Jeg hedder Muhammad og blev født i Danmark i 2012. Vi er fattige, og der er ikke altid nok mad på bordet hver dag ...

Her var andre børn at lege med, det var et stort område med mange boliger, mange mennesker og børn – de kaldte det et socialt boligbyggeri.

Men vi har et fjernsyn, og på det kan jeg se, hvordan andre børn i Danmark lever. Jeg har hørt dem tale om ferier, rejser og meget andet, der lyder rigtig godt!

Jeg kan også huske, nogen har talt om “en rigtig dansk jul”. Så spurgte jeg mine forældre, hvad det er, det lyder spændende og sjovt.

De svarede, at det vidste de ikke, men det var noget, der kostede mange penge, og dem havde de ingen af ...

I april 2018 flyttede vi i en større lejlighed; det var fantastisk – 72 kvadratmeter til otte mennesker! Det var luksus, egen indgang og lille køkken og to rum, det ene med adgang til toilet! Der var plads til fire køjesenge, så alle fik deres egen seng ...

Her var andre børn at lege med, det var et stort område med mange boliger, mange mennesker og børn – de kaldte det et socialt boligbyggeri.

Det var en dejlig varm sommer, der skete noget hver dag. Men så blev det efterår, det blev koldere og koldere og meget regn. Det var, som de voksnes humør blev dårligere, de talte meget om noget, de kaldte ghetto, tror jeg nok det hed ...

1. december 2018 stod vi op klokken 6.00. Jeg fik tøj på, jeg var meget træt og satte mig i et hjørne i stuen, men så fik jeg langsomt kræfter og gik ud på gaden.

Her mødte mig et syn, jeg ikke kunne huske at have set før, der var noget hvidt på jorden ligeledes oppe på hustagene. Jeg bøjede sig ned og samlede noget af det op. Jeg klemte det, og det hang sammen!

Jeg gik og gik, og pludselig var der ingen by mere – jeg var kommet på landet. Her mødte jeg en dreng, som sagde: “Go' dav! Hvad laver du her? Det er da for koldt med det tøj, du har på, gå du bare med mig hjem!”

Jeg spurgte: “Hvad hedder du?”

“Jeg hedder Gnimmelf og bor i det lille hus, du kan se der.”

“Hvor gammel er du?”

Gnimmelf: “Jeg er blevet 10 år i oktober 55”.

Jeg sagde: “Jamen jeg er født i 2012”.

“Det betyder ingenting i denne verden, nu går vi ind!”

Manden i huset tog vældigt på vej, da han så mig, og jeg blev virkelig bange.

Gnimmelf sagde: “Tag dig ikke af ham, det er den 24. december, og min far har aldrig slået mig juleaften, vi skal slet ikke fejre jul her, men hos min mormor og morfar.”

Da vi kom til Gnimmelfs mormor og morfar, blev jeg budt velkommen til jul i Rønbæk.

Jeg fik plads ved bordet og var meget imponeret over al den mad, meget af det havde jeg aldrig set før.

Senere på aftenen blev der åbnet til den fine stue. Her stod et træ med lys og pynt.

Jeg blev ganske forskrækket, børn og voksne tog hinanden i hænderne, de tog mig med og gik omkring træet, imens de sang: “En fattig jomfru fik ingen løn, men hun fødte en kongesøn, hun lagde ham i en krybbe i en kostald.”

Under træet var der fyldt med gaver, som de pakkede op, men den fattige jomfru fik ingen, der var ellers mange af dem.

Pludselig sagde Gnimmelfs morfar til mig: “Den pakke skal du have!” Jeg blev meget glad og begyndte at pakke ud. Det var noget underligt papir, det larmede, støjen blev værre, ja til sidst råbtes der!!

Min far stod ved siden af mig og sagde: “Du skal vågne, vi skal forlade lejligheden!”

“Jamen hvorfor?” spurgte jeg, og min far svarede:

“Vi må ikke bo her mere. Da vi kom, blev det til en ghetto, og det betyder, at vores boligblok bliver revet ned. Så kommer der en menneskegruppe, der før i tiden kaldtes herremænd og nu kaldes kapitalister, de bygger en ny blok.”

“Kan vi så ikke bo der?” spurgte jeg, og min far svarede:

“Nej, min dreng, det bliver for dyrt, for de skal tjene mange penge på det!”

“Jamen far, har vi da gjort noget forkert?”

“Nej, min dreng, måske er det forkert, at vi er født, men det er jo heller ikke vores skyld!”