Dialektisk logik er en uundværlig del af historieskrivningen. En forældet logik er ensbetydende med et fejlagtigt resultat, som igen giver et forkert billede af den historiske udvikling.

Vi råder i den marxistiske teori over et fundament, som vi kan bygge videre på. Vi er nødt til at videreudvikle begreber og kategorier i overensstemmelse med de nye krav, som produktivkræfternes udvikling stiller.

Kan man forestille sig sejren over fascismen i 1945 uden dette omfattende forarbejde for at skabe enhed i arbejderklassen?

Derfor vil denne fremstilling af arbejderbevægelsens historiske udvikling både rumme kontinuitet og fornyelse. Der er lovmæssigheder, som udformes i hver epoke, og som har en blivende værdi, samtidig med at det nye bliver tilføjet ud fra nutidens krav.

Det er denne grundholdning, som kendetegner dialektikken, som et livssyn der er i stadig bevægelse, ikke vilkårligt eller spontant, men efter ganske bestemte love, der bestemmer, hvordan vi indretter vores samfund.

Denne tankegang bryder fuldstændig med den måde, vi opdrages og uddannes på. Vores tænkning er præget af flere tusinde års idealisme, hvor man betragter modsætninger som noget skadeligt, ja, som djævelens værk.

Omvendt i materialismen, her er modsætninger en naturlig ting og kimen til al udvikling, al bevægelse. Det gælder altså om at anerkende modsætningerne og gøre dem produktive.

Et af de værker, som rummer en helt grundlæggende viden om dialektik, er Anti-Dühring af Friedrich Engels, der er skrevet som et polemisk værk imod Eugen Dührings utopiske socialisme. For at give en forståelse af dialektikken og dens grundsætninger bringes her et uddrag fra bogen, fra afsnittet Dialektik, kvantitet og kvalitet:

“Så længe vi betragter tingene som hvilende og livløse, hver for sig, ved siden af hinanden og efter hinanden, støder vi ganske vist ikke på modsigelser ved dem (...) Men helt anderledes bliver det, så snart vi betragter tingene i deres bevægelse, deres forandring, deres liv, deres vekselvirkning på hinanden. Så havner vi straks i modsigelser. Bevægelsen selv er en modsigelse; det gælder allerede den simple, mekaniske bevægelse fra sted til sted; den kan kun fuldbyrdes ved, at et givet legeme i et og samme øjeblik er på et sted og tillige på et andet sted, at det er og alligevel ikke er på et og samme sted.

Og den uafbrudte konstituering [Setzung] og samtidige løsning af denne modsigelse er netop bevægelsen.” 1.

De lovmæssigheder, som Engels omtaler, har gyldighed på bestemte områder, men ikke for alle. Det skabte en stor debat i Sovjetunionen, fordi man ikke skelnede mellem den mekaniske fysiks love og mikrofysikkens. Dermed er det også et eksempel på det, som jeg beskrev i indledningen om kravene til dialektisk logik.

Begrebet enhed er i den dialektiske materialisme sammenhængen mellem det mangfoldige i den objektive realitet. Det er vigtigt at nævne, at denne enhed er modsætningsfyldt.

Enheden eksisterer i mangfoldigheden, sådan som det for eksempel kommer til udtryk i Engels' fragment i Naturens dialektik om definitionen på enhed:

“... enhed og mangfoldighed er uadskillelige, hinanden gennemtrængende begreber, og at mangfoldigheden ikke er mindre indeholdt i enheden, end enheden i mangfoldigheden.” 2.

Disse betragtninger af Engels gælder ikke kun på matematikkens område, men også når vi diskuterer sociologi, det vil sige forholdet mellem klasser, grupper og personer, sådan som det kommer til udtryk i forholdet mellem det specielle og det generelle.

Det ser vi tydeligt i bestemte historiske situationer, hvor klassekampen bliver tilspidset.

Sådan et eksempel har vi i Marx' Louis Bonapartes 18. brumaire, hvor han analyserer klassekampene i tiden 1848-52 i Frankrig.

Marx' evne til at vise det væsentlige i den historiske udvikling, og hvordan det under de givne betingelser kun kan komme til udtryk på en ganske bestemt måde, har dannet skole i arbejderbevægelsen.

Marx analyserer klassernes, gruppernes og personernes indbyrdes stilling i deres udvikling, i deres bevægelse og opnår dermed at skelne mellem illusoriske forhold og de reelle. Den 18. brumaire indeholder en sådan rigdom af viden om klassekampen, at den kan give inspiration til nutidige studier af historien. Marx karakteriserer Frankrig under Louis Bonaparte på følgende måde:

“Ligesom bourbonerne er godsejernes dynasti, ligesom orleans'erne er pengenes dynasti, således er Bonaparte bøndernes dynasti, det vil sige den franske folkemasses dynasti.” 

Og hvem repræsenterer de franske bønder i klassekampen? Som et eksempel på enhedens komplicerede dialektik, bringes her et uddrag af Den 18. brumaire, VII. Afsnit:

“Men forstå det rigtigt. Dynastiet Bonaparte repræsenterer ikke den revolutionære, men den konservative bonde (...)” 3.

Disse spørgsmål om sand eller falsk repræsentation er noget, som man oplever utallige gange i det borgerlige demokrati. I dette tilfælde med de franske bønder blev flertallet slemt skuffede, fordi Louis Bonaparte ikke repræsenterede den revolutionære bonde, men den bonde der ville befæste småbruget. Bonaparte repræsenterede ikke fremskridtet, men reaktionen og overtroen. 

Denne problematik, som Marx rejser i artiklen, er helt fundamental for forståelsen af enhedens dialektik. Den kan kun løses gennem en analyse af klassernes indbyrdes forhold, deres målsætning og historiens faktiske forløb. Marx definer i denne forbindelse klasser som:

“For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klassers og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse ...” 4.

I denne sammenhæng er det interessant at se på begrebet autonomi. Hvad betyder autonomi for arbejderbevægelsen og dens organisationer? Det handler om evnen til at bevare sin selvstændighed som klasse og sin selvstændighed som politisk parti, sådan som det er beskrevet i Det kommunistiske Manifest:

“Politisk magt i egentlig betydning er én klasses organiserede magt til at undertrykke en anden med ...” 5

Hvis arbejderklassen skal opnå dette mål, kræver det også politisk og organisatorisk autonomi. Det vil sige, at man er i stand til at frigøre sig fra borgerlig ideologi og dens idealistiske grundholdninger. De eksempler, som er nævnt her, er kun et begrænset udvalg af de områder, som omfatter enhedens dialektik, men de giver et billede af, hvor komplekse de spørgsmål er, som arbejderbevægelsen skal løse.

Det var nogle af de samme spørgsmål, som mødte partierne i Komintern som optakt til den 7. verdenskongres i Moskva i 1935. Der er fra forskellige sider rejst kritik af den måde, Komintern blev ledet på, blandt andet for sekterisme og dogmatisme. Kendsgerningen er, at man overvandt disse svagheder og fejl og udarbejdede et fælles program, der skulle få afgørende betydning for verdenskrigens udfald.

Kan man forestille sig sejren over fascismen i 1945 uden dette omfattende forarbejde for at skabe enhed i arbejderklassen? Nej, det er utænkeligt, fordi kampen ikke kun omfattede de militære slagmarker, men i lige så høj grad modstandskampen i de besatte lande. Uden den havde fascismen ikke kunnet besejres.

Derfor er det også en forudsætning for nye sejre, at vi lærer af erfaringerne fra denne vigtige periode i historien, at vi analyserer det omfattende teoretiske og praktiske arbejde, som gik forud for kongressen i 1935. Kongressens beretninger rummer et enestående materiale som grundlaget for at forstå datidens klasseforhold.

PS.: Artiklen er en del af Med enheden som ledestjerne, der udkom på forlaget Populi i maj 2017. Alle kursiveringer i citaterne er mine.

Noter og referencer:

1. Anti-Dühring : Herr Eugen Dührings omvæltning af videnskaben, s. 135, Friedrich Engels, oversat fra tysk af Henriette Møller, Sputnik, Progres, eksp. Tiden, cop. 1984.

2. Werke, bd. 20, s. 523 f., Karl Marx, Friedrich Engels, Dietz Verlag, 1972-85.

3. Udvalgte skrifter: i to bind, bd. 1 s. 328, Karl Marx og Friedrich Engels, Tiden, 4. oplag, 1976.

4. Ibid s. 327.

5. Ibid. s. 47.