Med i billedet til en forståelse af antikkens kultur hører produktivkræfternes udvikling, deres tekniske formåen og udbredelse. Derfor er det vigtigt at få et rigtigt billede af produktivkræfterne, der ikke kun omfatter værktøjer, maskiner og redskaber, men også den menneskelige arbejdskraft.

I Det romerske Imperium var der en betydelig interesse for filosofi, og mange af de filosofiske slaver ved det romerske hof var uddannet i Grækenland på Platons eller Aristoteles' akademier.

Generelt betød slavesamfundet et spring fremad i udviklingen. Den uhindrede adgang til slavernes arbejdskraft skabte nye muligheder, som ikke tidligere var kendt i antikken. Jeg vil fremhæve følgende områder, som var vigtige for den nye udvikling:

Forbedringer af vejnettet i hele det antikke Italien, forbedring af vandingssystemer, der gennem bygningen af akvædukter skabte mulighed for overrisling af marker og sendte vand ind til byerne. Muligheden for at gennemføre store bygningsprojekter med titusindvis af arbejdere: Forum Romanum, Pantheon og Colosseum for blot at nævne enkelte eksempler.

Den forbedrede skibsfart hvor romerne videreudvikler de græske skibstyper til endnu hurtigere og mere driftssikre skibe, der forbinder imperiets fjerneste egne med Rom.

Vi må forestille os, at slaverne kom fra hele Romerriget og repræsenterede mange forskellige kulturtrin med hver deres fortrin og kulturarv. Det har skabt en smeltedigel af viden og erfaringer, som Romerriget nød godt af, og som det forstod at udnytte i både den produktive sfære og den åndelige.

Antikken betegner en progressiv periode med hensyn til filosofi og erkendelsesteori. Ja, man kan roligt sige, at ingen senere tidsalder har overgået antikken, når det gælder interessen for at forstå menneskets teoretiske erkendelse.

Den grundlæggende modsætning mellem de forskellige retninger var den mellem idealisme og materialisme. Den prægede alle filosofiske diskussioner gennem hele antikkens tidsalder.

Kort sagt er forskellen mellem idealisme og materialisme, at idealismen anerkender den subjektive bevidsthed som det vigtigste kilde til erkendelse, mens materialismen kun anerkender bevidstheden som en objektiv faktor, uafhængigt af den individuelle bevidsthed.

Materialismen havde mange tilhængere blandt særdeles autoritative filosoffer, men når idealismen sejrede, skyldtes det dens overensstemmelse med de patriarkalske produktionsforhold, der var ved at vinde frem i den antikke stat.

I Det romerske Imperium var der en betydelig interesse for filosofi, og mange af de filosofiske slaver ved det romerske hof var uddannet i Grækenland på Platons eller Aristoteles' akademier. Jeg synes, det er en nærliggende tanke at betragte kristendommens vækst ud fra en ideologisk synsvinkel. Var det overklassens forsøg på at aflede utilfredsheden med de herskende forhold gennem tilbedelsen af det lidende menneske i form af Kristus-figuren?

Vi kan i hvert fald konstatere, at der er et tidsmæssigt sammenfald mellem kristendommens gennembrud og slavekrigene i årene 73 til 71 før vor tidsregning. Det vil sige, Romerriget har været klar over, at den militære løsning, som skulle knuse slaverne, kun var en kortsigtet løsning, men at der måtte andre og mere idelogiske midler i brug for at dæmpe slavernes utilfredshed med forholdene.

Det er påfaldende, at kristendommen fra at være en undertrykt sekt i tiden lige efter Kristus med forbløffende hastighed bliver statsreligion i Rom og anerkendt af kejseren. Det sker i løbet af nogle få hundrede år efter vor tidsregning.

En vigtig del af baggrunden for slavekrigen fra 73 til 71 før vor tidsregning var de ideologiske brydninger. Man kan ikke forstå slavesamfundet uden den overbygning, som kendetegner ethvert klassesamfund. Selv en begavelse som Aristoteles, der lagde grundlaget for logikken, forsvarede slaveriet og så det som en naturgiven ting.

Romerriget stod i dyb gæld til den græske kultur og videnskab. Mange unge fra patricierfamilier blev sendt til Grækenland for at få deres uddannelse på akademierne i Athen eller på Rhodos. Ligeledes købte de samme familier slaver fra Grækenland, der var uddannet som filosoffer eller retorikere.

Det påvirkede hele den romerske kultur, som selv forstod at videreudvikle den græske tradition. En af de mest kendte romerske filosoffer var Lukrets (cirka 99 til 55 før vor tidsregning.) Det vil sige, hans levetid falder sammen med slavekrigen, hvilket har væsentlig betydning for at forstå, hvilke ideer det handlede om. Lukrets store interesse var den materialistiske filosofi, som i hovedtrækkene kom fra Grækenland og dele af de ioniske øer ved Tyrkiets kyst.

Lukrets skrev en blændende skildring af den græske filosof Epikurs' filosofi i seks bøger på vers. Noget af en præstation når man tænker på, at det både er en videnskabelig afhandling, men også et poetisk mesterværk. Epikurs' filosofi var et klart modstykke til idealismen og fornægtede enhver form for overtro eller en guddommelig skabelse af mennesker og natur.

Det er tankevækkende, at Lukrets var den eneste filosof af format i tiden omkring slavekrigen, og der er ingen tvivl om, at hans arbejder har haft en betydelig indflydelse på samtiden. For eksempel påvirkede han forfatteren og digteren Ovid i dennes store sangcyklus om oldtiden, Metamorfoser.

Disse værker blev kopieret og sendt til biblioteker og akademier i andre vigtige byer i Det romerske Imperium. Den materialistiske opfattelse blev kraftigt kritiseret af dele af overklassen, der så det som en trussel mod deres privilegier. Overklassens indstilling byggede på de romerske traditioner for religion, der var en tro kopi af den græske, dog med andre navne, for eksempel Jupiter i stedet for Zeus.

De nye idéer, der byggede på materialismen, havde en stærk forbundsfælle i videnskaben, der netop i disse år fik en stærk vækst i alle lande omkring Middelhavet. Det gjaldt fag som matematik, geometri, lægevidenskab, tekniske videnskaber, bygningskunst og så videre.

Disse videnskaber befordrede et mere nøgternt syn på tilværelsen og forkastede overtro til fordel for videnskabelig analyse og bevisførelse. Denne udvikling hang sammen med den stærke udvidelse af handelen med alle romerske provinser og med lande uden for Det romerske Imperium, for eksempel Mesopotanien, Indien og Kina.

Et af de fremmeste centre for videnskab var biblioteket i Alexandria, som opnåede en nærmest legendarisk status inden for mange grene, for eksempel matematikken på grund af det omfattende bibliotek, der omfattede cirka 300.000 papyrusruller.

En af de berømte forskere, der arbejdede i Alexandria, var Euclid, der udviklede sine matematiske teorier i det enestående værk Elementerne, der blev udgivet i Alexandria omkring år 200 før vor tidsregning. Værket blev blandt andet bearbejdet af Johan Ludvig Heiberg i 1880'erne i en ny udgave, der blev brugt i skolerne helt op i det 20. århundrede. Det siger noget om videnskabens kvalitet og formåen i antikken!

Et andet vigtigt område var lægevidenskaben, som kom til at spille en fremtrædende rolle i Romerriget. Det skyldtes behovet for uddannede læger, der var i stand til at kurere skader og helbrede de mangeartede sygdomme i datiden. En af foregangsmændene var Claudius G. Galen, der var uddannet i Pergamon, men som var meget berejst og arbejdede metodisk med videnskaben.

Han var en flittig skribent og udgav et større værk om lægekunst, Galenic Corpus. Det kan i denne forbindelse nævnes, at alle gladiatorskoler havde uddannede læger, der skulle behandle de skader, som gladiatorerne pådrog sig under kampene. Lægerne kan meget vel have været en kilde til viden om materialismen, som bredte sig i alle lag af samfundet i disse år.

Det siger sig selv, at slaverne måtte være skeptiske over for overklassens idealer og påbud, at de selv forsøgte at danne sig deres eget verdensbillede uafhængigt afguder og overtro. Da slaverne først var blevet en rigtig hær, har der sikkert også været tilløb af lærde og filosofisk uddannede slaver, som kunne udforme et selvstændigt ideologisk grundlag for slavehæren.

Kronikken er skrevet i anledning af udgivelsen af min bog “Spartacus – i slavernes fodspor”, der udkommer på Forlaget Populi den 1. marts 2020.