Det synes aparte at være samfunds- og kapitalismekritisk samtidig med at være mere eller mindre fodboldfanatisk. Med andre ord: At kombinere en passion for fodbold med sportens kapitalismebefængte infrastruktur er i sig selv en temmelig uforløsende oplevelse.

Det bliver måske svært at halshugge fodbold-kongerne i den her omgang. Men de kan i hvert fald få en kæp i hjulet og et slag i hovedet til at starte med. 

Måske har fodboldtilhængere aldrig været helt på højde med deres sport, helt tilfredsstillede. Men det er i hvert fald nemt at drømme sig tilbage til engang, hvor fodboldens univers var helt igennem autentisk. Hvor det hele var lidt mere primitivt.

Det er fristende at romantiseringsræsonnere sig frem til, at det hele engang drejede sig om fodbolden fremfor pengene. At der var engang, hvor spillerne fejrede en sejr med tilhængerne på en helt almindelig pub og drak Guinness fremfor med et kønsløst opslag på Instagram.

At der var engang, hvor ’tilhængere’ ikke blev fløjet ind med privatfly, men at tilhængere ikke havde råd til at flyve. At der var engang, hvor fodboldtribuner udviskede forskellene mellem høj og lav. At der var engang, hvor alle var som Morten Bruun og Jan Mølby. Eller som man tror, de er.

At der var engang, hvor de fleste spillere opførte sig som helt almindelige mennesker. Uden medietræning, et dusinstort entourage og morbide sponsorater. At der var engang, hvor fodbolden ikke var opslugt af kapitalismens hakkeorden og indholdsløse bulder og brag. At penge og profit var sidegevinster fremfor målet. At fodbold var arbejderklassens frirum. At der var engang, hvor fodboldfans havde medbestemmelse.

Som at løbe panden mod en mur 

I dag er det i hvert fald ikke autentisk. Det ved vi godt. Vi finder nok aldrig helt ud af, om det var, som nogle af koryfæerne har det med at sige, at det var engang. Det var det formentlig ikke. Men i hvert fald ved vi, at fodboldens verden i dag er sovset ind i korruption. At dem, som allerhelst vil se deres hold spille fodbold, ikke har råd til det. At de store europæiske klubber udsulter og udkonkurrerer resten.

At de ejes af prinser, oligarker og amerikanske holdingselskaber. At de mest succesfulde spillere og fodboldfranchisetager er bedre og rigere end nogensinde før, men at de ikke er så meget for at betale skat. Eller at de arbejdere, som rundt omkring i verden bygger fodboldpaladser for spillets absolutte monarker, ofte bedre betegnes som slaver.

Konflikten mellem den nostalgiske fantasi og den nedslående virkelighed udgør fodboldtilhængerens paradoks: Bevidstheden om entusiastisk at tage del i et underholdningsfænomen, hvis gennemgribende umoral ikke er til at tage fejl af. Og vi ved jo godt, at den er gal. Men enten fortrænger vi det, eller også rationaliserer vi det måske.

“Fodbolden følger jo bare med tiden”. Måske. Men så fuck tiden. Eller man klæber sig fast til de få tilbageværende romantiske aspekter: En hjemmeavlet spiller, der slår igennem; en træner, som ’forstår’ klubben og fansene; magiske kampøjeblikke, hvor tiden står stille, og modstanderne er paralyserede af symmetrien mellem spillere og tribune. Den slags flugter i hvert fald med idéen om, at det ikke er lige så slemt at holde med Liverpool som med PSG eller Manchester City.

Men det er lidt som at løbe panden mod en mur at søge efter noget autentisk i en verden, der ikke er autentisk. Hvad end dét så vil sige. Noget har det jo med først at blive autentisk, når det ikke er længere.

Intet er skrevet i sten

Måske indikerer den opmuntrende dom om Manchester Citys brud på Financial Fair Play, at vi kan lave hele lortet om. Helt konkret har dokumenterne fra Football Leaks vist, hvordan ledelsen i den engelske klub har forsøgt at omgås UEFA’s FFP-regler, som skal sørge for, med romantikeren Arséne Wengers ord, at klubber ikke får lov til at anvende “finansiel doping”.

Det er ikke så meget selve indholdet af afsløringen, der er afgørende her – det overrasker os på ingen måde – men mere det, at beviset ligger foran os, sort på hvidt. De sidste undskyldninger for ikke at handle er forduftet.

Football Leaks og Rui Pinto – som lige nu er anklaget for 147 forskellige ting af den portugisiske stat – har lavet noget revolutionerende, noget heroisk, for fodbolden. De har blotlagt alt det hæslige.

Nu handler det bare om, at de forskellige aktører – tilhængere, journalister, jurister – ikke lader sig intimidere af fodboldmonarkernes tilsyneladende magt eller lader sig forføre af fodboldromantisk spin eller fortællinger om, at spillets hidtil usete niveau hænger sammen med den stigende kommercialisering. Men at de bruger det her som et afsæt til at presse på for at lave grundlæggende forandringer.

Det bliver måske svært at halshugge fodboldkongerne i den her omgang. Men de kan i hvert fald få en kæp i hjulet og et slag i hovedet til at starte med. Og så snart de kommer på benene igen, så en mere, indtil de ikke orker at ignorere fodboldfolkets stemme længere. Og så kan dem, som det hele burde dreje sig om, tilhængerne, begynde at stille krav og blive hørt. 

Men det kræver først og fremmest en massemobilisering på tværs af fangrupper uden fortilfælde. Det kræver en social kreativitet af karat at komme op med alternative modeller. Status quo er nærmest skrevet i sten, synes det. Men så alligevel ikke. Rui Pintos afsløringer har lavet en afgørende flænge i sportens kapitalismebefængte krop.

Vejen frem 

Hvad gør vi så nu? For det første skal vi modarbejde, at eliten får lov til at fortegne fortællingens gang ved at fjerne fokus fra bolden (lækagerne) og lægge det over på manden (Pintos status som ’forræder’ og så videre), som det desværre for eksempel har været tilfældet med Julian Assange i forbindelse med Wikileaks.

Men hvad med konkrete ændringer af fodbolduniversets tilsyneladende ubrydelige love? Hvad med for eksempel at alle europæiske ligaer og klubber lod sig inspirere en smule af den tyske model, hvor klubbernes fans som hovedregel skal eje mere end halvdelen af deres klub? Det er da en start.

Eller den protosocialistiske model, man bruger i de fleste amerikanske sportsgrene (talk about paradoxes!), hvor alle holdene i udgangspunktet har samme lønbudget, og hvor de lavest placerede hold får en række fordele i den følgende sæson?

Og ja, den slags tiltag vil måske betyde et fald i topklubbernes niveau. Hvis de mister retten til at lade deres hovedrige ejere spendere astronomiske beløb på lige netop de spillere, de har brug for, må de selvsagt tage til takke med mindre. Det samme må vi, deres tilhængere.

Men hvis vi vil kunne se os selv i øjnene – og ikke længere skizofrent lade som om, at der gælder en anden retfærdighed i fodboldens verden end i det omkringliggende samfund – så er det en pris, vi må betale. En pris som måske ikke er så slem endda, men kan bryde med topklubbernes monopol.

Forestil dig

Europa har været rod til meget godt i tidens løb, (også meget lort, bevares). Lighed, frihed og broderskab. En revolutionær ånd. Kvinderettighedskampe. Kunne man ikke tænke sig, at fodbolduniversets beslutningsmagere lånte bare lidt af den retfærdighedssans, som ligger til grund for alt det? Lidt af den ’utopiske’ tænkning som den sans uden tvivl har været udtryk for i løbet af historien?

Forestil dig at være fodboldtilhænger uden paradokset. Ville det ikke være befriende at engagere så meget af dit liv i en del af virkeligheden, som du også kunne stå inde for?