Hvis vi skal vide, hvor og hvordan vi skal sætte ind mod covid-19 og mod kommende epidemier af samme tilsnit, er det ikke nok at vide noget om sygdomsmønstre og smittespredning. Der er brug for også at kende de økonomiske strukturer, der fremmer epidemierne – og de strukturer, der gør det vanskeligt at bekæmpe dem.

Skal kommende epidemier og pandemier forebygges, må der sættes ind mod den måde, som produktionen finder sted på.

Det mener fire marxistisk inspirerede forskere inden for epidemiologi, human geografi og folkesundhedsvidenskab. De offentliggør i det kommende nummer af det amerikanske tidsskrift Monthly Review en større artikel, hvor de anklager især de amerikanske myndigheder for i årtier at have bragt samfundet i en tilstand, hvor en coronakrise uvægerligt bliver en coronakatastrofe. 

Det er ikke kun en udefrakommende virus, der skaber katastrofen. Krise bliver til katastrofe, fordi bestemte forhold i samfundet giver virus optimale vækstbetingelser. Kun ved også at sætte fokus på disse strukturer, kan der findes svar på, hvordan mennesker og samfund kommer ud på anden side, uden blot at genstarte den økonomi der har skabt skaden, mener en af de fire forskere, epidemiologen Rodrick Wallace:

”Hvis brandmænd får tilstrækkelige ressourcer, kan de fleste brande under normale omstændigheder som oftest bringes under kontrol med minimale skader på mennesker og materiel. Men det er ikke kun heroisk kæmpende brandmænd, der bringer ilden under kontrol. Mindst ligeså heroisk er det vedvarende, kontinuerlige myndighedsarbejde, der via lovgivning og kontrol forebygger, at man spiller hasard med byggesikkerheden, og som også sikrer, at der er nok ressourcer til brandbeskyttelse, sanitære forhold og bygningsvedligehold,” giver Rodrick Wallace som billede på det amerikanske samfund.

Der er masser af heroisk kæmpende sundhedsarbejdere, men forudsætningerne for virkelig at lykkes mangler:

”Fejlene blev i virkeligheden bygget ind i systemet for flere årtier siden, da det offentlige sundhedssystems fælles goder blev forsømt og gjort afhængigt af penge,” lyder det fra de fire videnskabsfolk.

De betegner det amerikanske samfund som ”fanget i et regime bestående af individualiseret just-in-time epidemiologi – virkelig en modsætning! – der knap nok har hospitalssenge og udstyr til almindelige operationer”.

Derfor er der brug for meget indgribende forandringer, hvis USA skal kunne håndtere coronakatastrofen på en måde, så ”folk kan overleve både sygdommen og kuren mod den”.

Industrialiseret landbrug

Nogle af de indgribende forandringer handler om den måde, som fødevarer produceres på. Her beskyttes profit før mennesker. Men skal kommende epidemier og pandemier forebygges, må der sættes ind mod den måde, som produktionen finder sted på.

Det er især det kapitalistiske industrilandbrug, der er problemet. Her produceres der på måder, der fremmer udvikling af sygdomsfremkaldende virus og spredning af smitte:

”De stadig mere omsiggribende monokulturer – altså slagtedyr og planter med næsten ens genomer – fjerner de immunbremser, som ellers i mere sammensatte populationer ville sænke spredningstakten,” anfører de amerikanske forskere.

Patogenerne, de sygdomsfremkaldende stoffer, har gode vækstforhold i en sådan monokultur, hvor de kan vokse sig stærke på nogle typiske værtsgenomer. 

De overfyldte forhold, som mange husdyr og slagtekvæg lever under, sænker deres immunforsvar. Kæmpestore husdyrbesætninger og det intensive industrilandbrug fremmer i det hele taget spredning og tilbagevendende infektioner. Og når produktionen skal gå hurtigere og hurtigere, forøges antallet af smittekilder konstant.

Dyretransporter over store afstande af hensyn til handel og eksport er også med til at give sygdomsfremkaldende stoffer og sygdomsbærere bedre muligheder for at sprede sig.

Med andre ord, konkluderer forfatterne: Patogenerne udvikler sig i raketfart, men der skrides næsten ikke ind for at forebygge nye og kommende katastrofer:

”Tendensen går i retning af færre myndighedsinspektioner i landbrug og forarbejdningsvirksomheder. Den går i retning af at lovgive imod kontrol fra myndighederne og imod, at aktivister afslører forholdene.”

Rob Wallace, Luis Fernando Chaves, Rodrick Wallace og Alex Liebman anklager i deres artikel privat eje af produktionen og dens fuldstændige fokus på profit for at være en hovedsynder. Og de peger på den ironiske kendsgerning, at der er en tæt økonomisk sammenhæng mellem store amerikanske og kinesiske fødevareselskaber.

Goldman Sachs

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der har hovedkvarter i New York, hvor covid-19 i disse dage høster tusinder af liv, har således store investeringer i kinesisk agroindustri.

Goldman Sachs har opkøbt 60 procent af aktierne i Shuanghui Investment and Development. Dette firma er en del af et kæmpemæssigt kinesisk agroselskab, som fra sin side har købt det amerikanske Smithfield Foods – verdens største svineproducent.

For 300 millioner dollars har Goldman Sachs også sikret sig fuldt ejerskab af ti hønserier i Fujian og Hunan, ikke langt fra Wuhan.

De fire videnskabsfolk advarer mod, at de patogener, der er i omløb, er ”bestialske” og spreder sig langt hyppigere end tidligere. Der er således en reel fare for nye pandemier i de kommende årtier.

Derfor haster det med at gennemføre radikale forandringer i den måde, der produceres – og i selve den måde, som vi omgås naturen. Spørgsmålet er, om det kan nås, så vi ”kan indgå våbenhvile” med disse sygdomme.

Læs artiklen ”Covid-19 og kapitalens cirkulation” på engelsk og i fuld længde.