Verden bevæger sig med ekspresfart. I Danmark afholdes et væld af pressemøder, og et vedvarende emne har været teststrategien. Her er der ingen fart på. Kun på Søren Brostrøms voksende målsætninger, som nu er på 15.000 per dag. Det står i skarp modsætning til, at målet på 5.000 endnu ikke er nået. Faktisk begynder jeg at tænke, om der stadig er fodslæb i Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet.

De læger, der udtaler sig om, at vi skal opnå flokimmunitet og så bare passe lidt på de svage, passer som hånd i handske med nyliberalister ...

Det er fint, at sundhedspersonalet samt plejehjemspersonalet nu bliver testet. Der er også røster fremme blandt praktiserende læger om, at de bør testes, da de har kontakt til svage grupper i samfundet dagligt.

Men de udvidede kriterier, der skulle åbne op for personer, der har symptomer, virker de? Jeg kender en pædagog, der var i Madrid for en måned siden.

Hun kommer hjem og går på arbejde i en uge, bliver herefter meget syg. Hun kontakter egen læge, der siger, hun ikke kan testes, da kun Italien og Østrig står på listen. Så kommer Spanien på listen, hvor Madrid er epicenteret. Hun kan stadig ikke testes. Og hun er stadig meget syg.

Så udvides kriterierne, men nu mener lægen ikke, hun skal testes, da hun er i bedring, kun hvis hendes arbejdsgiver beder om det. Men hun kan senere få en test, der viser, om hun er immun.

Hvis noget skulle give en mening, ville det være at teste alle, der udviser symptomer, og bruge testen til at spore smittekilder, som WHO siger. En pædagog der har alle symptomer! Her burde følges op i forhold til den daginstitution, hvor hun arbejder. Er der smittet personale, hvad med børnene og deres forældre? Og her er tale om børnefamilier, hvor mange er svage.

Det ville også give mening at teste, hvis man anbringer de positive uden for deres eget hjem, da man ved, at smittes man hjemme i familien, kan man blive meget syg, da man får smitten i store mængder. Det forklarer WHO også, at der blandt andet er gjort i Kina og også andre lande.

Alle os, der ikke har forstand på sundhedsstrategier, lærer dog en del under denne pandemi. Som alle andre sider af vores samfund er sundhedsstrategien også underlagt en ideologi. Og man kan se, at der blandt epedimologer også er to linjer: mennesket i centrum eller pengene i centrum.

I Danmark kan vi se, at alle de læger, der udtaler sig om, at vi skal opnå flokimmunitet og så bare passe lidt på de svage, passer som hånd i handske med nyliberalister som for eksempel Lars Løkke, der som Trump siger, at vi skal passe på, at kuren ikke bliver værre end sygdommen.

Derfor presses der på for at få Danmark lukket op igen. Og det inden vi ved, hvordan det kommer til at gå, inden vi har tilstrækkelige tests, værnemidler med mere. For det, der betyder noget, er pengene hos dem, der ejer produktionsmidlerne.

Man kan nu også ane, at den teststrategi, der passer til den tankegang, ikke er den diagnostiske test men antistoftesten. For så ved man jo, hvem der kan sendes på arbejde.