Man skal altid huske at læse dét, der står skrevet med småt. For djævlen ligger i detaljen. Det er desværre en sandhed, som også gælder i dansk beskæftigelsespolitik under coronakrisen.

Når Mette Frederiksen har bebudet, at de svageste skal være de stærkeste, så får det en meget kynisk klang i lyset af eksempelvis nærværende nye lovforslag. 

I dag tirsdag anden- og tredjebehandler Folketinget et lovforslag fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S).

Det foreslår på grund af covid-19 at indføre en bestemmelse om, at perioden 9. marts til 9. juni 2020 skal anses for en forlængelsesgrund på linje med øvrige grunde, der kan forlænge perioden til optjening af 225 timers arbejde for kontanthjælpsmodtagere, (det vil sige modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller hjemsendelsesydelse). Og det er godt.

Men personer, der har været på kontanthjælp allerede inden 9. marts og allerede har fået nedsat hjælpen som følge af 225-timers-reglen vil ikke få ret til suspension af reglen og vil ikke få sat ydelsen op til det normale niveau i den periode, hvor nye kontanthjælpsmodtagere får suspenderet reglen.

Det betyder for enlige kontanthjælpsmodtagere, at de mister cirka 1000 kroner brutto om måneden i indtægt.

Men hvis man er gift med en kontanthjælpsmodtager, der ikke lever op til kravet, kan man komme i klemme, også hvis man selv er undtaget kravet. 225-timers-reglen indebærer nemlig, at ægtefæller, hvor begge er på en kontanthjælpsydelse, mister hele den enes ydelse, hvis den ene i parret ikke lever op til reglen. Det vil sige, at de mister hele den ene persons forsørgelse!  

Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez havde stillet et beslutningsforslag, der pålagde regeringen at stille et ændringsforslag, der kunne sikre, at den række kontanthjælpsmodtagere, der allerede i dag er ramt af 225-timers-reglen, som ikke får hjælp af det fremsatte lovforslag, også skal undtages reglen.

Men det blev stemt ned i går af S-regeringen, Venstre og DF, skrev hun i går i et facebookopslag.

Det er dybt uretfærdigt, og regeringen går virkelig i små sko her. Kan det virkelig passe, at den socialdemokratiske regering Mette Frederiksen og hendes beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen i den største arbejdsløshedskrise og økonomiske recession siden Depressionen i 1930’erne går i så små sko over for nogle af de mest udsatte grupper af mennesker i vores land, mens de gladelig har brugt mindst 400 milliarder kroner på hjælpepakker til erhvervsliv og lønmodtagere? 

Mens mindst 50.000 personer har meldt sig ledige siden 9. marts, og kravet til dagpengemodtagere om at optjene løntimer som forudsætning for forlængelse af dagpengeperioden er blevet suspenderet midlertidigt, insisterer Peter Hummelgaard altså på, at den største del af kontanthjælpsmodtagerne stadig skal underlægges en regel, som det bliver mere og mere umuligt at leve op til.

Og så har jeg endda ikke nævnt, hvordan en del af de kontanthjælpsmodtagere, der er underlagt reglen, også kæmper med kronisk sygdom eller sociale handicap eller omstændigheder, der gør det umuligt for dem at honorere reglen.

Det sker blandt andet som følge af Mette Frederiksens reformer af førtidspension og fleksjob fra 2013 og af sygedagpenge 2014. De har betydet, at mange kronisk syge eller langtidssyge ikke har kunnet opnå en ydelse, der modsvarer deres reelle behov på grund af uarbejdsdygtighed.

Når Mette Frederiksen har bebudet, at de svageste skal være de stærkeste, så får det en meget kynisk klang i lyset af eksempelvis nærværende nye lovforslag. 

Jeg kan kun opfordre til, at regeringen og Folketingets partier tager socialt ansvar på sig og sørger for at rette op på denne skændsel af strategien ”djævlen i detaljen”.

Overhovedet bør reglen ikke alene blive suspenderet, men helt fjernes fremover. Der er intet ”samfundssind” over at kræve det umulige af svagt stillede mennesker.