Hvor ville det være nemt, hvis en fagforening var som et forsikringsselskab. Man betalte et kontingent, og så skulle man ikke andet.

Men en fagforening er et fællesskab. Den er kun stærk, hvis vi står sammen og i fællesskab kæmper for bedre arbejdsvilkår og løn.

Hvad mener jeg, når jeg siger, at vi skal ’stå sammen’? Lad mig give et konkret eksempel fra mit eget liv:

Kampen om guleroden

Jeg er uddannet intensivsygeplejerske. Da jeg gik i gang med specialuddannelsen, brugte min arbejdsgiver det som gulerod, at vi efterfølgende ville få et pænt løntillæg. Men midt i uddannelsesforløbet opsagde vores arbejdsgiver aftalen og ville fremover kun give færdiguddannede intensivsygeplejersker et mindre tillæg.

Først da vi sygeplejersker sammen med DSR lagde et fælles pres på arbejdsgiver, lykkedes det at få det tillæg tilbage, som vi oprindeligt var blevet stillet i udsigt.

Mine medstuderende og jeg blev selvfølgelig meget frustrerede og kontaktede både den uddannelsesansvarlige og regionen. Det hjalp ikke. Vi gik til vores fagforening og sagde: I må løse det her. Dansk Sygeplejeråd gjorde, hvad de kunne, men blev også afvist af vores arbejdsgiver.

Vi sygeplejersker kunne som enkeltpersoner ikke gøre noget – og da vi lod vores fagforening stå alene, kunne den heller ikke.

Først da vi sygeplejersker – forenet med Dansk Sygeplejeråd – lagde et fælles pres på arbejdsgiver, lykkedes det at få det tillæg tilbage, som vi oprindeligt var blevet stillet i udsigt.

Fælles retning

Gennem sammenhold er det muligt at ændre på vores løn og arbejdsvilkår.

Vi skal stå sammen, og vi må ikke lade hinanden stå alene.

Vi skal også passe på ikke at modarbejde hinanden, men arbejde i samme retning.

Hvorfor skulle arbejdsgiveren give mere i løn eller sikre bedre arbejdsvilkår, hvis medarbejderen trods den ene ekstraopgave efter den anden bare knokler ufortrødent videre? Hvis man – af godt hjerte – gør det, har fagforeningen svært ved at ændre noget for en.

Her er vi nødt til at stå sammen: Gøre det til en selvfølgelighed, at man kontakter sin fagforening, hvis man får nye opgaver, får ekstra opgaver, skifter job og så videre og så afventer. Det er ikke usolidarisk over for kollegerne, at man stopper op og ikke siger ja til alt – det er rent faktisk det modsatte. Når vi løber stærkere, end vi kan holde til, slider vi både på os selv og hinanden og bevæger os samtidig ikke tættere på bedre løn og vilkår.

Når vi står sammen, er vi stærkest.