Må gamle tale om døden? Og må de længes efter den og sige det højt? Det spørger jeg om efter en skræmmende oplevelse forleden dag.

Jeg er 79 år og har fået trykt to kronikker og et hav af læserbreve om aktiv dødshjælp, så det fylder meget i mit liv.

Er der en ytringsfrihed for gamle, der rækker til, at de må tale om døden? Endsige da sige højt at de længes efter døden? Eller er der ingen ytringsfrihed for gamle i vores land? Så er det ikke et land for gamle mennesker.

Jeg var i mit skovbryn og satte en mejsekasse op iført shorts og busserønne, for det var varmt. Jeg kæmpede noget med opsætningen.

Pludselig holdt en politibil lige ved. Jeg hjalp de to unge betjente med at komme ind til mig. Og lo og sagde at de skulle holde afstand, ellers kunne de jo have hjulpet mig, men desværre kom en corona jo på tværs for den slags!

Men jeg lærte dem lidt om opsætningen (glemte at sige, at hullet skal vende mod øst). De havde fået en anmeldelse på en "dame, der rodede rundt i skoven uden bukser"... Og så skal de reagere...

Men jeg lo og bad dem undskylde besværet og viste dem mine shorts.

De spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg lo og svarede:

"Jeg har det fint. Mit eneste problem er, at jeg er gammel og snart skal dø, og jeg er ængstelig over, hvordan det skal gå. Så jeg går ind for aktiv dødshjælp og glæder mig, til det er overstået."

Ja, jeg er mæt af dage og længes egentlig efter døden.

Så spurgte jeg dem, hvordan de havde det med aktiv dødshjælp.

Det havde de ingen kommentarer til, så jeg fortsatte mit arbejde, og de gik ud på gaden imens.

Blev tilbageholdt

Da jeg var færdig, gik jeg ud til dem for at sige farvel, men nej, jeg måtte ikke gå hjem, for de havde ringet til en vagtlæge, som jeg skulle vente på. De ville ikke forklare mig hvorfor.

Jeg sagde, at det kunne jeg ikke vente på, for jeg skulle hjem og på toilettet og skifte stomi og i bad, og jeg kunne ikke stå op så længe og var træt og så videre. Og så begyndte jeg at gå, men de stoppede mig og sagde, at det ikke nyttede noget, at jeg protesterede, for jeg måtte ikke gå.

Jeg blev ved med at spørge hvorfor, for jeg havde jo ikke gjort noget ulovligt. Men de svarede mig ikke!

Jeg var lamslået, for ingen har nogensinde prøvet at knægte min frihed før, og da slet ikke uden grund.

For deres skyld foreslog jeg, at vi dog gik hen til stoppestedet, hvor jeg kunne sidde ned, og det gik de så med til, men der var kun 100 meter til mit hjem, så hvorfor vi ikke kunne gå derhen, fattede jeg ikke. Og så kunne de også tale med ham derhjemme, som nok allerede var ængstelig for mig. Intet svar.

Så kom den kvindelige vagtlæge. Jeg smilede til hende og undskyldte meget for besværet og håbede ikke, at hun var blevet revet væk fra en god kaffepause, for det var bare en dum fejl, hvilket betjentene kunne bekræfte. Men jeg bad hende om at holde afstand, hvilket hun blev tydeligt irriteret over.

Så halede hun en alenlang liste op og begynde at spørge ind til lidt af hvert, blandt andet min stomi. Jeg undrede mig, men svarede høfligt og fyldestgørende. Men jeg indrømmer, at jeg var noget utålmodig, da jeg allerede havde ventet længe og var ved at være udmattet.

Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde noget imod at dø, men havde prøvet i flere år at finde en god måde, som var smertefri og ikke kunne skade andre, men ikke fundet den, så det gik jo ikke!

Jeg lo også og sagde, at hvis jeg havde vidst det som ung, så havde jeg læst til læge, for de havde jo netop adgang til goderne, og så lo jeg lidt.

Blev arresteret

Hun tilbød mig frivillig indlæggelse. Men jeg fattede ikke hvorhenne og hvorfor, da jeg ikke fejlede noget. Så jeg ville bare hjem, tak!

Men det måtte jeg ikke, og da gik det i al sin gru op for mig, at jeg var arresteret (på røde papirer, fandt jeg senere ud af, og så er al modstand håbløs).

Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg blev bange og aldeles rasende på én gang og skældte hende ud med alverdens grimme ord.

Men det var jo vand på en gås, og jeg kunne se, at hun virkelig nød min jammer. Så satte de mig ind i politibilen med risiko for corona, og jeg holdt op med at protestere.

Det tog lang tid at finde et sted, hvor de kunne tage imod mig, og vagtlægen kom samtidigt. Hun sagde ikke noget, og den modtagende læge sagde næsten ingenting og spurgte mig ikke om noget, der kunne have givet mig chancen for at forklare mig, og svarede mig ikke på, hvorfor jeg var frihedsberøvet, eller hvor jeg var.

Jeg blev bare ført op i en celle, der tydeligt var beregnet til en sindssyg, og hvor de sagde, jeg skulle overnatte, og dér blev jeg frataget alle mine ejendele. Jeg kunne dog gå ud på gangen til de andre syge patienter ... Men for smittens skyld blev jeg inde i cellen.

En læge talte kort med mig uden at tale med mig og uden at forklare mig det mindste.

Betjenten sagde, at han havde taget min hammer, og at ruden var af panserglas ... Så lo han lidt ... (Jeg tror, han var flov). Men da blev jeg for første gang bange for aldrig at slippe ud og tænkte på filmen "Gøgereden" og på Amalie Skram, som blev indespærret på sin mands begæring.

Hun var min generations store kvindesagsfrihedskæmper. Og vi troede, det var fortid!

Endelig kom jeg på toilettet. Det var tiltrængt, men jeg bruger ble, så det gik. Men min stomi skulle skiftes. Ved et lille mirakel holdt den hele natten, ellers ved jeg ikke, hvad der var sket.

Jeg har dårlig ryg og var vildt bange for, at den skulle bryde sammen. Men ved endnu et mirakel gik det nogenlunde.

Sengetøjet stank ulideligt af giftigt rensemiddel, og lyset blev slukket, men dog ikke på toilettet, og en sød sygeplejerske gav mig kuglepen og papir, så jeg kunne sidde der og skrive på denne artikel hele natten. Kæmpe tak til hende. Hun reddede min forstand.

Næste morgen fik jeg morgenmad sammen med de andre – med risiko for corona, da ingen holdt afstand. De så tilfredse ud, så jeg nænnede ikke at spørge dem, om de var der frivilligt.

Der kom endelig en læge, og jeg bad om at måtte komme hjem, hvilket han sagde ja til uden videre snak eller forklaring. Jeg mærkede, hvor angst jeg havde været for aldrig at slippe ud igen.

Den udskrivende læge spurgte, om jeg så ville klage over dem? Det slog jeg hen, af angst for at fælden ellers ville klappe i igen. Han spurgte også med et friskt smil, om jeg nu ikke ville gå lige hjem og tage livet af mig selv?

Nej da, svarede jeg, mens jeg for første gang virkelig forstod, hvad de havde været bange for.

Hvis jeg ikke havde været så bange for ham, ville jeg have svaret, at jeg aldrig havde haft de planer, men at dette skræmmende overgreb, om noget, måske kunne gøre mig moden til den slags overvejelser.

Men det holdt jeg for mig selv og tøver selv nu med at sige det, for hvem ved, hvad der sker næste gang, de får deres fingre i mig?

Ikke nævne ordet død

Det er mærkeligt at have levet et langt, godt liv med tillid til, at politi og læger var der for at beskytte mig, bare for som gammel at opleve, at de pludselig er fjenden. Det er vildt skræmmende, og hvis jeg får trykt dette, vil jeg aldrig mere føle mig tryg igen.

Men så er I andre gamle da advaret og kan sørge for, at I har længere shorts på og aldrig går alene ud og sætter fuglekasser op, endsige da kommer til at nævne ordet "død" i nærheden af en politibetjent!

Jeg har selvfølgelig klaget over vagtlægen, men uanset om jeg får medhold, så spørger jeg igen: Er der en ytringsfrihed for gamle, der rækker til, at de må tale om døden? Endsige da sige højt at de længes efter døden? Eller er der ingen ytringsfrihed for gamle i vores land? Så er det ikke et land for gamle mennesker.