Vores uddannelsessystem herhjemme roses oftest til skyerne. Dele af det, kan jeg sagtens forstå, skal roses, men der er mange mangler, når vi snakker uddannelse.

Du skal institutiona-liseres i tre år og være lænket til skolebænken i al den tid for at være godkendt til en ualmindelig kikset hue og et styk sølle papir. Det mener jeg ikke er værdig undervisning. Det kan vi gøre bedre!

Jeg har selv set mig selv fanget i et forfejlet uddannelsesforløb på snart hele to år. Det har været et meget sort kapitel rent skolehistorisk i mine godt og vel 12-13 år som elev/studerende i det danske skolevæsen.

Uddannelsen hedder EUX, og dens varighed er i alt på fire år, og så har du dig ellers en solid grunduddannelse, i og med at du både har bekendt dig det gymnasielle stof – to af årene – og det praktiske, altså det med at komme ud som elev hos en virksomhed de resterende to år. Denne uddannelse blev jeg narret ind til. Det gjorde jeg ved, at jeg alle dage har været voldsomt glad for at komme i praktik, samt at min bedste kammerat gik samme sti, og vi endda endte i samme klasse på 12. år.

Dette kommer til at følge mig resten af mit liv. Og jeg har svært ved at tilgive mig selv for at tage et så bimlende vanvittigt valg som dette.

Uddannelsen har vist sig at skuffe fælt. Praktikken sker hele to år efter de to år på skolen, praktikken i sig selv er på hele to år, og praktikforløbet betegnes som værende en “elevplads”, man skal ud og finde, og det forringer allerede mulighederne en del hos mange. Og ja, så er praktikforløbet kun tilpasset dem, der vil det mest basale ude på arbejdsmarkedet.

Du kan blive kontorelev, handelselev, detailelev eller eventelev. Men hvad med os afstikkere? Hvad med os, der gerne vil leve af at lave journalistisk arbejde for eksempel, i én eller anden form? Jo, dem er der ikke nogen elevplads til, for de afviger tilpas meget fra mængden, så de må enten søge ind på en reel videregående uddannelse eller sidde som elev hos en virksomhed i to år og kede sig – og ikke kunne se sig selv i jobbet.

Det har været et uskønt uddannelsesforløb, hvor jeg øjensynligt ikke er blevet meget klogere. Næh, nærmere endnu mere forvirret end jeg var i forvejen. En uddannelse der er langt fra færdiglavet, og hvor jeg har mødt nye informationer undervejs – i stedet for bare at få serveret den info til et åbent hus-arrangement. Det er åbenbart for meget at forlange.

Det værste er dog, at vi har et uddannelsessystem, der er så svært at finde rundt i, og som ikke er særligt openminded overfor fejlbeslutninger af pubertære unge mennesker samt mere eller mindre utilpassede unge.

I systemet hedder det “spildtid”, hvis du dropper ud i 2. g eller dropper ud fire måneder inden, du har bevis på, at du har bestået skoledelen af for eksempel en EUX-uddannelse. Den læring, du har fået under huden i de to år på gymnasiet, er altså ikke givende i en samfundsmæssig forstand. Du skal have alle tre år med.

Du skal institutionaliseres i tre år og være lænket til skolebænken i al den tid for at være godkendt til en ualmindelig kikset hue og et styk sølle papir. Det mener jeg ikke er værdig undervisning. Det kan vi gøre bedre!

Samtidig er prioriteringen af uddannelsens fag helt hen i vejret – med fag som informatik, design (som valgfag), virksomhedsøkonomi og afsætning. Jeg kan ikke se, hvad størstedelen af de unge i Danmark skulle kunne bruge disse fag til. Jeg så mere, at man havde samfundsfag, historie og religion på ugeskemaet. Fag der er nødvendige at lære. Fag der har relevans, og som er tre fag, der rummer ufattelig meget stof.

Allerede ved prioriteringen af fagene går det galt. Håbet var at klæde os godt på til vores fremtidige år på arbejdsmarkedet ved at uddanne os på bedste vis.

Men det gør man altså ikke ved øjensynligt at fordumme eleverne – med en dårlig prioritering af linjens fag, stikprøver i alle legemsdele, en fraværsregistrering der stresser de unge yderligere, og som opfordrer til en reel stikkerkultur i klasserne, forvirring i form af ny information om uddannelsen på ugentlig eller månedlig basis, ingen læring udenfor skolens mure – og sidst, men ikke mindst: Det hele er så meningsløst og så depressivt.

Jeg tæres af at gå på mit uddannelsessted, Roskilde Handelsskole. Jeg hader at gå der. Men det ville være dumt at droppe ud med tre-fire måneder igen – set med rationelle briller.

Samfundet er desværre bygget sådan op, at man skal have sig en grunduddannelse, ellers er man ikke særlig duelig i samfundet. Mit indre jeg gør oprør, men mine omgivelser fortæller mig noget så kækt, at der kun er tre måneder tilbage. “Du må lige bide i det sure æble”. Sådan er holdningen åbenbart til reel skoletræthed, ja, nærmest skoledepressivhed.

Men hvorfor kede sig og beskæftige sig med irrelevante elementer gennem ens skoletid, når man kunne få mest mulig læring ud af det, og man som elev selv ville føle, at man fik noget ud af det?

Gode undervisere og søde klassekammerater har jeg været meget taknemmelig for. De har netop opretholdt mig uddannelsen – og uddannelsessystemet i det hele taget. Uden dem var jeg endt i en reel eksistentiel krise.

Jeg vil omsider gerne ud at beskæftige mig med det, jeg allerhelst vil beskæftige mig med. Jeg vil gerne skære alt det unødvendige som dette fra, men det kan jeg ikke. Det tillader systemet ikke, jeg skal som minimum igennem 12-13 års tvangsundervisning, der egentlig minder mest om aktivering end noget som helst andet.

Det tilfalder mig meget undren, at vi har opbygget et system sådan. At man skal igennem minimum 12 års kedsom undervisning for at få et godkendt stempel fra samfundets side, det bryder jeg mig ikke om.

Jeg vil have luft. Jeg vil ikke institutionaliseres længere, jeg er ved at blive sindssyg.