Workers World Party hilser alle de modige demonstranter i Minneapolis, der i øjeblikket konfronterer politiets terror. Vi hilser også de aktivister i Los Angeles, Memphis og andre byer, der arrangerer protester trods faren for pandemien. De viser solidaritet med kravene fra Minneapolis – retfærdighed for George Floyd og alle ofre for politivold.

Oprør skræm-mer den regerende klasse af milliardærer til vanvid. De ønsker nemlig at skjule superudnyttelsen af arbejderne og de undertrykte. 
Monica Moorehead

Mainstreammedierne – der er virksomhedsejernes talerør – kalder protesten, der startede den 27. maj i Minneapolis, for "optøjer." I en tale den 14. marts 1968 sagde pastor Dr. Martin Luther King jr., at optøjer er "the language of the unheard" – altså de uhørtes sprog.

Efter drabet på ham mindre end en måned senere rejste sorte sig i hundreder af byer i en retfærdig protest. De blev hørt.

I samlet aktion

Det er også en retfærdig protest, vi ser i Minneapolis. Under aktionen den 27. maj blev vinduerne knust og dækkene skåret op på en lang række politibiler, kørt af arrogante politifolk. Civilsamfundet i samlet i aktion hæver sin magtfulde stemme og siger, "vi er alle George Floyd” – hvilket betyder, at enhver af dem kunne have været et offer for den politiske lynchning i mandags – på ethvert sted eller tidspunkt.

Alle, der så videoen af mordet på George Floyd begået af den hvide og racistiske delingsleder i politiet Derek Chauvin, hvor Floyd bliver kvalt af et knæ mod sin strube gennem otte minutter, er forbitrede. Her beder Floyd for sit liv, anråber sin mor, mens tre politimænd, Thomas Lane, Tou Thao og J. Alexander Kueng, ser på og ikke gør noget for at stoppe denne grusomhed.

Ventede på en gnist

Det uhørte sorte samfund i Minneapolis ventede blot på en gnist – der blev Floyds likvidering – til at vække den kollektive vrede, opbygget i årevis med ydmygende politibesættelse, chikane, slag og arrestationer – og udløse den i oprør. Selv statistikkerne retfærdiggør deres vrede: Siden slutningen af ​​2009 til maj 2019 er omkring 60 procent af de dræbte – skudt eller aflivet på anden vis af politifolk – fra det sorte samfund, skønt det kun udgør 20 procent af den samlede befolkning, fremgår det af tal i New York Times den 28. maj.

Onsdag knuste demonstranter vinduer på politistationen i det tredje politidistrikts hovedkvarter, hvor de fire fyrede politifolk engang var tilknyttet. Demonstranterne kastede de tåregaspatroner tilbage, som politiet havde kastet mod dem. De nedbrændte eller eksproprierede varer fra AutoZone, Target og andre virksomheder i området.

En klassesyn på vold

Da protesterne den 26. maj udviklede sig til direkte handling den 27. maj, skyndte mainstreammedierne at forsvare kapitalisternes hellige private ejendomsret og betegnede nogle af demonstranterne som “voldelige”. Minneapolis-borgmesteren Jacob Frey og andre embedsmænd opfordrede til "ro."

Denne holdning gentager blot de kapitalistiske politikere, der forsøger at drive en kile imellem masserne om spørgsmålet om ikke-vold.

Holdningen er den samme som under Watts-urolighederne i Los Angeles i 1965, som i Newark, N.J. og i Detroit i 1967, ja som under hundreder af de oprør, der fulgte i kølvandet på attentatet mod Rodney King i 1992 Los Angeles – for ikke at tale om Miami-oprøret i 1980 samt Ferguson-oprøret i Missouri i 2014.

Ryggen mod muren

I sin pjece fra 1992, "Et marxistisk forsvar af LA-oprøret", skrev formanden for Workers World Party, Sam Marcy: “I tider, hvor borgerskabet står med ryggen mod muren, når masserne pludseligt og uventet rejser sig, bliver borgerskabet meget højrøstet i at fordømme vold. Dee fremkalder alle mulige løgne og bedrag om de få urostiftere kontra de mange lovlydige.”

“Marxisme skærer igen igennem det hele. Det marxistiske syn på vold stammer fra et helt andet begreb. Det skelner først og fremmest mellem undertrykkernes vold og massernes forsvar – der er modvold. Bare det at være i stand til at formulere dette udgør et kæmpe skridt fremad, væk fra den uhæderlige borgerlige ros til begrebet “ikke-vold”.

“Aldrig har masserne for alvor skabt et reelt spring fremad med ikke-voldelige teorier. Det er aldrig set i historien.”

“Marxister foretrækker faktisk ikke-voldelige metoder, hvis de mål, masserne søger – frihed for undertrykkelse og udnyttelse – kan opnås på dén måde. Men marxismen forklarer den historiske udvikling af klassekampen såvel som undertrykte nationers kamp mod undertrykkere”, skriver Marcey.

“Men marxismen beskriver og forklarer klassekampens historiske udvikling og tager udgangspunkt i, at undertrykte nationers kamp er en kamp mod undertrykkere.”

Retfærdig kamp i Minneapolis

Der er to faktorer, som begivenhederne i Minneapolis har til fælles: For det første blev de antændt af politiets terror, især drabet på sorte. For det andet er det et oprør udført af de undertrykte og deres allierede mod deres undertrykkere på grund af årtiers umenneskelige forhold forårsaget af kapitalismen.

Men når oprør bryder ud, vil den herskende klasse slippe sit statsapparat løs – politi, immigrations- og toldvæsen, Nationalgarden og endda hæren i et forsøg på at terrorisere de nykoloniserede befolkningsgrupper blandt sorte, farvede og oprindelige folk. 

Når masserne gør oprør, gør de ikke blot oprør mod staten, men de gør oprør mod et undertrykkende system, der nægter dem livets grundlæggende nødvendigheder – job, bolig, sundhedsvæsen, uddannelse og retten til at leve fri for alle former for undertrykkelse. Imod kapitalismens iboende profitjagt.

Som Marcy understreger, er enhver spontan eller uorganiseret vold fra de undertryktes side selvforsvar mod statens organiserede væbnede styrke. Der er intet lighedstegn. Volden foregår mellem to forskellige, antagonistiske sociale klasser.

Ud fra to forskellige ideologiske perspektiver, som Martin Luther King og Sam Marcy tog, forbindes de konkret af dagens begivenheder i det sydlige Minneapolis.

Ethvert undertrykt samfund er berettiget til at bekæmpe statsmagtens terror – det være sig politiets eller nyfascisternes – og alliere sig med hvide, antiracistiske unge.

Det bør støttes og forsvares imod de bagvaskende angreb og løgne, der propaganderes i højreorienterede og endda såkaldte liberale (blidt venstreorienterede red.) medier og blandt politikere. Deres primære mål er at undskylde for et råddent system, der lever på lånt tid.

Udtalelsen har oprindeligt været bragt på workers.org 28. maj.