Længe inden det globale udbrud af covid-19 truede med at overbelaste det allerede ødelagte sundhedssystem i Gaza, havde FN forudsagt, at den blokaderamte kyststribe ville blive ubeboelig i 2020. Med pandemien trues Gazas næsten to millioner indbyggere, de fleste flygtninge, af en dødelig trussel i verdens største udendørs fængsel.
For to år siden, den 14. maj, dræbte israelske snigskytter 60 palæstinensiske mænd, kvinder og børn i Gaza med total straffefrihed. De helt overvejende fredelige ugentlige massedemonstrationer i forbindelse med Retten til at Vende Tllbage, der p.t. holder pause på grund af faren for coronavirus, blev mødt af brutal vold.
Længe før den aktuelle krise var Gazas sundhedssystem totalt overbelastet på grund af mangel på basalt udstyr som følge af den israelske belejring. Dets sundhedssystem kunne ikke klare de mange tusinde med skudsår, som førte til mange amputationer.
Rapporter om de første tilfælde af coronavirus i det tætbefolkede Gaza er derfor dybt foruroligende. Som flere sundhedseksperter for nylig skrev: ”Epidemier (og ikke mindst pandemier) er uproportionalt brutale mod befolkninger, som er belastet af fattigdom, besættelse, diskrimination og institutionaliseret undertrykkelse”.
Ikke desto mindre forhindrer Israels blokade indførslen af udstyr, personale og grundlæggende humanitær hjælp. Et internationalt pres er yderst nødvendigt for at gøre livet i Gaza tåleligt og værdigt. Israels belejring må afsluttes. Og frem for alt må et potentielt ødelæggende udbrud forhindres.
Det, som sker i Gaza, er en prøve på menneskehedens samvittighed. Vi støtter Amnesty Internationals opfordring til alverdens regeringer om at indføre en militær embargo mod Israel, indtil det til fulde opfylder sine internationale forpligtigelser i henhold til folkeretten. Vi anerkender, at de rettigheder, som garanteres flygtninge ifølge Den Universelle Menneskeretserklæring, også må gælde for palæstinenserne.
I disse tider med international krise må vi stå fast på retfærdighed, fred, frihed og lige rettigheder for alle, uanset identitet og religion. Vi skal måske holde os hjemme, men det gælder ikke vores etiske ansvar.
Opfordringen er underskrevet af mere end 200 internationale og danske kunstnere. Blandt underskriverne er Naomi Klein, Julie Christie, Mikael Wiehe, Roger Waters, Brian Eno og fra Danmark blandt andre Viggo Mortensen Jr., Kirsten Thorup, Jesper Christensen, Billie Koppel, Anne Marie Helger, Karina Willumsen, Nils Vest, Arne Würgler, Tina Enghoff, Tove Bornhøft, Britta Lillesøe.
Flere kan skrive sig på her – hvor man finder appellen på flere sprog og listen med kunstnere, som har skrevet under.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278