Lad mig starte med at give nogle få eksempler på kønsideologiens nylige landvindinger:
-
I 2019 tillod Boston Marathon folk, der var ”tildelt mandligt køn ved fødslen”, at stille op som kvinder, selvom de hverken var under hormonbehandling eller opererede.
Store dele af venstrefløjen accepterer og efter-plaprer ukritisk en ideologi, hvor individets subjektive følelser vinder over objektivt observerbare forhold.
-
Martina Navratilova, lesbisk fortaler og tennisstjerne, blev droppet af en LGBT+ sportsorganisation, fordi hun stillede spørgsmålstegn ved inklusion af mænd i kvinders elitesport.
-
I Canada er 16 kvindelige kosmetologer blevet sagsøgt for at nægte at voksbehandle penis og testikler på en, der angiveligt er transkvinde.
-
Phillip (alias Pippa) Bunce, administrerende direktør ved Credit Suisse og - ifølge sin twitterprofil - en ”stolt far og ægtemand”, er pt. nr. 21 på outstanding.orgs liste over de 50 mest succesrige erhvervskvinder, og fik sidste år en tilsvarende hædersbevisning af Financial Times.
-
For nylig kunne de britiske mainstreammedier rapportere, at fem klinikere havde opsagt deres job hos Tavistock Centre på grund af frygt for, at homofobisk mobning får homoseksuelle børn til at identificere sig som transkønnede, hvilket i praksis er en form for ”lægelig omvendelsesterapi”.
-
Og ’Get the L Out’, en lesbisk gruppe, der er trådt ud af LGBT-bevægelsen, udgav ”Lesbians at ground zero” – en rapport der detaljeret beskriver, hvordan lesbiske rutinemæssigt bliver ekskluderet og chikaneret for at nægte at acceptere transkvinder som seksuelle partnere.
Venstrefløjens svar har ikke været at gå på barrikaden for lesbiske og andre kvinders og pigers rettigheder. I lighed med alle de politiske mainstream-partier har den i stedet undertrykt debatten og stemplet enhver, der stiller spørgsmål eller giver udtryk for bekymring, som transfobisk, indskrænket og, sært nok, fascistisk.
Der er ikke nogen debat. Transkvinder er kvinder, transmænd er mænd, ikke-binære køn er ægte og gyldige. Hvis man så meget som stiller spørgsmålstegn ved disse udsagn, hævdes det at være en trussel mod transkønnedes blotte eksistens.
>> LÆS OGSÅ: Sidder kønnet i hovedet?
Nultolerance over for vold og mobbende adfærd
Der er ikke nogen tvivl om, at transkønnede mennesker eksisterer: Der er mange mennesker, der overfor resten af samfundet føler trang til at fremstille sig selv som medlemmer af det modsatte køn. Nogle transkønnede mennesker lider under den invaliderende tilstand kønsdysfori (*), som kan gøre det psykisk ubærligt at se sig selv – og blive set af andre – som det køn, de virkelig er. Disse mennesker har ret til at få hormonbehandlinger og operationer i det omfang, det er nødvendigt og lægeligt indikeret.
At arbejde for et samfund, der ikke tolererer vold og mobbende adfærd, i stedet for at slå ned på den enkeltes personlige udtryk, må være en del af det socialistiske program.
Og uanset om man er i hormonbehandling eller har kønsdysfori eller ej, har ethvert individ ret til at bære det tøj, det vil, udtrykke sig som det vil, og indtage de sociale roller, som det har det bedst med og føler sig til rette i. Og selv når disse roller associeres med det modsatte køn, har de stadig ret til at indtage dem uden at skulle frygte diskrimination, misbrug eller vold.
At arbejde for et samfund, der ikke tolererer vold og mobbende adfærd, i stedet for at slå ned på den enkeltes personlige udtryk, må være en del af det socialistiske program, og vil have fordele ikke kun for transkønnede, men for kvinder, der ofte forhindres i at nå deres personlige, sociale, økonomiske og politiske potentiale på grund af sexistisk håndhævelse af roller og adfærd.
Når problemstillingen formuleres på den måde, er det svært at forstå, at de ophedede diskussioner, som den giver anledning til, ikke hovedsageligt foregår imellem den konservative højrefløj og den progressive venstrefløj, men primært foregår på venstrefløjen selv imellem transaktivister og venstreorienterede feminister.
Debattens intensitet skyldes kønsideologernes hårde insisteren på, at transkvinder bogstaveligt talt er kvinder. Ikke ”æreskvinder” eller mænd, der lever som kvinder, eller som ligner kvinder – som det har været den gængse opfattelse hidtil – men bogstaveligt talt kvinder. Vi får at vide, at transkvinder er en kvindetype på præcis samme måde som sorte, handicappede eller lesbiske kvinder er det. Derfor er det at ekskludere transkvinder fra kvinders rum og rækker moralsk set det samme som at ekskludere sorte eller handikappede kvinder. Som konsekvens heraf fik Vancouvers Rape Relief Centre, som kun er tilgængeligt for kvindelige klienter, i marts fjernet sin økonomiske støtte, da den transkønnede aktivist Morgane Oger argumenterede på præcis denne måde.
Hvad er en ”kvinde”?
Var Ogers succes med at udfordre Vancouvers Rape Relief Centre rimelig? Det kommer an på, hvad du lægger i ordet ”kvinde”. Eller for den sags skyld i hunkøn og hankøn.
Der er intet bevis for, at der skulle eksistere et tredje køn.
Ifølge Oger er den biologiske kvinde en myte. De, der indtager den modsatte holdning, insisterer på, at ordbogens definition beskriver virkeligheden: En mand er et voksent menneske af hankøn, og en kvinde er et voksent menneske af hunkøn.
Men en vigtig kerne i kønsideologernes argument er, at en transkvinde er en kvinde, og altid har været det, uanset om vedkommende tager hormoner eller gennemgår operationer. Med andre ord: en intakt mand er bogstaveligt talt en kvinde, hvis han selv tror, han er det. Det baseres på hans selvoplevede ”kønsidentitet”, som påstås at være en pålidelig indikator på køn, og som hævdes at være uafhængig af det biologiske køn.
”Køn” afgøres her ikke længere af den fysiske krop, men af en indre følelse af at være en mand, en kvinde eller noget helt tredje – en nonbinær identitet, der ikke er begrænset til de to muligheder. At have denne indre følelse – en grundlæggende vished om, hvem du er, uafhængigt af din krops køn – antages at være noget alle har. Således kan en transkvinde erklære at have den samme følelse af ”at være kvinde”, som alle kvinder har, og ville accepteres som sådan.
Den britiske kønsanerkendelseslov
Denne forståelse af ’kønsidentitet’ var ikke med i billedet, da det britiske parlament indførte ”The Gender Recognition Act” (Kønsanerkendelsesloven) i 2004. Loven var en følge af en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som sagde, at det var i strid med menneskerettighederne at nægte transseksuelle retten til at indgå ægteskab. Den oplagte tolkning ville have været, at alle voksne, uanset køn, skulle have ret til at gifte sig med den, de ville. Men parlamentsmedlemmerne besluttede, at offentligheden ikke var klar til dette skridt, og lod lesbiske og bøsser vente endnu ti år, før de vedtog loven om lighed i forhold til ægteskab. Ikke desto mindre blev Kønsanerkendelsesloven indført i 2004 for at sikre, at et anslået antal transeksuelle (ca. 5000) kunne få et kønsskiftecertifikat (GRC), som tillod dem at ændre kønsangivelsen på deres fødselsattester.
Dette muliggør den juridiske illusion, at man kan skifte biologisk køn, så man kan gifte sig med en, der egentlig har samme køn som én selv.
For at få et kønsskiftecertifikat skal man i to år leve ’i rollen’ som det ønskede køn, og igennem en række lægelige og psykologiske evalueringer. Lobbygrupper som Stonewall kalder dette for en ydmygende og indgribende ”gatekeeping”, altså det, at man ikke bare slår dørene til kønsskifte op på vid gab, men kun lader folk komme langsomt igennem processen.
Som svar på dette erklærede den konservative regering i 2017, at den ville opdatere Kønsanerkendelsesloven for at gøre det lettere for transkønnede at få deres køn anerkendt via en enkel proces af egen-erklæringer uden lægelige stopklodser.
Det sproglige skifte fra ordet ”transseksuelle” til ”transkønnede” er vigtigt, for det refererer til den selvoplevede identitet, ikke til fysisk transition. Det anslås, at omkring 500.000 mennesker i England ville erklære kønsskifte på denne baggrund, og at mange af disse ikke har gennemgået eller har til hensigt at gennemgå en fysisk transition.
Er kvinde bare en følelse?
Denne ideologi har givet anledning til at en ny kvindebevægelse er opstået verden over, som modsætter sig, at ”kvinde” bare er en følelse. Mange kvinder ser de kønsideologiske landvindinger som en trussel imod de hårdt tilkæmpede rettigheder, som kvinder har kæmpet for igennem årtier – særligt adgangen til rum og tilbud kun for kvinder samt politisk repræsentation. Hvis kønsidentitet, nu aldeles afkoblet fra den fysiske krop, får forret over biologisk køn på alle områder, vil det give mennesker, som de ser som mænd, adgang til kvindekvoter, kvindepriser, kvindeherberger, kvindefængsler, kvindetoiletter og kvinders omklædningsrum. Når seksuelle overgreb og chikane fra mænd er hverdagsbegivenheder, ser mange derfor selverklæring af køn som en trussel.
Ethvert spørgsmålstegn ved kønsideologien medfører, at man stemples for transfobi, ”transekskluderende feminisme” eller TERF.
Og hvis enhver mand kan erklære sig som kvinde, hvad betyder ordet ”kvinde” så overhovedet?
Debatten har udviklet sig grimt, især på nettet. Lesbiske, som afviser transpartnere, fordømmes som ”vagina-fetichister”; kvinder er blevet bortvist fra Twitter for udsagn som ”der findes ikke en kvindelig penis” og, i en bekymrende udvikling for ytringsfriheden, har der været eksempler på, at lovgivningen imod hadtale har været anvendt til at få politiet til at ringe til eller opsøge folk på deres hjemadresser for at have udtalt sig således på nettet. Ethvert spørgsmålstegn ved kønsideologien medfører, at man stemples for transfobi, ”transekskluderende feminisme” (eller TERF). Men er biologien også en TERF?
Biologisk køn som et spektrum
Kernen i det kønsideologiske argument er at underminere troen på virkeligheden og betydningen af de traditionelle kvindelige og mandlige kategorier, som bygger på kroppens biologiske køn. Dette angreb på vores almindelige forståelse af køn skal få os til at indse, at det ikke har nogen gyldighed at skelne imellem mennesker på baggrund af deres køn – fordi det helt grundlæggende er et fejlbehæftet koncept. Mennesker med kønsafvigelser, interkønnede personer, bruges som argument.
Kernen i det kønsideologiske argument er at underminere troen på virkeligheden og betydningen af de traditionelle kvindelige og mandlige kategorier, som bygger på kroppens biologiske køn.
Det er altså vigtigt at forstå, hvad denne bevisførelse egentlig påviser, og jeg vil gå dybere i detaljen med det.
Almindelig erfaring og ”skolebogs-biologi” fortæller os, at der kun er to køn. Han og hun. Men ny videnskab påstås at afsløre, at grænserne imellem, hvad vi traditionelt har opfattet som kvindeligt og mandligt, er uklare og dårligt optrukne. Selv videnskabsfolk kan ikke enes om, hvad hankøn og hunkøn virkelig er! I stedet for at have en pæn binær opdeling med bare to diskrete kategorier, er biologisk køn nu blevet til et spektrum. Argumentet for biologisk køn som et spektrum opsummeres i artiklen ”Sex Redefined” af videnskabsjournalist Claire Ainsworth, udgivet i det højt estimerede tidsskrift Nature i 2015. Men holder påstandene vand?
Ainsworth præsenterer os for et sært og fantastisk udvalg af tilfælde, hvor kønskromosomer, kønshormonprofil, kønslig anatomi og æggestokke og testikler ikke ”matcher” – det vil sige, hvor individer afviger fra den typiske kvindelige eller mandlige sammensætning af disse træk. Hun fremlægger et lineært spektrum, der starter med den typiske mand i den ene ende og går over til den typiske kvinde i den anden, via en række variationer kendt som ”forskelle i kønsudvikling” (DSD eller intersex-tilstande). Hendes pointe udlægges af DSD-biolog Arthur Arnold:
”… der er mellemliggende tilfælde som skubber til grænserne og beder os undersøge hvor præcis skillelinjen imellem hun- og hankøn går… og det er tit et meget svært problem, fordi biologisk køn kan defineres på flere måder” (forf. fremhævning). Kønskliniker Eric Vilain skriver tilsvarende: ”Eftersom der ikke er et biologisk parameter, der står over alle andre parametre, lader kønsidentitet til, når alt kommer til alt, at være det mest rimelige parameter”.
For lægmanden, lægkvinden, den læg-nonbinære andet-kønsperson lyder alt dette dybt overbevisende, når deres opfattelse er påvirket af den 94-årige kvinde med mandligt DNA i hjernen og den 70-årige far som har en livmoder og fire børn. Men hvad Ainsworth undlader at gøre, er at forklare fra starten, hvad vi virkelig taler om, når vi taler om biologisk køn. Som zoologen J.Z. Young siger i sin introduktion til den klassiske tekst ”Hvirveldyrenes liv”:
”Det er storartet at være bevidst om mange detaljer, men kun i deres sammenhæng kan vi blive i stand til at håndtere så mange oplysninger eller viden om de naturfænomener, vi studerer. For at forstå livet … må vi se udover detaljerne for det individuelle liv og prøve at finde de regler, der styrer dem alle.”
At forstå naturen rigtigt
Med andre ord: for at forstå naturens verden som mere end et snurrende kalejdoskop af uendelig, forvirrende variation – som den bliver fremstillet af kønsideologerne – er det nødvendigt at træde tilbage og se på det store billede, og at huske på, at der altid vil være nogle undtagelser fra biologiens regler.
Som mange andre i kønsdebatten springer Ainsworth direkte ud i en diskussion om kompleksiteten og forvirringen omkring biologisk køn uden først at definere sine begreber. Dertil kommer, at hun ikke skelner imellem de forskellige måder videnskabsfolk anvender ordene ”køn, ”hunkøn” og ”hankøn” på, når de refererer til hele organismen, og når de refererer til mekanismer i organismen. Dette er afgørende fejl.
Afgrænsede discipliner, der ser på enkelte dele af organismer – så som gener, væv, fysiologi og neurobiologi – bruger ordene ”hankøn” og ”hunkøn” til at beskrive, at de kommer fra en mand eller en kvinde eller er typiske hos mænd eller kvinder. Vi identificerer træk som kromosomer eller hormonprofiler som typiske for mænd eller kvinder ved først at dele befolkningen ind i mandlige og kvindelige kategorier baseret på andre træk. Når de først er opdelt, kan vi sammenligne de to grupper og spørge, hvordan de adskiller sig fra hinanden.
Den menneskelige organismes reproduktive rolle
Når vi kalder XX-kromosomkombinationen ”kvindelig” og XY ”mandlig”, er det fordi hver genotype almindeligvis spiller en afgørende rolle for at bestemme udviklingen af mandlig eller kvindelig anatomi, og således er nært forbundet med det enkelte køn. Men det er kun, fordi vi startede med at opdele gruppen i to køn ud fra andre kriterier, før vi tjekkede deres kromosomer, at vi kan sige dette.
Uanset om det reproduktive system anvendes eller ej, så er forskellen på at have et system, som producerer sædceller eller æg, signifikant.
For at opdage hvad hunkønsmennesker og hankønsmennesker, som typisk har XX og XY-kromosomer, er, må vi se nærmere på de videnskabelige discipliner, som studerer hele deres organisme. Deres livshistorie, udvikling og adfærd, hvordan de forholder sig til hinanden og deres miljøer. Helt afgørende er det, at det er denne opfattelse af kønnene, der er mest relevant for mennesker i samfundet og i politik, fordi de beskæftiger sig med hele mennesker, og hvordan de interagerer socialt og økonomisk.
I ”hel-organisme”-disciplinerne refererer køn til organismens potentielle reproduktive rolle: at producere sædceller (hankøn) eller æg (hunkøn). Evolutionen har udviklet forskellige kroppe, som er tilknyttet disse roller. Vi ved alle sammen, hvad de er for menneskets vedkommende. I modsætning til hvad Vilain siger ovenfor, er der derfor i enhver diskussion om mennesker som individer eller som sociale, økonomiske eller politiske grupper et biologisk parameter, der står over alle de andre – det er definitionen af køn, der gælder for hele organismen: dens potentielle reproduktive rolle.
Uanset om det reproduktive system anvendes eller ej, så er forskellen på at have et system, som producerer sædceller eller æg, signifikant, fordi den hænger sammen med et kompleks af andre ting, som tilsammen har en dramatisk betydning for livshistorien. For mennesker som pattedyr har forskellen især betydning for hvor meget, der investeres, eller hvor store risici der løbes i forhold til reproduktion, ikke mindst med tanke på sandsynligheden for bogstaveligt talt at stå tilbage med et lille barn.
Forekomsten af interkøn
Det er her, kønsideologerne protesterer og siger: Hvad med alle de interkønnede mennesker? Så det er værd at se på forekomsten af interkønnethed og spørge om, hvorvidt det kan retfærdiggøres at påstå, at kategorierne ”mandlig” og ”kvindelig” ikke er gyldige.
Statistikkerne om forekomsten af interkønnethed slynges frit rundt under den rasende debat: fire procent, 1,7 procent, 0,02 procent. For almindelige mennesker er det svært at sige, hvor meget lid man skal fæste til de svingende tal, og hvad de egentlig betyder i det hele taget.
De fire procent kan afvises umiddelbart – deres oprindelse er omtvistet. En artikel fra 1993 af Anne Fausto-Sperling ”citerede et tal, tillagt John Money, at forekomsten af intersex-fødsler skulle være så høj som fire procent levendefødte, men Money (1993), svarede, at han aldrig har fremsat sådan en påstand”.
De 1,7 procent er fremkommet på et mere solidt grundlag: Det er resultatet af en omfattende gennemgang af videnskabelig litteratur på verdensplan af Melanie Blackless m.fl. i American Journal of Human Biology (2000), og de 0,02 procent er en delmængde af de samme data.
Før vi dykker længere ned i den artikel, er det vigtigt at forstå den definition af ”interkøn”, som den anvender:
Interkønstilstande er i denne sammenhæng defineret som en afvigelse fra det platoniske ideal af, hvad mandlige og kvindelige kroppe ”skulle” være. Artiklens hensigt er at demonstrere, at fysiske kønskarakteristika – særligt størrelsen og udformningen af kønsorganerne – varierer naturligt, ligesom kropsform, kropsstørrelse og stemmeleje. Afvigelser fra normen nødvendiggør derfor ikke nødvendigvis medicinsk indblanding på nyfødte børn, som er for små til at give samtykke til potentielt livsforandrende operationer.
At demonstrere at en betydelig del af menneskeheden afviger fra det platoniske ideal, er trods alt langt fra det samme som at bevise, at der skulle være flere køn, eller at interkønnede mennesker hverken skulle være af han- eller hunkøn, eller at de er en blanding af de to køn – altsammen påstande, som kønsideologerne fremlægger på baggrund af Blackless et als tal.
Kønsvariationer der afviger fra normen
De dårlige nyheder for kønsideologerne er, at de 1,7 procent ikke fortæller dem, hvad de tror, det gør. Det fortæller os absolut, at 1,7 procent af menneskeheden er påvirket af, at deres kroppe afviger på en betydelig og ofte frustrerende måde fra den norm, der forbindes med ”mandlig” og ”kvindelig”. Hvor det er synligt for andre til daglig, kan de være nødt til at slås med ydmygelser og misforståelser, intolerance og fjendtlighed; og uanset om det er synligt eller ej, skal de håndtere barnløshed eller måske leve med livsvarige eftervirkninger af unødvendige operationer, de har fået som børn.
Alle disse er alvorlige sociale og personlige prøvelser, som kræver støtte og forståelse. Men at afvige fra normen for mandlig eller kvindelig er ikke det samme som ikke at være nogen af delene eller at være ’lidt af begge dele’.
Blackless m.fl. indhentede data om forekomsten af interkønnede tilstande blandt mennesker. Nogle af disse tilstande lægger op til at være, hvad navnet antyder – en kombination af mandlige og kvindelige reproduktive organer og anatomi. Blackless m.fl. anvender begrebet ”ægte hermafroditisme” om interkønstilstanden ovotestis – en af de mest sjældne former, hvor kønskirtlerne er en blanding af æggestoks- og testikelvæv, eller hvor den ene kønskirtel er en æggestok og den anden en testikel. (Bemærk, at begrebet ”hermafrodit” nu opfattes som forældet og krænkende af mange mennesker). Denne tilstand er meget sjælden og forekommer kun i omtrent én ud af 100.000 levendefødte, eller 0,001 procent af den menneskelige befolkning.
Blackless m.fl. nævner fire andre tilstande, som resulterer i enten tvetydige genitalier (hvor det ved fødslen ikke er tydeligt, om barnet er af han- eller hunkøn) eller en situation hvor kønskirtlerne er mandlige men kønsorganerne ser kvindelige ud og omvendt:
-
Partial androgen insensitivity syndrome – en tilstand med mange forskellige udtryk, der rammer 0,00076 procent af befolkningen. De påvirkede har testikler, og de ydre kønsorganer kan se atypisk mandlige ud (misdannelse af penis eller mikropenis); ubestemmelig; eller atypisk kvindelige (forstørret klitoris).
-
Complete androgen insensitivity syndrome - rammer 0,00760 procent af befolkningen, resulterer i testikler samt ukomplet kvindelig anatomi.
-
Classic congenital adrenal hyperplasia - rammer 0,00770 procent af levendefødte. De påvirkede har æggestokke og mandlige kønsorganer.
-
Idiopathic – 0,00090 procent har lignende træk som ovenstående, men uden kendt grund.
Den samlede forekomst af disse tilfælde berører 0,017 procent af menneskeheden. Lægger man tallet for ovotestis til, har man sammenlagt 0,018 procent, som har reproduktive systemer med karakteristika fra begge køn. Runder man op, får man de 0,02 procent, som nævnes ovenfor.
(Bemærk at Blackless m.fl.ikke fremlægger tal for to andre tilstande: 5-alpha reductase deficiency – en anden tilstand med varierende udtryk, der minder om de ovennævnte; og vedvarende Mullerian duct syndrome, som kan resultere i normal mandlig anatomi samt ufærdig livmoder og æggeledere. Forekomsten af disse er stadig ukendt, men begge opfattes som sjældne.)
Hvad der står lysende klart er, at der ved ingen af disse tilstande er tegn på et andet køn end mand eller kvinde – i denne lille procentdel af befolkningen taler vi stadig om enten en blanding af mandlige og kvindelige træk eller atypiske mandlige eller kvindelige træk. Intetsteds er der er en tredje type kønscelle eller en egentlig eller potentiel tredje reproduktiv rolle, som afviger fra de to, vi allerede kender til.
I de øvrige interkønstilstande – som udgør hovedparten af dem, som Blackless m.fl. har studeret – er æggestokke altid i selskab med kvindelige kønsorganer og udelukkende kvindelige kønsorganer. Testikler er altid og udelukkende at finde med mandlige kønsorganer. Det betyder, at 99,98 procent af menneskeheden falder utvetydigt ind i kategorien enten biologisk ”mand” eller ”kvinde” – når man som forklaret ovenfor anvender definitionen som benyttes ved studiet af hele organismer.
Varieret gruppe
Hvad kan så forklare de resterende 1,68 procent af menneskeheden, som er interkønnede?
De udgøres af mennesker med en række forskellige tilstande, der betegnes interkønnede på grund af kromosomvariationer, eller som er opstået af hormonelle årsager. De har en bred vifte af variationer i kønskarakteristika: hos mænd er det gerne atypisk udvikling af penis eller manglende testikler; hos kvinder er det manglende livmoder, lukket vagina, forstørret klitoris eller manglende æggestokke; og for begge køn gælder det at tilstanden ofte medfører sterilitet, udebleven pubertet eller udvikling af det modsatte køns sekundære kønskarakteristika.
Disse tilstande er ofte psykisk belastende, og nogle påvirker også stofskifte, vækst og knogleopbygning. Men bemærk – individer med disse tilstande falder stadig klart i enten den mandlige eller den kvindelige kategori, når man ser på køn som defineret af, om man har enten et mandligt eller kvindeligt reproduktivt system. Nogle eksempler på disse tilstande kan kaste lidt lys over hvorfor.
Først og fremmest er en stor andel af disse tilfælde kvinder med tilstanden ”late-onset congenital adrenal hyperplasia” (overproduktion af mandlige kønshormoner, o.a.) (1,5 procent af de 1,7 procent interkønnede). Disse kvinder er født med XX kromosomer, fuldt udviklet kvindeligt indre og ydre reproduktivt system, kønsorganer og æggestokke. De er hunkøn, ikke hankøn – deres kroppes udvikling har tydeligt fulgt den kvindelige norm, og deres potentielle rolle i reproduktionen kan kun være at udvikle et foster, ikke at producere sædceller. Ikke desto mindre betegnes denne tilstand, som ikke er medfødt men indtræder senere, som en interkønstilstand, fordi de påvirkede har en hormonel ubalance – et overskud af testosteron – som begynder at gøre sig bemærket i løbet af barndommen eller puberteten, og som kan resultere i en forstørret klitoris eller øget hårvækst på kroppen. Uregelmæssige menstruationer og sterilitet er også almindeligt forekommende.
Selvom kvinder med disse tilstande har kroppe, der afviger fra det platoniske ideal, og selvom de har en hormonprofil, der minder mere om en mands, er det ikke mere rimeligt at påstå, at de på grund af kropsbehåring og højt testosteronniveau er mænd, end det ville være at sige, at en mand af lav vækst er en kvinde.
Eller se for eksempel på en kvinde med Swyer-syndrome, som ikke har nogle æggestokke, men som ellers har fuldt udviklet kvindelig anatomi og sekundære kønskarakteristika. Giver det mening at vende tingene på hovedet og sige, at hun ”virkelig er en mand”, når vi opdager, at hun har en XY-kromosomkombination? For at bruge en analogi: Forestil dig, at der i enhver bygning er en kopi af hele bygningens tegning indlagt i hver mursten. Forestil dig, at man åbner en sten fra et stråtækt hus, og finder en tegning af en skyskraber indeni. Ville det så være rimeligt at erklære, at huset faktisk er en skyskraber? Selvfølgelig ikke – det ville faktisk være skørt.
At sige, at en kvinde med Swyer-syndrome er en mand, ville være tilsvarende latterligt. Det ”mandlige” Y-kromosom påvirkede udviklingen af hendes æggestokke, men det medførte ikke, at hun fik en mandlig krop. Det gjorde hende til en steril kvinde, ikke til et tredje køn.
Der er intet tredje køn
For at opsummere:
Det er ved at studere den kromosomelle/genetiske og hormonelle opbygning af et individ, at vi som regel kan opnå en forståelse af og en forklaring på, hvorfor mennesker har variationer i deres kønslige udvikling. Som regel er det på grund af en usædvanlig kromosom- eller hormonsammensætning, som ligner det modsatte køns. Men at have disse træk betyder ikke, at man helt eller delvist er det modsatte køn. De fleste interkønstilstande rummer variationer i kønsudvikling i henholdsvis den kvindelige eller den mandlige kategori. 99,98 procent af menneskeheden har kun træk fra den ene eller den anden kategori, ikke begge to, og der er intet bevis for, at der skulle eksistere et tredje køn.
Det er essentielt, at transkønnede kan overleve, trives og fungere frit i samfundet uden at behøve at frygte diskrimination.
Det bør bemærkes, at det anslås, at der ved 1 procent af alle fødsler forekommer atypisk kønsudvikling, og at det ved imellem 0,05 procent og 0,07 procent er nødvendigt at få en ekspert til at vurdere ”tvetydige kønsorganer”, som er svære at kategorisere. Men en meget lille penis er stadig en penis, og en penis er et mandligt kønsorgan; en forstørret klitoris er stadig et kvindeligt organ. Der er to biologiske køn, og kun to, og de allerfleste mennesker passer utvetydigt ind i en af disse to grupper.
Er det krænkende at definere køn ud fra biologi?
Her vil kønsideologen sandsynligvis indskyde, at det er krænkende, fornedrende eller ekskluderende at definere mænd og kvinder, hankøn og hunkøn, ud fra deres reproduktive rolle, fordi (a) det reducerer folk til deres kønsorganer/reproduktive rolle og (b) ekskluderer mange mennesker som er inkluderet i disse kategorier.
Den første indvending er åbenlyst absurd. At sige at nogen har en bestemt kropstype er rent beskrivende. Det er ikke det samme som at sige, at det er alt, hvad de er, eller at de skal opfylde deres reproduktive rolle. Det er et misforstået forsøg på at låne det traditionelle feministiske argument, at kvinder ikke skal ”reduceres” til deres reproduktive rolle, at kvinders liv ikke må begrænses til eller af at få børn, eller af forventningen om det, kvinder må have lov til at indgå fuldt og aktivt på alle niveauer i samfundet.
I forhold til indvendingen om at definitionerne er ekskluderende: Kan en mand stadig kaldes en mand, hvis han er blevet steriliseret? Hvis en kvinde har fået fjernet livmoderen, er hun så ikke længere af hunkøn? Dette argument skulle tilsyneladende gælde, selv hvis kvinden har født otte børn, og det er her, vi bliver nødt til at begynde at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af at anvende en postmoderne analyseteknik til at fastslå videnskabelige kategorier.
Kønsideologien forlanger, at hvert enkelt individ i gruppen skal have samtlige af gruppens definerende træk, ikke bare nogle af dem, eller at vi må opgive den oprindelige kategorisering. Når man bruger denne fremgangsmåde bliver det også muligt at gøre gældende, at forskellene på mennesker og chimpanser er tilfældige. Ikke alle chimpanser har tæer, de kan gribe med (af og til er de kommet til skade i slagsmål), og ikke alle mennesker har sprog, nogle mennesker er født helt dækket af hår, osv. osv. – med andre ord: Eftersom vi altid vil kunne finde et individ, der ikke lever op til normen, der definerer gruppen, kan vi ikke længere skelne imellem chimpanser og mennesker.
At have en så akademisk og abstrakt postmoderne tilgang til situationer i det virkelige liv er ikke nødvendigvis klogt – vi vil støde på adskillige problemstillinger, hvis vi beslutter os for, at det ikke længere er gyldigt at skelne imellem chimpanser og mennesker.
Enhver kategorisering indenfor de biologiske videnskabsgrene forudsætter generalisering. Vi kan se, at nogle individer er atypiske, hvilket vil sige, at de ikke altid har alle de træk, andre i gruppen har. Det forhindrer dem dog ikke i at være medlemmer af den samme gruppe, når de bare deler andre træk. For eksempel vil et trebenet dyr, der ligner medlemmer af gruppen, vi betegner ”hunde”, stadig blive kategoriseret som tilhørende den gruppe, selvom et af de definerende træk ved hunde er, at de har fire ben.
Tilsvarende tilhører et voksent menneske med ufuldstændigt eller uvirksomt kvindeligt reproduktionssystem stadig gruppen ’mennesker med kvindeligt reproduktivt system” – også kendt som kvinder.
Vi skal sigte efter at skabe et medfølende samfund
Kønsideologernes ulogiske argumenter er eksempler på dygtigt sofisteri, skabt med henblik på at forvirre de dårligt informerede med ”videnskab” og overbevise offentligheden om, at en fuldt udviklet mand er en kvinde og altid har været en kvinde, bare fordi han selv siger det. Og tilsvarende for kvinder, der siger, de er mænd. Disse erklæringer er baseret på den subjektive, indre følelse af ’kønsidentitet’, der sommetider tilskrives eksistensen af et ”hjernekøn” – en kvindes hjerne i en mands krop.
Biologisk køn er stadig en af de store globale undertrykkelsesakser.
Hjernekøn er et højst kontroversielt emne i sig selv, og deler vandene næsten lige så meget som transideologi gør. Men uanset hvilken side der har ret i ”hjernekøns”-debatten, så kan det ikke bruges til at underbygge, at en mand er en kvinde.
Hvis vi, når alt kommer til alt, finder ud af, at der ikke er noget endegyldigt bevis for, at der er betydelige forskelle på mænds og kvinders hjerner, så er der selvfølgelig heller ikke noget grundlag for at postulere, at man kan have en mands hjerne i en kvindes krop eller omvendt. Hvis der på den anden side er en klar forskel på de to køns hjerner gælder det samme som ved højde – du kan være en atypisk mand, men du vil stadig indiskutabelt være en mand, for kriterierne vi definerer en mand efter, ligger andetsteds.
Vi ved endnu ikke, hvad de grundlæggende årsager til kønsdysfori er. Men hvis det at have en tydeligt mandlig eller kvindelig krop gør dig ekstremt utilpas og er belastende i sociale situationer, så er det i sig selv grund nok til, at det omgivende samfund skal behandle dig med medfølelse og gøre det lettere for dig, så godt det kan.
Vi skal sigte efter at skabe et medfølende samfund, som rummer og støtter folk med invaliderende dysfori, som får dem til at opsøge operationer og hormonbehandlinger. Det er essentielt, at transkønnede kan overleve, trives og fungere frit i samfundet uden at behøve at frygte diskrimination. Det er med dette udgangspunkt, vi skal imødegå udfordringerne ved transkønnethed.
Vores politik må baseres på den materielle realitet
Men tolerancen og forståelsen for transoplevelsen vil løbe på grund, hvis den er baseret på dårlige og uærlige fortolkninger af videnskaben. Transkønnede mennesker er fuldt ud i stand til at forstå realiteterne omkring biologisk køn, selvom de har svært ved at acceptere dem på det personlige plan. Der kan godt argumenteres for accept uden at skævvride og fordreje vores forståelse af hele menneskeheden og sågar naturens verden – og der er nu tegn på modvilje mod transkønnede som følge af kønsideologernes overdrivelser og manglende logik.
Imens vi på den ene side anerkender den materielle virkelighed, at der kun er to biologiske køn, må vi på den anden side afvise den traditionelle sexistiske opfattelse af, at selvudfoldelse, udtryk, talenter, ambitioner og roller i livet – ud over de reproduktive – skal begrænses til eller lænkes til vores biologiske køn.
Det faktum, at store dele af venstrefløjen ukritisk accepterer og efterplaprer en ideologi, hvor individets subjektive følelser vinder over objektivt observerbare forhold, er et tegn på, at vi har opgivet den fysiske, materielle realitet som vores politik er baseret på, og erstattet den med en subjektiv individualisme som er fremmed for enhver klasse-baseret analyse.
Biologisk køn er stadig en af de store globale undertrykkelsesakser: Pigefostre aborteres selektivt, kvinder slavegøres og handles i prostitution, pigers kønsorganer skamferes og syes sammen, piger i fattigdom nægtes uddannelse – alt sammen på grund af deres køn. De nigerianske piger fra Chibok blev ikke spurgt, hvordan de identificerede sig, før de blev kidnappet og voldtaget. Hvis man ikke anerkender biologisk køn, bliver det umuligt overhovedet at omtale sexisme og ikke mindst at forstå eller bekæmpe det.
Venstrefløjen må holde op med at lade som om, at biologisk køn hverken eksisterer eller har en betydning. Den biologiske kvinde er ikke en myte – hun er virkelig, hun er her – og hun er vred.
NOTE
Kønsdysfori er det, at man ikke føler sig som det biologiske køn, man er født som, i en grad så man føler lede ved sin krop.
Amanda MacLeans artikel har været bragt i det britiske magasin Weekly Worker 18. april 2019. Weekly Worker udgives af Communist Party of Great Britain. Artiklen er oversat af Jette Gnudtzmann og bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 3, 2019.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278