23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bedre hygiejne hos de ældre

Blogs

Peter Kay Mortensen
Formand for Faglige Seniorer Nordsjælland
Formand for Faglige Seniores kommunalpolitiske landsudvalg. Tidligere formand for LO Hovedstaden. Forhenværende regionsrådsmedlem for Socialdemokraterne.
Blogindlæg af Peter Kay Mortensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 02. juli, 2020, 09:20:14

Bedre hygiejne hos de ældre

Den øgede fokus på hygiejne under coronakrisen har betydet et fald i antallet af influenzatilfælde og andre sygdomme. Det skal vi tage ved lære af og forbedre hygiejnen i ældresektoren.

Vi har stadigvæk en modbydelig og dødelig virus covid-19 blandt os. Af de test, der foretages, findes der stadigvæk omkring 20-50 nye smittede om dagen.

Vi skal hurtigt tilbage til en kvalitetsstandard, der betyder rengøring mindst en gang om ugen. 

Det opfattes af flere og flere, som om krisen er slut, og der foregår en politisk kamp for at få åbnet mere af det danske samfund. Jo mere der råbes op om åbning, jo mere bliver de udsatte ældre borgere bange og frygter at blive smittet med risiko for at miste livet.

Jeg er godt tilfreds med den konsekvente håndtering af krisen, som regeringen har stået for, og som har betydet færre dødsfald og et sundhedsvæsen, der har kunnet klare presset. Men der er absolut brug for et meget større fokus på ældreområdet.

I øjeblikket åbnes der mere op for besøg på plejehjem og plejecentre. Jeg er enig i, at der godt kan åbnes mere op. Det er ikke rimeligt, at de ældre skal vælge, om de vil dø af covid-19 eller af ensomhed. Med både en større testkapacitet og med de nødvendige værnemidler så bør det være muligt at åbne mere op.

Indsats har ikke været i orden

Indsatsen mod smitte på plejehjem har ikke været i orden. Mere end 117 plejehjem har eller har haft smitte. 35 procent af alle dødsfald er sket blandt plejehjemsbeboere. Derfor er der brug for en mere målrettet teststrategi, både i forhold til beboere, ansatte og pårørende, samtidig med at der åbnes mere op.

Spørgsmålet er, hvorfor der ikke allerede er iværksat en større målrettet indsats på området, når det gælder plejehjem, plejecentre og i hjemmeplejen? Det burde ikke have noget med kommunernes økonomi at gøre. Regeringen har jo meddelt, at kommunerne kompenseres for de midler, de bruger til bekæmpelse af covid-19.

De ansatte sosuhjælpere og sosuassistenter i den kommunale ældresektor er bekymrede, og det forstår jeg godt. Har de fået mere tid til rådighed, tid, de skal bruge til at påfører sig værnemidler, når de besøger ældre på plejehjemmet eller i hjemmeplejen? Er de kommunale kvalitetsstandarder på ældreområdet tilpasset den nye situation? Der er sikkert noget, der skal rettes op, og det må de lokale kommunalpolitikere se at få gjort.

Læren af covid-19

Vi har også lært af covid-19. Det har vist sig, at hygiejne har stor betydning for sundhedstilstanden blandt ældre. Vi har oplevet, at antallet af syge med almindelig influenza er faldet drastisk, og det har vist sig, at antallet af syge med infektioner er dalet.

Det er tydeligt, at årsagen til faldet i sygdomstilfælde er den øgede indsats i forhold til almen rengøring, håndvask og afspritning i forbindelse med covid-19.

Når nu man kan se resultaterne af en sådan indsats, burde det være helt oplagt at øge hygiejnen blandt ældre borgere. Det kan godt være, at det betyder øgede udgifter for kommunen, hvis man øger rengøringen og den personlige pleje. Men det betyder samtidig også besparelse i kommunerne, når den ældre ikke skal indlægges med infektioner eller anden sygdom, der kunne være undgået ved en højere hygiejnestandard.

Forbedret rengøring nu

Derfor skal hygiejnen i ældresektoren forbedres nu. Mange kommuner har reduceret rengøringen hos ældre før coronakrisen, det skal der ændres på. Jeg ser frem til, at hygiejnen kommer betydelig højere op på den ældrepolitiske dagsorden ved de kommende kommunale budgetforhandlinger.

Alle de nedskæringer, der har været over for de ældre de senere år – ældre pensionister der ikke kan klare sig selv – bør annulleres. Vi skal tilbage til en kvalitetsstandard, der betyder rengøring mindst en gang om ugen. En årlig hovedrengøring og brusebad mindst en gang om ugen.