efter prøve at legitimere de overgreb, blandt andet ved historisk forfalskning.

I modsætningen til så mange andre lande havde russerne læst Adolf Hitlers Mein Kampf og tog ham alvorligt af gode grunde. 

Sovjetunionen havde i 1939 ikke et militært niveau, der kunne forsvare og bekæmpe en invasion fra Nazityskland.

Derfor skulle Sovjet købe sig tid til at kunne få en militær styrke til bekæmpelsen af Nazityskland.

Denne historiske forfalskning kunne også bruges til at beskylde Storbritannien om et medansvar for Anden Verdenskrig, idet Storbritannien erklærede Nazityskland krig efter invasionen af Polen.

Det er blandt andet Sovjetunionens skyld, at Danmark fik sin frihed i 1945, og det er ikke første gang i historien, at russerne har sikret dansk frihed og selvstændighed.

Det skete blandt andet med store tab af menneskeliv, og takken fra nogle er åbenbart at lægge skylden for Anden Verdenskrig også på Sovjetunionen.

Der er sandelig gået langt fra, at Sovjet blev betragtet som en allieret til at bekæmpe nazismen til at blive sat i samme bås som nazisterne.

Danmark var lige ved ikke at kunne blive optaget som medlem af FN på grundlag af den danske regerings meget lunkne holdning og samarbejdsvilje til Nazityskland fra 1940 frem til august måned i 1943. 

Hvis det ikke havde været for modstandsbevægelsen og den verdensomspændende historie om redningen af danske jøder – så kunne der havde været en risiko for, at Danmark ikke var blevet medlem af FN. 

Det er ikke kun tegn på en noget absurd historisk opfattelse, men det er også udtryk for en utaknemmelighed for Sovjetunionens store ofre for blandt andet vores frihed.

Desuden er det dybt betænkeligt og kritisabelt, at det er et politisk parlament, der mener, at man ved at afgive en stemme kan komme med en historisk dom.

Hvis det er tilfældet og acceptabelt, så kan man droppe al historisk uddannelse og historieundervisning, når borgerne kan få en politisk vedtagelse fra EU-parlamentet om, hvordan historien skal forstås og fortolkes.

Det minder i uhyggelig grad en del om det tankesæt, der kan eksistere i totalitarisme.