Danske Malermestre og Dansk Byggeri forsøger i ly af coronaepidemien at tvinge forringelser ind i vores overenskomster. De anser sandsynligheden for konflikt minimal, så ud over at ville presse industriens protokollater ned over hovedet på malersvendene, forsøger de også med perfide ultimative krav.

De ønsker åbenbart, at byggebranchen skal flyde over med social dumping.

Det er sgu mildest talt usmageligt, hvordan arbejdsgivere forsøger at udnytte danskernes samfundssind. Malermestrene må åbenbart tro, at malersvendene er dummere end gennemsnittet. Men der tager de fejl.

De ønsker åbenbart, at byggebranchen skal flyde over med social dumping.

Vi har gentagne gange forsøgt at være lydhør over for de udfordringer, vi har i faget, og komme med holdbare løsninger for både firmaer og svende. Løsninger, der rent faktisk også er stemning for i arbejdsgiverbaglandet. Alt sammen inden for industrirammen.

Men arbejdsgiverne mødte op med et bundet mandat fra Dansk Industri. De ønsker åbenbart, at den danske byggebranche skal flyde over med social dumping. Tilmed møder malermestrenes repræsentanter så op med ultimative krav, der indsnævrer industrirammen.

Vi skal altså spises af med en aftale, der er ringere end aftalerne på resten af det danske arbejdsmarked. Man skulle tro at nogle i arbejdsgiverorganisationen er ramt af en slem hjernebetændelse, men det er nok et udtryk for den underliggende griskhed, der præger toppen af dansk erhvervsliv, Dansk Byggeri og Danske Malermestre.

Man ønsker ikke at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for malersvendene, og man ønsker ikke at sikre konkurrenceevnen for sit eget bagland.

Vi tager den hele vejen

At man samtidig forsøger at spekulere i overenskomstforringelser i ly af den sundhedskrise, vi står i, kan kun vække afsky. Vi var klar over, at forhandlingerne ville blive svære, men at vi skulle stå over for hamstrende toiletpapirsbaroner, havde vi alligevel ikke forventet. Men der kan man se, man kender først sin nabo i krisetider.

Heldigvis er Malerforbundet en organisation, der er født af kamp. Og hvis arbejdsgiverne tror, at fordi de skruer op for presset, så bukker vi under – så har de sgu alligevel undervurderet os. Vi er klar og villige til at tage den hele vejen. Og skulle vi få industriens forlig skubbet langt ned i halsen, så er det ikke noget, vi glemmer over tre år.