På grund af coronavirussen blev store del af samfundet lukket ned den 11. marts 2020. Forinden var der forslag om at hæve dagpengesatserne på grund af den konstaterbare og store udhuling af købekraftværdien samt et borgerforslag om at afskaffe den gensidige forsørgelsespligt.

Der er en stor sandsynlighed for, at en del af de lande, der har megastore underskud på deres statsbudget, ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet, hvilket de øvrige også selv lægger op til.

Den nuværende regering har tilkendegivet, at spørgsmålet om dagpengeniveauet skulle afvente en Ydelseskommissions analyse og anbefalinger, og at det ville være dyrt at ophæve den gensidige forsørgelsespligt. (Der blev angivet et helt misvisende tal fra beskæftigelsesministeren, hvad det ville koste at afskaffe den. Tankevækkende nok nævnte de “kritiske” borgerlige medier næsten ikke denne talvildledning.)

Socialdemokratiet argumentere for, at det ville blive for dyrt at afskaffe finansieringen af satspuljerne, selv om ordningen medførte større ulighed.

I den lyseblå regeringstid 2011-2015 skete der væsentlige og markante forringelser af velfærden og det sociale sikkerhedsnet, blandt andet på grund af henstillinger fra den ikke-folkevalgte EU-kommission.

Argumenterne fra blandt andre Radikale Venstre for den førte politik var økonomisk ansvarlighed, og at det skulle kunne betale sig at arbejde. 

Kort tid efter nedlukningen af samfundet kunne der skaffes 300 milliarder kroner, og pludselig roste dansk erhverv den solidaritet, som de i mange år agiterede for hindrer væksten.

Radikale Venstre, der ikke kan beskyldes for at være solidarisk med de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, folke- og førtidspensionister med flere, giver nu varmt støtte til blandt andre Frankrigs Macrons forslag om, at EU skal optage obligationslån til en lav rente, mod at alle EU-landene hæfter for gælden.

Enhedslisten, der før har haft et mål om at melde Danmark ud af EU, nu må opfattes som varm fortaler for EU, når partiet mener, at danskerne skal påtage en gældshæftelse for blandt andre Frankrig med formentlig den viden, at der er en stor sandsynlighed for, at regningen skal betales af danskerne, enten i form af forhøjelse af skatteniveauet eller, mest nærliggende, forringelser af levevilkårene for de økonomisk ressourcesvageste i samfundet.

En sådan udmelding fra Enhedslisten cementerer, at partiet er blevet pro-EU.

Det bliver interessant at høre Enhedslisten forklare det rimelige i, ligesom ved finanskrisen, at tilbagebetalingen af et lån til andre lande skal ske i form af forringelser af velfærden og det sociale sikkerhedsnet.

Der er en stor sandsynlighed for, at en del af de lande, der har megastore underskud på deres statsbudget, ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet, hvilket de øvrige også selv lægger op til.

Merkel er ifølge DR villig til, at den ikke-folkevalgte EU-kommission skal kunne optage lån på medlemslandenes vegne og derved forpligte danskerne økonomisk, uden at befolkningen og politikerne har haft indflydelse på, om lånene skulle optages, og på hvilke vilkår de skal afvikles.

Det er ikke rimeligt, når landene har hvert sit skattesystem og økonomiske politik, at pålægge for eksempel danske skatteborgere at hæfte for gæld, hvor noget af denne gæld ville være mindsket – hvis der eksisterede en rimelig skatteindbetaling i de pågældende lande.

Der er også tale om en blankocheck, hvor de folkevalgt i for eksempel Danmark bliver koblet fra med hensyn til indflydelse og styring af økonomien.

Det ville risikere, at skatteviljen i befolkningen forsvinder, hvis de oplever, at skatteindtægterne ikke anvendes til den fælles velfærd og sociale sikkerhedsnet.

Jeg opfatter hverken Radikale Venstres eller Enhedslisten forslag som udtryk for solidaritet med for eksempel Frankrig, men mere et ønske om, at Danmark kommer tættere på en forbundsstat.

Det forekommer, at Enhedslisten er blevet føderalister.