I disse tider, hvor der er nogle, som kræver nedrivning af statuere, kunne netavisen den 22. juli 2020 berette om, at en statue af Lenin var blevet rejst og indviede i en tysk by af et leninistisk og marxistisk parti.

Så påfaldende hurtig Enhedslisten har ændret politik forhold til EU.

Endelig er der nogen, der har fået øjet på, at klassekampen fortsat eksisterer, og som er både deres politisk arv bekendt og arbejder for virkeliggørelsen af den.

Bevidstheden om et klassesamfund forekommer ikke at være til stede i de partier i Folketinget, som ynder at betegne sig som socialister.

I deadline fortalte Rosa Lund stolt, at kommunisme var luget ud af Enhedslistens partiprogram.

I begyndelsen af 2000-tallet fraskrev Enhedslistens den revolutionerende vej til at ændre det kapitalistiske samfund på, og at kampen mod klassesamfundet skulle ske ved reformer.

Det har gradvist medført, at Enhedslisten politisk er rykkede til højre og fortsætter med at gøre det.

Budskabet om, at Enhedslisten kun stemte for forbedringer for de økonomiske ressourcesvageste og imod forringelser for de økonomiske ressource svageste, blev forladt, da Enhedslisten under den lyseblå regering forringede retssikkerheden på det sociale område.

I 2016 argumenterede Enhedslisten for, at Danmark skulle melde sig ud af EU.

Den 23. juli 2020 sagde Pernille Skipper under afslutningsdebatten – ifølge af referat i Altinget – at Enhedslisten var for et forpligtende samarbejde i EU.

Med den udtalelse må det konstateres, at der ikke er den store forskel på Enhedslisten, SF og S nu, hvor Enhedslisten fuldt ud går ind for et af de mest rendyrkede kapitalistiske systemer, som tilmed er dybt udemokratisk.

Det ses af den økonomiske politik i EU, som er traktatfæstet, der gav grundlaget for at uddele bøllebank i form af massive nedskæringer og forringelser af velfærden og det sociale sikkerhedsnet.

Det har øget uligheden både med hensyn til indtægts- og formuefordeling i blandt andet Danmark.

Det bliver sandsynligvis de lavtlønnede og mennesker på overførselsindkomster, der får regningen for de milliarder af kroner, der sendes til Sydeuropa, og den bebudede markante øgning af EU-bidraget samt omkostningerne ved de massive hjælpepakker til blandt andet industrien.

EU's formålsparagraf om at arbejde for et stadigt snævrere samarbejde mellem befolkningerne og medlemslandene – og efter stærke ønsker fra Frankrig og Tyskland er endestationen om en forbundsstat ikke så utænkelig.

Ifølge medierne vil Merkel lægge pres på Danmark om at afskaffe forbeholdet om euroen.

Så påfaldende hurtig Enhedslisten har ændret politik forhold til EU, så skal man nok ikke sætte alle sine sparepenge på, at Enhedslisten er garanten for, at Danmark ikke ender med at blive en delstat.

Enhedslistens politik og især i relation til EU gør det svært at stemme på partiet – og alternativet til den meget pro-EU er af andre årsager utænkeligt at stemme på.

Det, der kan virke underligt, er, at der tilsyneladende ikke har været noget debat om Enhedslistens kursskifte, især i forhold til EU.

Det sætter troen på et mere demokratisk land, bedre fordeling af de økonomiske ressourcer, et stærkt velfærdssamfund og socialt sikkerhedsnet samt international solidaritet, der ikke kun er begrænset til 27 lande, på en hård prøve, når det de sidste 30 år er gået den modsatte vej, og vel og mærke godt hjulpet på vej af partier der argumenterer for at være socialister.