Det nye år 2020 ser lidt lysere ud, end det har gjort længe. Folketingsvalget gav Socialdemokratiet mulighed for at danne regering.
Der er meget at rydde op efter så mange års liberalisme.
Jeg vil nødig sætte forhåbningerne for højt, men det har været en ørkenvandring i de sidste 20 år med skiftende borgerlige regeringer inklusiv Thorning/Corydon-regeringen, som førte en udpræget nyliberal politik med salg af Dong med videre.
Der er meget at rydde op efter så mange års liberalisme, og lige nu vælter skeletterne ud af skabene. Der er så meget snyd og svindel og korruption alle vegne, også inden for det offentlige.
Valget i Storbritannien gav til gengæld Boris Johnson og de konservative magten. Det skyldes hans klare løfte til briterne om at komme ud af EU. Løn- og arbejdsvilkår for almindelige arbejdere er blevet stærkt forringet på grund af EU’s indre marked.
Der har været en massiv indvandring af især østeuropæisk arbejdskraft, som har arbejdet under elendige arbejdsforhold til den halve løn. Det har ikke bare været en skandale, det har været en ren katastrofe for britiske arbejdere for slet ikke at tale om de udenlandske arbejdere, som er blevet udnyttet på det groveste.
Fagforeningernes mulighed for at sikre gode løn- og arbejdsforhold er i den grad svækket, og nye ansættelsesformer som arme og ben-firmaer, 0-timers-kontrakter og midlertidige ansættelser vinder frem. Jeg kan kun anbefale alle at se den nye Ken Loach-film: “Sorry we missed you”.
Labour-partiet har været i intern spild mellem en EU-venlig Blair-fløj og en mere venstreorienteret Corbyn-fløj. Med Boris Johnson som statsminister ser det endeligt ud til, at Storbritannien kan forlade EU i 2020.
Med Donald Trump som præsident i USA er blokaden overfor Cuba blevet strammet, og de venstreorienterede regimer i Latinamerika er ved at bryde sammen. Bolivias Evo Morales har været udsat for et militærkup, og der er en uerklæret blokade overfor Venezuela, som også har været udsat for kupforsøg.
Det er pinligt, at Danmark fortsat anerkender Guaidó som Venezuelas præsident, selv om det er åbenbart, at man ikke kan stille sig op på en papkasse og erklære sig for Venezuelas midlertidige præsident.
I Cuba lider befolkningen under varemangel og de manglende turistindtægter. Jeg kan kun opfordre så mange som muligt til at tage på en rejse til Cuba, som under alle omstændigheder er en vidunderlig feriedestination.
Godt nytår 2020!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278