Ja, det er nemt at være bagklog. Men vi må alligevel spørge, om regeringen havde ventet andet end halvhjertede småjusteringer, da den placerede Danish Crown for bordenden af regeringens klimapartnerskab for fødevarer og landbrug?

Der er behov for at tænke på nye ejerskabsformer, hvor langt flere kan blive ejere og tage ejerskab for at komme gælden i dansk landbrug til livs.

For nu hvor rapporten er lanceret, tager fødevare- og landbrugssektoren prisen for det mest uambitiøse, talfiflende og greenwashende af klimapartnerskaberne.

Det er foruroligende, at regeringen ikke har valgt at høre nogle af de initiativer, der faktisk er i fuld gang med at vise nye grønne veje for landbruget i Danmark. Initiativerne skyder op overalt i landet, og det sker på trods af den nuværende landbrugspolitik, der favoriserer de største bedrifter.

Et eksempel er foreningen Andelsgaarde, der blev etableret i 2018 med visionen om at købe landet tilbage én gård ad gangen og omlægge jorden til bæredygtigt landbrug.

Vi har i Den Grønne Studenterbevægelse gjort det, regeringen burde have gjort med dette partnerskab: Vi har talt med Rasmus Willig, der er forperson i Andelsgaardes bestyrelse, og viderebringer her hans bud på, hvordan en omlægning af landbruget i Danmark bør se ud.

Willig slår fast, at “for at opnå en bæredygtig omstilling af landbruget er der behov for en landbrugsreform og en omlægning af landbrugsstøtten, så det bliver attraktivt at drive smålandbrug med diverse økologiske dyrkningsformer med et langt mindre dyrehold.”

I Willigs optik er der to afgørende dimensioner i omstillingen af dansk landbrug: Omlægning af landbrugsarealet og ejerskabsstrukturen i sektoren.

En reel omlægning af dansk landbrug er regeringens klimapartnerskab svar skyldig på. Den gennemgående præmis i klimahandlingsplanerne er, at vi bør fortsætte og endda øge den animalske produktion på trods af de massive klimapåvirkninger og miljømæssige ødelæggelser forårsaget heraf.

Der er kort sagt på ingen måde tale om en landbrugssektor, der kan bryste sig af den “klimaeffektive og grønne førerposition”, som de påstår i rapporten.

Her har Rasmus Willig et radikalt andet ambitionsniveau end klimapartnerskabet: “Helt konkret bør 20-25 procent af landbrugsarealet i Danmark umiddelbart tages ud af produktionen og straks omlægges til skov for at binde CO2.

Der er behov for at tænke på nye ejerskabsformer, hvor langt flere kan blive ejere og tage ejerskab for at komme gælden i dansk landbrug til livs. Den Danske Naturfond, Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og Foreningen Andelsgaarde er eksempler på nye måder, befolkningen kan blive ejere og tage ansvar på.

I Den Grønne Studenterbevægelse mener vi, at der er behov for, at disse og andre nye initiativer opnår statsstøtte, for eksempel ved bidrag, investeringer eller medlemskab bliver 100 procent fradragsberettigede, således at studerende, ja, at alle kan få tilknytning til landbruget og opnå ejerskab”.

Bag om landbrugets talmanipulation

Klimapartnerskabets grove talmanipulation når fornærmende nye højder i de beregninger, hvor globale reduktioner pludselig tælles som egne reduktioner.

De forstår udmærket, at globale reduktioner ikke tæller med i 70 procent-målet, som jo er formålet med klimapartnerskaberne. Denne detalje er de for dygtige til ikke at vide.

Men der er åbenlyst ingen grænse for, hvor langt man vil gå for at bevare sine profitmarginer. Læs mere i vores pressemeddelelse: Talfifleri i rapporten giver et fuldstændig misvisende billede af landbrugets bidrag.

Den regenerative landbrugsrevolution

Den Grønne Studenterbevægelse mener, at det industrialiserede landbrug i Danmark har hårdt brug for en revolution, der kan puste et nyt og nødvendigt liv i en sektor, der alt for længe har været domineret af åndsforladt profitmaksimering på bekostning af biodiversiteten.

Derfor kræver vi, at det skal være slut med en landbrugspolitik, der dikteres af landbrugets mest magtfulde lobbyister. Etableringen af småskala-landbrug, der dyrker efter regenerative principper er afgørende for at skabe den nødvendige omstilling.

Det helt fundamentale er, at nye værdier bør danne rammen om en jordbrugsproduktion, der sikrer alles adgang til sund mad. Det kræver, at vi genopretter båndet mellem producenter og forbrugere, og netop den opgave har klimapartnerskabet vist sig for visionsløst og snæversynet til at løfte.

Arbejderen har fået lov at bringe dette blogindlæg, som kan læses her