Det sker, at et begreb eller citat får status som et nærmest eviggyldigt udsagn, det vil sige noget, som alle kan genkende og forholde sig til umiddelbart.

Den slags vrimler det med hos den engelske forfatter George Orwell (1903-1950), men man husker måske især begreber som "Big Brother" og "tankepoliti".

Hvor det var Orwells frygt, at vi almindelige borgere ville blive berøvet informationer, så var Huxley bange for, at sandheden om alt, der vedrører os, ville drukne i et væld af irrelevante oplysninger.

Det kendteste citat stammer fra "Animal Farm" (1945), der er kommet på dansk som "Kammerat Napoleon". Her beskrives de undertrykte landbrugsdyrs retfærdige og velgennemførte revolution under ornen Kammerat Napoleons ledelse. Tesen fra denne revolutions begyndelse: "Alle dyr er lige", forvandles forbløffende hurtigt til: "Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre.

Nok kæmpede George Orwell på socialisternes side i Den Spanske Borgerkrig (1936-39), men hans mest berømte værker, "Kammerat Napoleon" og "1984", var antikommunistiske eller rettere sagt: antistalinistiske.

Når de stadig er værd at læse, skyldes det, at de også står for noget andet, som vi genkender fra mange forskellige samfund op gennem tiden. Man kan sige, at de peger ud over sig selv og viser nutidsmennesket noget vigtigt om det moderne samfund, vi har opbygget.

Det vil sige, at selv om Orwells bøger bestemt ikke er apolitiske, så er de universelle i deres kritik af samfundsforhold, der opstår og holdes i live gennem et samspil mellem magthavere og undertrykte.

Mange lader til at blande Orwell og én bestemt kollega fra hans samtid sammen, selv om de udtrykker noget forskelligt. Det drejer sig om den engelske forfatter og filosof Aldous Huxley (1894-1963), der blev regnet for en af sin tids fineste intellektuelle.

Han og George Orwell kendte hinanden. Huxley lykønskede sin forfatterkollega med udgivelsen af "1984", idet han samtidig kom med nogle pessimistiske betragtninger om fremtidige magthaveres brug af medicin og tidlig indoktrinering som bedre undertrykkelsesmidler end fortidens skrappe torturmetoder.

Noget hans egen fremtidsroman, "Fagre nye verden" (udgivet 1932), demonstrerer på en smuk, men ubehagelig måde. Selv om denne bog er endnu mere dyster end Orwells værk, må jeg beklageligvis indrømme, at hans beskrivelser af en fiktiv fremtid kommer sandheden om vores nutidssamfund nærmest.

Begge disse engelske forfattere opfattede og formidlede nogle vigtige sandheder om mennesker og samfund. For Orwell var en udvendig Big Brother fjenden, men Huxley mener, at vi selv bærer undertrykkelsesmekanismen inden i os.

Ifølge ham vil vi komme til at elske det, der undertrykker og fordummer os. Orwell fremviste en verden, hvor bøger var bandlyst, medens Huxley mente, at en sådan bandlysning ville være overflødig, fordi ingen var interesseret i at læse bøger.

Hvor det var Orwells frygt, at vi almindelige borgere ville blive berøvet informationer, så var Huxley bange for, at sandheden om alt, der vedrører os, ville drukne i et væld af irrelevante oplysninger.

Vi ville lade os underholde af dybest set irrelevante pseudonyheder, der indirekte fastholder os i en verden af ligegyldigheder, der holder os fra det, der influerer os og vores samfund.