Jeg er glad for, at børnene endelig kom på dagsordenen i den forgangne valgkamp. Minimumsnormeringerne blev en del af regeringsgrundlaget, og selvom det kneb med at finde de lidt over 2 milliarder, det vil koste at genoprette børneområdet, så endte det trods alt med en indfasning af minimumsnormeringer frem mod 2025.

De har tydeligvis glemt, hvad de lærte af deres ... pædagoger, da de selv gik i børnehave – for de synes ikke at have noget begreb om, hvad det vil sige at dele, vente på tur, se sig selv som en del af en helhed eller kunne begå sig i de sociale fællesskaber.

Nu er det kommet frem, at en række danske virksomheder har modtaget penge fra regeringens hjælpepakker, selvom deres selskabskonstruktion har gjort det muligt for dem at undgå at betale skat i Danmark. Det er sådan set ikke nyt, coronahjælpepakker eller ej, så koster selvsamme virksomheder årligt Danmark 7 milliarder i tabte skatteindtægter om året.

Jeg tænker, at ansvarligheden overfor velfærdsdanmark er blevet tilsidesat til fordel for tanken om at kunne berige sig selv. Vi står med nogle virksomhedsledere, som aktivt har valgt at tilsidesætte rettidig omhu og moral og besluttet sig for, at det er i orden at øge virksomhedens formue på bekostning af børnene i de danske daginstitutioner. De har tydeligvis glemt, hvad de lærte af deres relationskompetente pædagoger, da de selv gik i børnehave – for de synes ikke at have noget begreb om, hvad det vil sige at dele, vente på tur, se sig selv som en del af en helhed eller kunne begå sig i de sociale fællesskaber.

Coronaen bliver en bekostelig affære – og der er en regning, der skal betales. Jeg bliver bekymret, når jeg hører floskler som, at “pengene skal tjenes, før de kan bruges”, og at pædagogernes krav om minimumsnormeringer bliver en klods om benet, når “regningen skal betales”. Nej, pædagoger lægger fundamentet for fremtidens generation af skatteborgere i Danmark – den virkelige klods om benet er de virksomheder, der bevidst undgår at bidrage til fælleskassen i Danmark.

Jeg kunne ønske mig, at børnenes statsminister træder i karakter og bruger forhandlingerne af kommuneaftalen til at gøre det klart, at minimumsnormeringerne er et ‘must’ – og at hun insisterer på, at vi får lukket de huller i skattelovgivningen, som gør det muligt for virksomheder at trække de penge ud af landet, som er beregnet til at give vores børn de bedste forudsætninger for et godt børneliv.