Når jeg skal forsøge at fortolke, forstå og analysere den daglige nyhedsstrøm, er jeg tilbøjelig til at se det, der sker, i forhold til to særlige, men samtidig overlappende modeller for, hvordan kapitalismen fungerer. 

Jeg er modstander af ideen om “naturen” som noget udenfor og adskilt fra kultur, økonomi og dagligliv.

Den første beskriver de indre modsigelser, der findes i kapitalens cirkulation og akkumulation, når værdier i jagten på profit flyder gennem forskellige “momenter” (som Marx kalder dem) af produktion, realisering (forbrug), distribution og reinvestering. Det er en model, der viser den kapitalistiske økonomi som en spiral af uendelig udvidelse og vækst.

Den bliver temmelig kompliceret, når den skal udvikles ud fra forskellige synsvinkler som for eksempel geopolitisk rivalisering, ujævn geografisk udvikling, finansielle institutioner, statslig politik, teknologisk omstilling og arbejdsdelingens og de sociale relationers evindeligt omskiftelige netværk.

Jeg ser imidlertid denne model for mig som indlejret i en bredere sammenhæng, der består af: Social reproduktion (i familier og fællesskaber); et fortløbende stofskifte, hele tiden i udvikling, med naturen (herunder også den “anden natur”: urbanisering og det byggede miljø); og alle mulige kulturelle, videnskabelige (vidensbaserede), religiøse og tilfældige sociale strukturer, som menneskelige populationer typisk danner på tværs af tid og sted.

De sidstnævnte “momenter” omfatter også de aktive udtryk for menneskets behov, fornødenheder og ønsker, trangen til viden og meningsfuldhed og menneskets stadige søgen efter at indfri sit potentiale fuldt ud – alt sammen på den baggrund af skiftende institutionelle strukturer, politiske rivaliseringer, ideologiske konfrontationer, tab, nederlag, frustrationer og fremmedgørelse, der udspiller sig i en verden med markante geografiske, kulturelle, sociale og politiske forskelligheder. 

Man kan sige, at denne anden model udgør min arbejdsforståelse af den globale kapitalisme som en særlig samfundsmæssig struktur. Den første model omhandler modsigelserne inden for det økonomiske maskineri, som driver denne samfundsmæssige struktur frem ad bestemte veje i dens historiske og geografiske udvikling.

Virus og værditab

Da jeg den 26. januar 2020 første gang læste om en coronavirus, som florerede i Kina, tænkte jeg umiddelbart på de følgevirkninger, den ville få for kapitalakkumulationens dynamik på verdensplan. Jeg vidste fra mine studier af den økonomiske model, at flaskehalse og afbrydelser i kapitalstrømmenes kontinuerlige cirkulation resulterer i værditab – og hvis disse værditab bliver omfattende og dybe, indvarsler de en krise. 

Jeg var også helt klar over, at Kina er den næststørste økonomi i verden, og at den reelt har kautioneret for den globale kapitalisme efter 2007-2008. Så ethvert slag mod Kinas økonomi vil nødvendigvis have alvorlige konsekvenser for den globale økonomi, som allerede befandt sig i en faretruende tilstand. 

For mig at se var den eksisterende model for kapitalakkumulation allerede i alvorlig knibe. Protestbevægelser fandt sted næsten overalt (fra Santiago til Beirut), og mange af dem havde fokus på det faktum, at den herskende økonomiske model ikke fungerede for befolkningsflertallet. Den nyliberale model hviler i stadig højere grad på fiktiv kapital, udbredt udvidelse af pengeudbuddet og på gældsskabelse. Den står allerede over for det problem, at der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel til at realisere de værdier, som kapitalen er i stand til at producere. 

Så hvordan skulle den fremherskende økonomiske model med dens skrantende legitimitet og skrøbelige helbred kunne opsuge og overleve de slag, som en mulig pandemi uundgåeligt ville medføre? Svaret afhang i høj grad af, hvor længe afbrydelsen ville vare, og hvor meget den ville sprede sig. For som Marx påpegede, opstår der ikke værditab, fordi varerne ikke kan sælges, men fordi de ikke kan sælges hurtigt nok.

Natur og kultur hænger sammen

Jeg har i lang tid været modstander af ideen om “naturen” som noget udenfor og adskilt fra kultur, økonomi og dagligliv. Jeg har et mere dialektisk og relationelt syn på stofskifterelationen til naturen.

Det er sandt nok, at virusser muterer hele tiden. Men de omstændigheder, i hvilke en mutation bliver livstruende, afhænger af menneskelige handlinger.

Kapitalen ændrer på de miljømæssige betingelser for sin egen reproduktion, men det gør den indenfor rammerne af, at der findes utilsigtede konsekvenser (for eksempel klimaforandringer) og selvstændigt virkende udviklingskræfter, som uophørligt omdanner de miljømæssige betingelser. Ud fra dette synspunkt findes der ikke noget, der hedder en naturlig katastrofe i sig selv. Det er sandt nok, at virusser muterer hele tiden. Men de omstændigheder, i hvilke en mutation bliver livstruende, afhænger af menneskelige handlinger.

Der er to relevante aspekter af dette:

For det første øger de rette miljøbetingelser sandsynligheden for kraftige mutationer. Det er for eksempel meget troligt, at intensive eller uberegnelige fødevareforsyningssystemer i de fugtige subtroper bidrager hertil. Tilsvarende systemer findes mange steder, herunder i Kina syd for Yangtze-floden og i Sydøstasien.

For det andet er de betingelser, der fremmer hurtig spredning via værtskroppe, meget forskelligartede. Tætte befolkningskoncentrationer ser ud til at udgøre et let værtsmål. Det er velkendt, at for eksempel mæslingeepidemier kun blomstrer op i større bymæssige befolkningscentre, mens de hurtigt dør ud i tyndt befolkede områder. Hvordan mennesker omgås hinanden, bevæger sig omkring, disciplinerer sig eller glemmer at vaske hænder har betydning for, hvordan sygdomme spredes. 

Lidt historik

I nyere tid er sars-, fugle- og svineinfluenza kommet fra Kina eller Sydøstasien. Kina led alvorligt af svinepest sidste år, hvad der førte til massenedslagtning af svin og eskalerende priser på svinekød. Det siger jeg ikke for at kritisere Kina. Der er masser af andre steder, hvor miljømæssige risici for virusmutationer og spredning er stor. 

Den spanske syge i 1918 er muligvis kommet fra Kansas, og Afrika har muligvis udklækket hiv/aids og helt sikkert vestnilfeber og ebola, mens dengue ser ud til at florere i Latinamerika. Men de økonomiske og demografiske følgevirkninger af virusspredningen afhænger af allerede eksisterende sprækker og sårbarheder i den fremherskende økonomiske model.

Jeg var ikke specielt overrasket over, at covid-19 til en begyndelse blev konstateret i Wuhan, (selv om det ikke vides, om den havde sit udspring dér). Det er klart, at der lokalt ville være store følgevirkninger, og da Wuhan er et vigtigt produktionscentrum, var det også sandsynligt, at covid-19 ville have alvorlige globale økonomiske konsekvenser, (men jeg havde godt nok ikke forestillet mig deres omfang). Det store spørgsmål var, hvordan smitten og spredningen ville udvikle sig, og hvor længe den ville vare, (inden der kom en vaccine).

Tidligere erfaringer har vist, at en af bagsiderne ved den øgede globalisering er, hvor umuligt det er at standse nye sygdommes internationale spredning. Vi lever i en ekstremt forbundet verden, hvor næsten alle rejser. De menneskelige netværk er omfattende og åbne for potentiel spredning. Faren (økonomisk og geografisk) var, at forstyrrelsen ville vare et år eller mere.

Malplaceret selvtilfredshed

Da nyhederne i første omgang kom frem, kom der umiddelbart et dyk på de globale børser, men det blev overraskende nok efterfulgt af en måned eller mere, hvor markederne nåede nye højder. Nyhederne syntes at indikere business as usual overalt, undtagen i Kina. Den fremherskende opfattelse var, at vi kunne forvente en gentagelse af sars, som så ud til ret hurtigt at være inddæmmet og kun havde mindre global virkning, selv om den havde en høj dødelighedsprocent og (set i bakspejlet) skabte unødig panik på finansmarkederne.

De økonomiske og demografiske følgevirkninger af virusspredningen afhænger af allerede eksisterende sprækker og sårbarheder i den fremherskende økonomiske model.

Da covid-19 dukkede op, blev der primært reageret ved at beskrive den som en gentagelse af sars, så der ikke var grund til panik. Epidemien huserede i Kina, som hurtigt og skånselsløst satte sig i bevægelse for at begrænse dens virkning, og det fik resten af verden til fejlagtigt at behandle problemet som noget, der foregik “derude” – altså ude af øje og ude af sind (i visse dele af verden ledsaget af nogle bekymrende udslag af Kina-had). Den kniv, som virussen satte ind i den i øvrigt sejrrige kinesiske vækstfortælling, blev ovenikøbet hilst med skadefryd i visse dele af Trump-administrationen.

Imidlertid begyndte der at cirkulere historier om, at de globale produktionskæder, som gik gennem Wuhan, var afbrudt. I første omgang blev historierne ignoreret eller behandlet, som om der bare var tale om problemer for specifikke produktlinjer og selskaber (som Apple). Værditab var lokale og ikke systemiske.

Ligeledes blev tegnene på svigtende forbrugerefterspørgsel bagatelliseret, selv om selskaber som McDonald’s og Starbucks, som havde stor omsætning på det kinesiske hjemmemarked, var nødt til for en tid at dreje nøglen om. Sammenfaldet af det kinesiske nytår med virusudbruddet tilslørede følgevirkningerne henover hele januar måned. En meget malplaceret selvtilfreds reaktion.

De første nyheder om den internationale virusspredning var tilfældige og spredte – et alvorligt udbrud i Sydkorea og nogle enkelte andre brændpunkter som for eksempel Iran.

Det var udbruddet i Italien, som udløste den første voldsomme reaktion. Sammenbruddet på aktiemarkederne, der begyndte midt i februar og svingede noget hen mod midten af marts måned, førte til et netto værditab på 30 procent på verdens aktiemarkeder.

Smittens eksponentielle vækst udløste en række usammenhængende og ofte panikagtige reaktioner. Præsident Trump imiterede Knud den Store over for en potentiel flodbølge af sygdom og død. Nogle af reaktionerne virkede mærkværdige. Det så for eksempel underligt ud, at den amerikanske nationalbank Federal Reserve sænkede rentesatserne som reaktion på en virus, også hvis man tager højde for, at det skulle afbøde virkningerne på markedet og ikke inddæmme virussens fremmarch.

Taget på sengen

De offentlige myndigheder og sundhedsvæsenerne blev næsten overalt taget på sengen. Fyrre år med nyliberalisme i Nord- og Sydamerika og i Europa har efterladt offentligheden fuldstændig blottet og uforberedt på at håndtere en offentlig sundhedskrise af denne type.

Fyrre år med nyliberalisme i Nord- og Sydamerika og i Europa har efterladt offentligheden fuldstændig blottet og uforberedt på at håndtere en offentlig sundhedskrise af denne type.

Tidligere skrækhistorier fra sars- og ebolaepidemier burde ellers have leveret rigeligt med advarsler og overbevisende lærdomme om, hvad det var nødvendigt at gøre. I mange dele af den såkaldt civiliserede verden var lokale, regionale eller statslige myndigheder, som nødvendigvis må være i frontlinjen ved offentlige sundhedskriser af denne art, blevet udsultet for midler. Det skyldes, at der er ført en sparepolitik beregnet på at finansiere skattelettelser og subsidier til virksomhederne og de rige.

Hvis det ikke giver afkast, har de store farmaceutiske firmaer – Big Pharma – kun liden eller ingen interesse i forskning i smitsomme sygdomme (som for eksempel hele familien af coronavirusser, der har været kendt siden 1960’erne). Big Pharma investerer sjældent i forebyggelse. De har kun ringe interesse i at investere i at være forberedt på en offentlig sundhedskrise. De elsker at opfinde kure. Jo mere syge vi er, desto flere penge tjener de. Forebyggelse bidrager ikke til aktiernes værdi.

Den forretningsmodel, der er anvendt på at sikre den offentlige sundhed, har elimineret det overskud af indsatskapacitet, der er brug for i en nødsituation. Forebyggelse var ikke engang tilstrækkeligt tillokkende til offentlig/privat partnerskab. Præsident Trump har skåret ned på budgettet for Center for Disease Control og har opløst en arbejdsgruppe om pandemier i sit nationale sikkerhedsråd. I samme ånd har han skåret offentlig forskningsstøtte væk, herunder til forskning i klimaændringer.

Hvis jeg skulle forsøge at sætte menneskelige ansigter og billeder på dette, ville jeg konkludere, at covid-19 er naturens hævn for mere end fyrre års massiv mishandling fra en voldelig og ureguleret nyliberal udsugning.

Det er måske symptomatisk, at de mindst nyliberale lande – Kina og Sydkorea, Taiwan og Singapore – indtil videre er kommet bedre gennem pandemien end Italien, omend Iran kan vise sig at være et eksempel på, at det ikke er et almengyldigt princip.

Kina, Sydkorea, Singapore

Mens der var mange tegn på, at Kina håndterede sars ret dårligt og i starten forsøgte at dække over eller benægte problemet, så blev der handlet anderledes denne gang. Folk omkring præsident Xi satte sig hurtigt i bevægelse og gav ordre om, at der skulle være gennemsigtighed både i forhold til rapportering og test. Det samme gjorde man i Sydkorea. Men alligevel gik der værdifuld tid tabt i Kina, (bare få dage kan gøre en afgørende forskel).

Hvad der imidlertid var bemærkelsesværdigt i Kina var, at epidemien begrænsede sig til Hubei-provinsen med Wuhan som centrum. Den bevægede sig ikke videre, hverken til Beijing eller vestpå eller endnu længere sydpå. De forholdsregler, der blev truffet for at begrænse virussen geografisk, var meget drastiske. Af politiske, økonomiske og kulturelle grunde ville det stort set være umuligt at kopiere dem andre steder. Rapporter, der er kommet ud af Kina, antyder, at både behandling og politik var alt andet end nænsom.

Kina og Singapore brugte deres magt til personovervågning og bragte den til et niveau, som var både påtrængende og autoritært. Men det ser ud til, at det alt sammen har været yderst effektivt. Der er dog modeller, der viser, at mange dødsfald kunne være undgået, hvis modforholdsreglerne var iværksat blot få dage tidligere. Dette er en vigtig information: Ved enhver eksponentiel vækst er der et knækpunkt. Hvis dette punkt passeres, kommer den totale mængde fuldstændig ud af kontrol, (læg igen mærke til betydningen af forholdet mellem mængde og vækstrate). Det faktum, at Trump bare så til i så mange uger, kan stadig vise sig at være kostbart målt i menneskeliv.

Nu vokser de økonomiske konsekvenser ud af kontrol, både i og udenfor Kina. Forstyrrelserne, der har bredt sig i firmaernes værdikæder, har i visse sektorer vist sig at være mere systemiske og fundamentale, end man først havde forestillet sig.

Langtidsvirkningen kan bestå i at forkorte eller sprede forsyningskæderne, samtidig med at der skiftes til mindre arbejdsintensive produktionsformer (med enorme virkninger for beskæftigelsen) og til større udnyttelse af produktionssystemer, der bruger kunstig intelligens. Afbrækket i produktionskæderne medfører, at arbejdere afskediges eller hjemsendes, hvad der i sidste ende mindsker efterspørgslen, mens behovet for råstoffer mindsker det produktive forbrug.

Alene disse indvirkninger på efterspørgselssiden ville i sig selv kunne bevirke en mild recession.

Oplevelsesøkonomien i frit fald

Men de største sårbarheder var at finde andre steder. De former for forbrugerisme, som eksploderede efter 2007-2008, er brudt sammen med ødelæggende konsekvenser.

Covid-19 er naturens hævn for mere end fyrre års massiv mishandling fra en voldelig og ureguleret nyliberal udsugning.

Disse former baserede sig på, at omslagstiden i forbruget blev sat ned, så den kom så tæt på nul som muligt. Den flodbølge af investeringer, der fandt sted i denne form for forbrugerisme, hang tæt sammen med, at de eksponentielt voksende kapitalmængder kunne opsuges her med kortest mulig omslagstid.

Den internationale turisme var typisk. Mellem 2010 og 2018 voksede antallet af internationale besøg fra 800 millioner til 1,4 milliarder. Denne form for her og nu-forbrugerisme krævede massive investeringer i infrastruktur i lufthavne og luftfartsselskaber, hoteller og restauranter, oplevelsesparker, kulturelle begivenheder og tilsvarende. Dette område for kapitalakkumulation er nu en død sild: Luftfartsselskaber er nær bankerot, hotellerne er tomme, og massearbejdsløshed i hotel- og restaurationsbranchen er overhængende. Det er ikke nogen god idé at spise ude, og restauranter og barer er mange steder lukket. Selv takeaway synes at være risikabelt.

Den vældige hærskare af folk, der arbejder i gig-økonomien eller i andre former for prekært arbejde, bliver fyret uden nogen synlige muligheder for støtte. Begivenheder som kulturfestivaler, fodbold- og basketballturneringer, koncerter, forretnings- eller andre professionelle kongresser og selv politiske forsamlinger i forbindelse med valg bliver aflyst. Disse “event”-baserede former for oplevelsesforbrug er lukket ned. De indtægter, som lokale myndigheder har at råde over, forsvinder med ét slag. Universiteter og skoler lukker ned.

Store dele af den model, der danner spydspidsen i dagens kapitalistiske forbrugerisme, kan ikke fungere under de nuværende betingelser. Tendensen til det, som André Gorz beskriver som “kompenserende forbrugerisme”, (hvor de fremmedgjorte arbejdere forventes at få humøret tilbage med en pakkeferie på en tropisk strand), er aftaget.

Men vore dages kapitalistiske økonomier er for 70-80 procents vedkommende drevet af forbrugerisme. Forbrugertillid og -følelser er hen over de sidste fyrre år blevet nøglen til at skabe effektiv efterspørgsel, og kapitalen er i stigende grad blevet drevet af efterspørgsel og behov. Denne kilde til økonomisk energi har ikke tidligere været udsat for vilde udsving (med enkelte undtagelser som for eksempel et islandsk vulkanudbrud, som i et par uger blokerede for den transatlantiske luftfart).

Med covid-19 er grundlaget dannet, ikke bare for et vildt udsving, men for et altomfattende sammenbrud lige i hjertet af den form for forbrugerisme, som er dominerende i de fleste rige lande. Spiralen af uendelig kapitalakkumulation kollapser indad fra én del af verden til alle andre dele. Eneste redning vil være en regeringsfinansieret og -inspireret masseforbrugerisme, som skulle trylles frem af det rene ingenting. Det vil kræve socialisering af eksempelvis hele USA’s økonomi uden af den grund at kalde det socialisme.

De nederste er i frontlinjen

Det er en bekvem myte, at smitsomme sygdomme ikke kender til klasseskel eller andre sociale skel eller grænser. Ligesom i andre af den slags talemåder er der en vis sandhed i den. Under koleraepidemierne i det nittende århundrede blev klasseskellene overskredet i tilstrækkelig dramatisk grad til, at der opstod en offentlig bevægelse for sundhed og sanitet, (som blev professionaliseret). Den har varet indtil i dag. Hvorvidt denne bevægelse sigtede på at beskytte alle eller kun overklassen stod ikke altid klart.

Men i dag kan der fortælles en ganske anden historie om forskellene i klasse- eller socialt betingede følgevirkninger og konsekvenser. De økonomiske og sociale følger filtreres gennem de “almindelige” forskelligheder, som er synlige alle steder. Først og fremmest er den arbejdskraft, som forventes at tage sig af det stigende antal syge, de fleste steder i verden meget skævt sammensat i forhold til køn, race og etnicitet. Det afspejles også i den klassedelte arbejdskraft, man finder i for eksempel lufthavne og andre logistiske sektorer.

Denne “nye arbejderklasse” er i frontlinjen. Den er mest udsat, enten for at blive smittet med virus på arbejdet eller for at blive fyret uden midler, fordi virussen fører til økonomiske indskrænkninger. Spørgsmålet rejser sig for eksempel om, hvem der kan arbejde hjemmefra, og hvem der ikke kan. Problemstillingen skærper den strukturelle samfundsopdeling. Det samme gør spørgsmålet om, hvem der har råd til at isolere sig eller gå i selvvalgt karantæne (med eller uden løn) i tilfælde af kontakt eller infektion.

Corona og klasser

På nøjagtig samme måde som jeg lærte at kalde jordskælvene i Nicaragua (1973) og Mexico City (1995) for “klasseskælv”, udviser spredningen af covid-19 alle de karakteristiske træk ved en pandemi, der er skæv i klasse-, køns- og racemæssig henseende. Bestræbelserne på at mildne virkningerne beskrives bekvemt som “vi er alle i samme båd”, men praksis, ikke mindst fra nationale regeringer, viser, at bevæggrundene er mere ildevarslende. Vor tids arbejderklasse i USA, (der overvejende består af afroamerikanere, latinoer og lønarbejdende kvinder), står over for det grimme valg mellem at blive smittet, fordi de skal yde pleje eller holde nøgleled i forsyningskæden som for eksempel supermarkeder åbne, eller arbejdsløshed uden goder (så som rimelig sygesikring).

Spredningen af covid-19 har alle træk af en pandemi, der er skæv i klasse-, køns- og racemæssig henseende.

Fastansatte folk (som jeg selv) arbejder hjemmefra og hæver deres løn som før, mens direktørerne flyver omkring i private jetfly og helikoptere. Arbejdskraften er de fleste steder i verden for længst vænnet til at opføre sig som gode nyliberale undersåtter, (hvilket betyder, at de skyder skylden på sig selv eller på Gud, hvis der går noget galt, men ikke vover at antyde, at kapitalismen er problemet). Men selv gode nyliberale undersåtter kan se, at der er noget galt i den måde, som pandemien bliver tacklet på.

Det store spørgsmål er: Hvor længe vil dette blive ved? Det kan vare et år eller mere, og jo længere det varer, desto større værditab, herunder af arbejdskraften. Arbejdsløsheden vil næsten med sikkerhed stige til et niveau, der kan sammenlignes med 1930’erne, medmindre der fra statens side kommer massiv støtte, hvad der vil være i strid med den nyliberale ånd.

De umiddelbare virkninger for økonomien og for det daglige sociale liv er mangfoldige. Men de er ikke alle sammen dårlige.

I det omfang nutidens forbrugerisme er blevet overdreven, nærmer den sig Marx’ beskrivelse i Grundrisse. Her taler han om, at overforbrug og vanvittigt forbrug, “når det slår over i det monstrøse og bizarre”, er et tegn på hele systemets “sammenbrud”. Det hensynsløse overforbrug har spillet en væsentlig rolle i miljøødelæggelserne. Aflysninger i luftfarten og de radikale indskrænkninger i transport og færden har haft positiv indvirkning på udledning af drivhusgasser. Luftkvaliteten i Wuhan er blevet meget bedre, og det samme er tilfældet i mange amerikanske storbyer. Steder med økoturisme vil få tid til at komme til hægterne efter de trampende fødder. Svanerne er vendt tilbage til Venedigs kanaler.

Forbrugerisme på retur?

I den udstrækning at appetitten på hensynsløs og sanseløs overforbrugerisme er blevet mindre, kan der vise sig at være gode langtidsvirkninger. Færre dødsfald på Mount Everest ville være en god ting. Og selv om ingen siger det højt, så kan virussens demografiske partiskhed ende med at påvirke alderspyramiden med langtidseffekter på velfærdsudgifterne og for “plejeindustriens” fremtid.

Det daglige liv bliver sat ned i tempo, og for nogle mennesker vil det være en velsignelse. De fremlagte regler for social afstand kan, hvis nødsituationen fortsætter længe nok, føre til kulturelle forandringer. Den eneste form for forbrugerisme, som med sikkerhed vil profitere, er, hvad jeg kalder “Netflix”-økonomien, som leverer føde til fjernsynsnarkomaner.

På den økonomiske front har reaktionerne taget udgangspunkt i, hvordan man kom ud af krakket i 2007-2008. Det skete via en ekstremt løs pengepolitik og redningspakker til bankerne plus en dramatisk vækst i Kinas infrastrukturinvesteringer. Det sidste kan ikke gentages i den målestok, som er nødvendig. Redningspakkerne, som man lavede i 2008, havde fokus på bankerne, men indbefattede også en de facto nationalisering af General Motors. Det er måske af betydning, at de tre store bilproducenter i Detroit – stillet over for arbejderutilfredshed og efterspørgselskollaps – er lukket ned, i det mindste indtil videre.

USA sidder med nøglen

Hvis Kina ikke kan gentage den rolle, det spillede i 2007-2008, så ligger byrden med at undslippe fra den nuværende økonomiske krise på USA. Og her er den ultimative ironi: Den eneste politik, der vil virke, både økonomisk og politisk, er meget mere socialistisk end noget af det, som Bernie Sanders kunne tænkes at foreslå. Og de selvsamme redningsprogrammer skal sættes i værk under Trumps ledelse, sandsynligvis under banneret “Making America Great Again”.

Alle de republikanere, som så indædt var imod 2008-redningspakkerne, bliver nødt til at æde deres gamle hat eller undsige Donald Trump. Hvis sidstnævnte er klog, vil han aflyse valgene med henvisning til en nødsituation og erklære et kejserligt præsidentembede indført for at redde kapitalen og verden fra “opstand og revolution”.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2020. Den er oversat fra engelsk af Anders Kock fra jacobinmag.com 20. marts 2020. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.