Jeg er social- og sundhedsassistent, og det er jeg stolt af! Jeg er stolt af mine kolleger, der hver dag kæmper for – indenfor nogle helt urimelige rammer – at give de svageste i vores samfund den allerbedste pleje og omsorg, som de har brug for. Stolte faglærte der har hjerter af guld, der banker for at gøre en forskel.

Derfor blev mine kolleger og jeg både kede af det og vrede, da TV2 udsendelsen om Else, og det svigt hun oplevede, rullede hen over skærmen.

Vi burde stå sammen skulder ved skulder og kæmpe for, at vi får mere tid til at udføre kerneopgaverne, et bedre arbejdsmiljø og flere varme hænder.

Der findes ingen undskyldning for den behandling, Else fik. Ingen skal nogensinde opleve det! Århus Kommune tog konsekvensen, de fik ryddet op blandt medarbejderne. Medarbejdere som havde glemt deres fineste opgave – borgeren i centrum og tæt samspil med de pårørende.

Jeg arbejder til daglig i en demens enhed. Hverdagen er uforudsigelig, der er planlagt A, men dagen ender som regel som B eller C. Det er det, der gør, at jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker, at jeg hver dag er med til at gøre en forskel for beboere og deres pårørende.

TV2-udsendelsen har givet rigtig mange en klump i maven. Vi har talt meget om den, både inden og efter. Sammen med beboere og pårørende har vi snakket forråelse. Hvad er det, og hvad kommer det af? Er det kun social- og sundhedspersonale, der laver forråelse? Og hvad gør man, hvis man nogensinde skulle få mistanke om forråelse. Det er vigtigt, at vi som personalegruppe får snakket sammen om, hvordan vi håndtere forråelse. Drøftelserne skal ske i de lokale MED udvalg. Igennem dialog får vi skabt de bedste arbejdspladser.

Kollegernes reaktioner

Da den offentlige debat var på det højeste, kom en af de pårørende med en buket blomster. I kortet stod der: Tak for at gøre en forskel. Tak for altid at være der til at snak, når det er hårdt at være pårørende. De ord var for mig nok til at komme igennem den shitstorm, der har været. Jeg har haft kolleger, der har grædt i telefonen. Deres faglighed knækkede lidt, da de så mangel på samme i Århus. Nogle af dem frygtede lige pludselig ikke at kunne gøre deres arbejde godt nok. Andre havde frygt for at bliver tilsvinet i offentligheden og i privatlivet.  

Jeg forstår deres frygt. For hold da op vi har fået den helt store tur i medieslyngen. Flere sygeplejersker har været ude og tilsvine vores fag og faglighed. Hvilket i min verden er at sparke til én, der allerede ligger ned. Det er en lille procentdel af de faglærte, jeg har mødt igennem de sidste fjorten år, som jeg har tænkt burde lave noget andet. Men de findes inden for mange fag. De findes også blandt sygeplejersker, så det gamle ordsprog "Husk at feje foran egen dør, før du fejer foran andres" passer meget godt.

Èn af sygeplejerskerne kritiserede kraftigt social- og sundhedsuddannelsen. Noget af det, hun skrev, var, at uddannelsen er en skraldespand. Kan du ikke blive til noget, kan du altid blive SOSU. Hvilket ikke er sandt. Det kræver faglighed, tålmodighed, ro og empati at arbejde med mennesker. 

Brug for sammenhold

Social- og sundhedsuddannelserne er ikke en skraldespand. Der bliver hele tiden kigget på kvalitet, og der udvikles hele tiden, så kun de bedste kommer igennem. Fremtiden er flere faglig stolte social- og sundhedshjælpere og assistenter. Sygeplejersker og sundhedsfagligt personale skal have et tæt samarbejde, hvor borgeren er vores fælles fokus. Derfor syntes jeg virkelig, at det er så ærgerligt, at der findes et behov for nogen at tale nedladende om andres faglighed og uddannelse.

Vi burde i stedet for stå sammen skulder ved skulder og kæmpe for, at vi får mere tid til at udføre kerneopgaverne, et bedre arbejdsmiljø og flere varme hænder. Ønsker man har, uanset om man er sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent.