I generationer har magthaverne ført krig mod kommunisterne. Fra Pariserkommunen og den russiske revolution og frem til dags dato. Åbent og i det skjulte. Ideologisk og meget konkret.

 Frihed er ingen selvfølge og freden ingen given ting. Det er DKP's historie et lysende bevis på.

Mennesker har fået deres tilværelse ødelagt, mennesker er døde – myrdet. Men forgæves har man bekæmpet idéen og partiet. Det er med kommunisterne som med klassekampen, at uanset hvor mange gange man har erklæret os for døde og begravede, så er vi der stadig. Kommunismen og den socialistiske idé vil ikke dø. Derfor fortsætter magthaverne også deres krig.

Magthavernes såkaldte “historieskrivere” arbejder flittigt og for god betaling på en omskrivning af historien, så den bliver politisk brugbar for dagens politikere. Man håber på, den almindelige glemsomhed vil lette dem i arbejdet, og at års misinformation og manipulation yderligere vil hjælpe til. Og i øvrigt: De arbejder for magthaverne, og man siger ikke magten imod, så hellere bedrage sit eget folk!

Derfor er et af Horserød-Stutthof Foreningens mottoer da også: Håbet lever, så længe mennesker husker! Udbred oplysning – få sandheden frem i dagens lys, så menneskene er i stand til at tage stilling til tidens afgørende spørgsmål og ikke overlades til en Trump og andres twittercirkus.

Efter Sovjetunionens sammenbrud følte man sig på den høje hest – afregningens time var inde. Antimilitarister, fredsforkæmpere og antifascister og de, som stadig forfægter socialismens sag, er selvfølgelig altid “det borgerlige demokratis” fjende nummer ét.

Vi blev og bliver hængt ud som antidemokrater og samfundsfjender – en fare for statens sikkerhed. Sådan var det under besættelse – sådan er det i dag.

Om dette besynderlige demokrati skrev den franske filosof Alain Badiou i 2018:

“Den vestlige udgave af demokratiet er korrupt. Den sande vision er kommunismen.” Det er godt, når nogen omsider tager bladet fre munden.

Men uanset alt, vi overgiver os aldrig. Det ligger ikke til os kommunister – hvor svagt og splittet vi end står i øjeblikket, er vor kamp for et bedre og retfærdigere samfund – det socialistiske samfund – det eneste sande alternativ i kampen mod krigsmagerne og de, som i denne tid truer med at udslette alt liv på vor klode.

“Den, der vil fred, må også ville ret, og den, der vil ret, kan ikke støtte en verdensorden, der opretholdes ved røveri og profit!” (Ellen Hørup).

Det er sagens kerne. Derfor står kampen for fred, frihed og socialismen – mod militarisme, fascisme og krig fortsat øverst på alle kommunisters dagsorden.

De, der troede, at kampen sluttede den 4. maj 1945, tog grusomt fejl; den fortsætter med øget styrke. Verden er blevet et farligere sted at være siden det smukke forår i 1945.

De gamle slyngler er alle døde. De har fået andre navne: Tidligere Hitler, nu Trump. Forskellen er ens – det samme er deres mål! De er dengang som nu det kapitalistiske udbyttesamfunds frontkæmpere.

Og vi, hvad er vi? Vi er et led i den solidaritetens og frihedens kæde, der omslutter vor Jord! Men husk, kammerater: Kæden er aldrig stærkere end det svageste led.

Det blev vi belært om i tiden op til, under og efter Anden Verdenskrig, under Den Kolde Krig – og den dag i dag.

Den antifascistiske enhedsfront

“Kammerater! Millioner af arbejdere og andre arbejdende i de kapitalistiske lande spørger: Hvordan kan man forhindre, at fascismen kommer til magten, og hvordan kan man styrte fascismen, når og hvis den har sejret?

Kommunistisk Internationale svarer: Det første, der må gøres, det, man må begynde med, er dannelsen af enhedsfronten. Tilvejebringelsen af arbejdernes aktionsenhed i hver fabrik, i hvert distrikt, i hver provins, i hvert land, i hele verden. Proletariatets aktionsenhed i national og international målestok er det mægtigste våben, der ikke blot sætter arbejderklassen i stand til at føre et heldigt forsvar, men også til at rette en fremgangsrig modoffensiv mod fascismen, mod klassefjenden ...”

“Men – er det muligt at virkeliggøre denne proletariatets aktionsenhed i de enkelte lande og i hele verden? Ja, det er muligt – og det er muligt med det samme. Kommunistisk Internationale stiller ingen som helst betingelser for aktionsenheden – med undtagelse af én eneste elementær betingelse, der kan accepteres af alle arbejdere, nemlig at aktionsenheden retter sig mod fascismen, mod kapitalismens offensiv, mod krigsfaren, mod klassefjenden. Det er vor betingelse!”

Det skulle vel være til at forstå, selv for den mest tungnemme. Men det skulle snart vise sig, at så let var det nu heller ikke.

Socialdemokrater og kommunister

I Hamborg står en mindesten i Rosenhaven ved skolen ved Bullenhuser Damm. Den er rejst til minde om de 20 jødiske børn, der den 20. april 1945 blev hængt i kælderen under skolen. Børnene var blevet brugt som forsøgsdyr, men nu, hvor Nazitysklands nederlag var uundgåeligt, havde bødlerne travlt med at slette deres spor. Børnene var så små og vejede så lidt, at bødlerne måtte hænge sig i deres fødder for at gennemføre henrettelsen. På mindestenen i Rosenhaven står de manende og tankevækkende ord – en opfordring til handling: “Her står du tavs, men når du vender dig, så ti ikke!”

Det gælder også nu! Som digteren Malinowski sagde: “Magten taler gennem din lukkede mund!”

Forberedelserne til børnenes død blev taget, før de blev født – den 30. januar 1933.

Den dag hvor rigspræsident Hindenburg udnævnte Hitler til rigskansler.

Weimarrepublikken gik under i skam og forræderi mod det tyske folk og overlod mere eller mindre velvilligt Tyskland til de nazistiske mordere. Jagten gik ind på jøder og kommunister – og siden hen på socialdemokrater og fagforeningsfolk og alle andre, som vovede at løfte deres stemme i protest mod det nazistiske bæst. Den tyske arbejderbevægelse gik under i strømme af blod.

Tyskland blev et lovløst samfund under nazisternes og storfinansens diktatur. Et racistisk og militaristisk samfund, som ikke afstod fra nogen midler for at nå det, de ville. Et samfund byggende på ultravold, løgne, politisk ensretning – og det totale bedrag. Med Det tredje Riges fødsel var krigen kommet helt tæt på, herefter var det kun et spørgsmål om tid – kort tid – før den ville bryde ud.

Samtidig blev dødsdommen fældet over millioner og atter millioner af mennesker – iblandt dem millioner af Europas børn, som de 20 jødiske børn i skolen ved Bullenhuser Damm i Hamborg.

Nazisternes magtovertagelse

6. november 1932: Rigsdagsvalg. Nazisterne taber omkring 2 millioner stemmer, SPD og KPD er i fællesskab stærkere end nazisterne.

22. januar 1933: De socialdemokratiske fagforeninger udtaler: “Vi som fagforeninger må regne med enhver regering. Vi skal forhandle med enhver arbejdsminister. Vi skal også mødes med rigskansleren, lige meget hvad han end måtte hedde.”

29. januar: KPD gentager sit tilbud om en enhedsfront fra 20. juli 1932 til SPD og
fagforeningerne.

30. januar: Hindenburg udnævner Hitler til rigskansler.

1. februar: På Hitlers forlangende opløser Hindenburg Rigsdagen.

3. februar: Hitler forkynder over for befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarineparolen: “Erobring af nyt “lebensraum” i Østen og “marxismens udryddelse”.

27. februar brænder Rigsdagen. Pyromanen var rigsminister Göring, som skød skylden på kommunisterne. Mere end 10.000 kommunister og socialdemokrater arresteres. Den kommunistiske presse og parti forbydes. Brandstifteren Göring slæber Georgi Dimitrov og hans kammerater for retten. Den efterfølgende skueproces går ikke efter Görings hoved. Dimitrov afslører det nazistiske komplot for åbent tæppe.

28. februar: En nødforordning fra Hindenburg sætter under påskud af “afværgelse at statstruende kommunistiske voldshandlinger” alle demokratiske rettigheder i forfatningen ud af kraft.

3. marts: Ernst Thälmann arresteres. Han myrdes i Buchenwald i 1945.

22. marts: Rigsdagen åbnes i Potsdam. SPD's medlemmer møder ikke op. Og KPD's 81 mandater bliver erklæret for ugyldige; en stor del af KPD's medlemmer er allerede fængslet.

Hindenburg tillader indførelse af særdomstole og udsteder amnesti til alle nazister, der er dømt for terrorhandlinger.

De første kz-lejre oprettes. SA organiserer boykot af jøder i hele Tyskland.

Bogafbrændingerne tog deres begyndelse. “Den der brænder bøger – brænder mennesker næste gang”, sagde Thomas Mann. Han fik ret!

Den 22. juni 1933 forbydes SPD. Deres parlamentsmandater kasseres. Cirka 3000 SPD-funktionærer arresteres med kort varsel, og partiets formue beslaglægges.

Som rosinen i pølseenden nedlagde de borgerlige partiet sig selv.

Hvordan opfattedes disse skæbnesvangre begivenheder i Danmark?

Hvilke skridt blev taget for ikke at komme i samme situation som den tyske arbejderklasse? De, der kender historien, vil vide, at man herhjemme tilsyneladende intet havde forstået og derfor intet lært. Eller rettere – man ville ikke forstå.

En samlet front fra nazisterne over hejlende KU'ere til Socialdemokratiet gik til angreb på kommunisterne. Kommunisterne var hovedfjenden for danske politikere – ikke nazisterne.

Opfordringer til Socialdemokratiet om enhed i kampen mod fascismen blev som i Tyskland hånligt afvist af den socialdemokratiske ledelse. Man udsendte et cirkulære til de socialdemokratiske organisationer og fagforeningerne, hvor man forbød medlemmerne at deltage i det antifascistiske arbejde. Det var eksklusionsgrund.

I stedet oprettede man i 1935 HIPA – Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling – hvis opgave udtrykkelig var at bekæmpe kommunisterne.

Man skulle udsprede antikommunistisk materiale og afholde kurser. Samtidig oprettede man sit eget kartotek til registrering af kommunister.

Man betalte postvæsenet for at få navne og adresser på de, der holdt Arbejderbladet, og man oprettede et stikkerkorps på arbejdspladserne, som rapporterede tilbage om kommunisternes gøren og laden. De spaniensfrivillige synes at have deres særlige interesse.

Da Nazityskland besatte Danmark i 1940, anså HIPA – helt i den officielle samarbejdspolitiks ånd – og på samme måde som politiets afd. D – Det politiske Politi – det som særdeles vigtigt at udlevere navne og adresser på de tidligere spaniensfrivillige til tysk politi, da “de spaniensfrivillige jo både var våbentrænede og dertil villige til at yde modstand mod fascismen igen.”

Jøderne

Og jøderne – hvad med jøderne?

Mens den konservative Ole Bjørn Kraft sprang ud af skabet som fuldblodsfascist med sin bog “Facismen: Liv – Lære – Lov”, én lang hyldest til Mussolinis fascistiske Italien, gennemførtes Krystalnatten i Tyskland.

Synagoger blev brændt, jøder arresteret, mishandlet og for manges vedkommende sendt i kz-lejr og myrdet. Fire dage efter pogromen mente den daværende redaktion på Jyllands-Posten det nødvendigt at fremkomme med deres uforgribelige meninger om jøder og “jødespørgsmålet”.

I en ledende artikel forklarede man at:

“... vi slet ikke kan sætte os ind i det tyske jødeproblem, skønt vi også herhjemme har kunnet lægge mærke til jøders uheldige egenskaber. Der er ganske vist jøder, som har vist sig som gode danske mænd, men der er også jøder, som har været forgrundsfigurer i svindelaffærer og uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer.

Men det vi har set af uheldigt i Danmark, er kun en svag afglans af, hvad man har oplevet med jøder i mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Der har jøder ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og navnlig i politiske bevægelser yderst til venstre.

Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde der ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, der på samme tid gjorde München til et slagtehus.” Måske kunne problemet løses ved at sende dem til en tidligere tysk koloni i Afrika.

I 1939 – kort før krigens udbrud – var redaktionen helt afklaret.

“De politiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her, som alle andre Steder, det sletteste Statsstyre, og de må følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres.”

I dag er det ikke jøderne, men flygtninge og emigranter flygtet fra Vestens krige og muslimer ikke mindst, de racistiske propagandakanoner rettes imod.

Den finske borgerkrig sluttede i 1918 med “De Hvides sejr” – og 18.000 finske arbejdere blev sat op ad muren og skudt! Fascisterne havde magten i Finland.

Hos borgerskabet i hele Skandinavien var glæden stor. En voldsom hetz blev sat ind mod DKP.

Så under de kommende finlandskrige kæmpede “rigets bedste mænd” for “det hvide Finland” – som var allieret med Nazityskland. De finlandsfrivillige blev – til forskel fra de spaniensfrivillige – ikke fængslet eller forfulgt for at kæmpe for en fremmed magt.

Schalburg og andre nazistisk officerer var borgerskabets helte. Den 1. juni 1939 vedtog Folketinget den dansk-tyske ikke-angrebspagt med alle stemmer mod kommunisternes tre. Parolen var allerede da: Gå stille – tal sagte.

Endelig ikke lægge sig ud med det nazistiske regime, som man for øvrigt var enig med i mange forhold – ikke mindst i deres behandling af de politiske flygtninge.

Uden skrupler blev de sendt tilbage over grænsen, hvor Gestapos bødler og en kvalfuld død ventede dem.

Tre måneder senere – 1. september 1939 – angreb Tyskland Polen. Anden Verdenskrig var begyndt.

Den 30. november 1939 – altså før Danmark blev besat – udbrød der igen krig mellem Finland og Sovjetunionen. Den danske regering udsendte i dagens anledning en erklæring, hvori man slog fast, at:

“... denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med andre europæiske lande kæmper det under Tysklands førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør, hvis resultat på afgørende måde vil kunne bidrage til at bevare Europas lande fra indre samfundsopløsning.”

10 måneder efter indgåelsen af den dansk-tyske ikke-angrebspagt – den 9. april 1940 – blev Danmark besat.

DKP

I overgangsperioden fra besættelsen og frem forberedte partiet sig til illegalitet.

Arbejderbladet udkom, vore kammerater på tinge kunne stadig gå på Folketingets talerstol – men ingen tvivlede på, at det blot var stilhed før stormen.

22. juni 1941 angreb Nazityskland Sovjetunionen! Samme morgen gik jagten ind på de danske kommunister. Dansk og tysk politi arresterede alle dem, man kunne få fat i.

Jagten omfattede også de kommunistiske folketingsmedlemmer. Kartotekerne var i funktion.

Uden at blinke brød man grundloven – nødret, kaldte de det. Kommunistloven blev først vedtaget 20. august, altså to måneder efter fængslingerne. Men derefter var man igen “på lovens grund”, mente man.

DKP blev forbudt og gik i illegalitet, mens “den kongelige danske regering officielt gav Frikorps Danmark den danske stats blå stempel.”

Samme dag meddeltes det, at “den tyske værnemagt var rede til at indsætte Frikorps Danmark i kampen mod Sovjet.”

Den 24. november 1941 underskrev udenrigsminister Erik Scavenius antikominternpagten i Berlin, hvor han blev modtaget af Hitler personligt.

Deutsche Allgemeine Zeitzung skrev i den anledning:

“Mandigt bekendte den danske udenrigsminister sig til kampen mod bolsjevismen, der netop i de nordiske stater truede i Sovjetunionens skikkelse.

Under Tysklands ledelse gælder det nu om at bevare fællesskabets system i overensstemmelse med den europæiske kultur.”

29. august 1943 gjorde det danske folk op med samarbejdspolitikken.

Samarbejdsregeringen måtte gå af. Kommunisterne – i Horserød og Vestre Fængsel – blev som regeringen sidste handling overladt til Gestapos forgodtbefindende. Den 2. oktober 1943 lagde skibet Wartheland fra kaj på Langelinie med sin menneskelast – jøder og kommunister. Untermenschen!

Destination: Helvedes forgårde i kz-lejrene Theresienstadt og Stutthof.

Så kom 1945 og befrielsen – men mange af vore kammerater kom ikke til at opleve den. De skyldige for deres død sad i spidsen for den såkaldte befrielsesregering. Snart var alting ved det gamle – alt var på sin rette plads igen. Kommunisterne – som var den stærkeste kraft i modstandsbevægelsen – var igen fjenden!

Kampen mod nyfascismen

Mogens Fog – Frihedsrådets leder – skrev kort efter krigens ophør og befrielsen:

“Stærke kræfter arbejder på at skrue tiden tilbage til det, som var før opgøret med nazismen og vil derved tilintetgøre de håb, vi nærede til denne fred. En bedømmelse af forholdet mellem kommunisterne og de andre må ske i lyset af, om den ene eller den anden af parterne for alvor arbejder på, at dette håb kan blive opfyldt”.

Men håbet blev knust med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Og USA opkastede sig selv til verdens hersker – og Danmark blev indlemmet i NATO.

“Opdagelsen af atomets kraft,” sagde Albert Einstein, “ændrede alt undtagen menneskenes måde at tænke på.”

Det blev bekræftet til overflod, i tiden der kom.

Hitler og hans kumpaner var døde, men fascismen lever fortsat og trives velgående i vor tids politisk-betændte klima.

I hele Europa spytter unge nazispirer på de dødes grave, og regeringer river mindesmærker ned eller flytter dem ud på lossepladsen. Mindesmærker over Anden Verdenskrigs døde sprænges i luften. Højrekræfterne vinder frem i hele Europa – Østrig, Ungarn, Polen, Ukraine og Tyskland. Alternative für Deutzsland er nu det tredje største parti i Tyskland.

Vi kan også hertillands, som vi oplevede i den sidste valgkamp. Men det var ikke første gang.

Mindesmærket for de kommunister, som satte livet til i kampen for Danmarks frihed, er blevet skændet, overhældt med maling. Nazisterne har meldt Horserød-Stutthof Foreningen til politiet for påstået støtte til terrorisme. De får sikkert justitsministerens fulde opbakning! Og det fik de. Efter alt hvad vi ved, var det også nyfascister, som stak ild til Frihedsmuseet – og som stod bag bomben i Søllerødgade.

Krig og terrorlove

Krig, fremmedhad, racisme og terrorlove står øverst på den politiske dagsorden i dagens Danmark. Fighters and lovers, Foreningen Oprør, Tømrernes faglige Klub og den gamle modstands- og fangeorganisation Horserød-Stutthof Foreningen blev på tur slæbt i retten anklaget for støtte til terrororganisationer.

For Horserød-Stutthof Foreningens vedkommende lød dommen på 6 måneders fængsel til formanden, hvoraf de 4 måneder blev gjort betingede. Foreningen fik bøder og skulle betale sagens omkostninger.

Hvad kan man lære af det: Hvis vi havde støttet de egentlige terrorister – de israelske bosættere – var vi aldrig nogensinde blevet slæbt i retten, måske kunne vi ovenikøbet have trukket beløbet fra i skat.

De 2 måneder blev afsonet i Horserød, i naboblokken til den, hvor vore kammerater sad, inden de – sammen med jødiske medborgere – blev deporteret til helvedets forgård Theresienstadt og Stutthof. Ved domsafsigelsen sagde dommeren: “Nogle gange er der forskel på ret og retfærdighed – det her er retten.”

Formålet var og er at lukke munden på al opposition og indgyde angst i befolkningen, så kun de få tør sige deres mening. Samtidig kriminaliseredes den internationale solidaritet, og der rejstes retssager efter terorparagraf 114 stk. 1 og 2, som kan give op til 10 års fængsel.

Frihedsbevægelser udråbes til terrororganisationer, og vil man ikke have en terroranklage på halsen, holder man sig langt væk fra alt solidaritetsarbejde. Håber de – men det skal blive løgn!

I Danmark – hvor lovmøllen som bekendt maler helt ad helvede til – er vi ved at blive et lovløst land. Retsplejeloven, straffeloven og grundloven er delvist sat ud af kraft til fordel for de nye terrorlove og dekreter fra Det Hvide Hus.

Et eksempel: Den humanitære, tamilske organisation i Danmark (TRO) – hvis humanitære arbejde tidligere var blevet støttet af den danske regering – fik i Østre Landsret, for lukkede døre, sine økonomiske midler – beregnet til humanitær hjælp i Sri Lanka – indefrosset med den begrundelse at der:

“... i sagen blev fremlagt en oversat version af dekret nr. 13.224 om terrorfinansiering, der er udstedt af den amerikanske præsident. Dekretet vedrører indefrysning af formuegoder og forbud mod transaktioner med personer, der begår, truer med at begå eller støtter terrorisme. T.R.O. Danmark er opført på en liste knyttet til dette dekret.”

Dommen faldt den 8. april 2008.

Et dekret fra krigsforbryderen Bush tillægges mere vægt end dansk lovgivning. Hvor usselt! Hvor følgagtig kan man blive?

Forsvarere og dommere er flere gange blevet sat ud af spillet – de anklagede kan ikke få at vide, hvad de er anklaget for. Alt fra fængslinger til udvisninger ordnes stadig oftere administrativt og i hemmelighed. Hvad kommer et par justitsmord offentligheden ved, synes ræsonnementet at være?

Tidligere var man uskyldig, til det modsatte var bevist. Det er man tilsyneladende ikke mere, nu bygges sagen op på betalte meddelere og PET's ubekræftede og oftest løgnagtige påstande.

Samtidig opfordrer man offentligheden – som af hensyn til Rigets sikkerhed intet kan få at vide – til at fodre PET med oplysninger.

For PET's tidligere chef, Jacob Scharf, var intet tilsyneladende helligt i “krigen mod terrorismen”. Uden at rødme blåstempler han brugen af tortur:

“Alle oplysninger som kan føre til afsløring af terroristisk virksomhed – også selv om de er frembragt under tortur – er af værdi for PET.” “Det er vigtigt at samarbejde med torturstater,” sagde han den 24. januar 2011.

Allieret med aggressorerne

Lighedspunkterne mellem dengang og nu er mange, alt for mange. Som Schavenius i 1941 således statsminister Fogh Rasmussen i april 2008:

“De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det!”

Hæmoriden havde talt! Og vejen til jobbet som NATO's generalsekretær banet! Og da han fik lukket den kurdiske tv-station i Danmark, fik han også Tyrkiets støtte, og jobbet var hans.

Nu som før har man allieret sig med aggressorerne. Nu som tidligere udviser de skruppelløse imperialister, som den danske regering modtager sine ordrer fra, en total foragt for indgåede aftaler.

Løgnen er som tidligere sagt blevet et anerkendt politisk middel i den ideologiske og politiske kamp. Intet er så usselt, at det ikke kan bringes til torvs for at genere en politisk modstander. Göbbels har ikke levet forgæves.

Hans efterkommere, hvad enten de hedder Bush, Rumsfeld, Blair, Obama, Trump, Fogh Rasmussen, Per Stig Møller, Pia Kjærsgaard eller pastor Krarup fra Seem eller Lykke, Hjort Frederiksen, Inger Srøjbjerg og kompagni, betænker sig ikke et sekund ved at sende unge mennesker i krig på et mildt sagt løgnagtigt og falsk grundlag.

I øjeblikket overvejer den socialdemokratiske regering at sende danske krigsskibe til Golfen. En kæmpe militærøvelse afholdes i september i Oksbøl for at sikre Danmark mod en kommende russiske invasion, Grønland oprustes – Trumps tilbud om at købe Grønland var ikke en joke, men en måde til at få flere baser på Grønland.

Danske soldater patruljerer ved den russiske grænse i de baltiske lande. Og USA har startet en handelskrig mod Kina og så videre og så videre. Det er en kold krig, som meget snart kan slå over i den tredje, altødelæggende verdenskrig, hvis vi da ikke allerede har ødelagt livsbetingelserne for alt levende på vor klode.

Vi må forenes i kampen

Det kan og må ikke fortsætte. De skal stoppes! For, som det forhåbenlig klart er fremgået af det, jeg har sagt i dag, så er frihed ingen selvfølge og freden ingen given ting. Det er DKP's historie et lysende bevis på.

Vi må forenes i kampen mod overvågningsstaten, terrorlove, politistat og de nyfascistiske organisationer, som stikker hovedet frem overalt – også i Danmark. Vi må helhjertet støtte op om ungdommens kamp for et bæredygtigt miljø.

Klimakamp er klassekamp – og klassekamp er klimakamp. Det må vi få menneskene til at forstå, for det er nødvendigt i opgøret med kapitalismen, som i jagten på profit ødelægger fremtiden for os alle!

Folket mod statsterroristerne. Der er brug for civilkurage – for civil ulydighed.

Lad os give dem fingeren! De kan vedtage alle de love, de vil – og det gør de. Men vi bøjer os ikke – den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af en kriminel lovgivning. Så derfor: Forsvar demokratiet – sig magten midt imod. Koste hvad det koste vil! Kampen går videre – det gælder vor frihed. For når uret bliver ret – er modstand en pligt!

Jeg vil slutte med et digt af Otto Gelsted, skrevet i 1944 under folkestrejken, da København rejste sig mod besættelsesmagten. Et digt som vi kommunister også kan have gavn af i dag:

Folket eksisterer

Onde tider! Hitler sejrer,

og Scavenius regerer,

men hver gang han lægger planer,

kommer folket og generer.

 

Onde tider! De er omme.

Folket rejste barrikader.

INTERNATIONALE genlød

i de mørkelagte gader.

 

Det var som et stævnemøde

mellem friheden og folket,

da den jævne mand fik ordet,

og han talte ufortolket.

 

Lad os huske det i Danmark,

at når junkerne regerer,

skal vi vise dem, at folket

eksisterer!