Vores landshold valgte at knæle mod racisme, og som nation bør vi være enormt stolte af dem.

Hvis antiracisme bliver trendy – hvis vores rollemodeller optræder antiracistisk – så forsvinder DF's fundament. Derfor dæmoniseres den lille, fredelige protest nu med de størst mulige ord.

Morten Messerschmidt bryder sig ikke om knæfald for andet end for Dansk Folkeparti.

Heldigvis for dem har dele af det politiske Danmark lavet sådan et i 25 år nu.

I 25 år har DF styret Danmark i en stadig mere diskriminerende og splittende retning, så vi nu står et sted, hvor en protest mod racisme skaber større forargelse end selve racismen. Ramaskriget i dele af befolkningen over protester mod racisme understreger jo netop protesternes berettigelse.

BLM-bevægelsen er dukket op som en naturlig følge af strukturel diskrimination og vil kræve, at samfundet tager den ubehagelige, ubekvemme debat, som er blevet udskudt i alt for mange årtier. Den debat bliver svær, og vejen er lang, men alternativet er alt for uhyggeligt. DF og andre xenofobiske partier repræsenterer alternativet. Det har de hidtil gjort næsten uforstyrret. Rent politisk lever DF af splid og fremmedgørelse, og antiracisme og medmenneskelighed er deres kryptonit.

Helt enkelt stillet op, så er Danmark langt bagud i den antiracistiske kamp. Vi er årtier bagefter USA, hvor disse kampe for alvor blev taget i 1960'erne med Dr. King og Malcolm X, og hvor de ikke nær er afsluttede endnu.

Så når den uundgåelige kamp mod racisme endelig er ved at slå igennem herhjemme, så er det klart, at de første, der stritter imod, er diskriminationsbannerførere. Og de gør det ved at benytte deres sædvanlige kneb. Man vender alt på hovedet. Offer gøres til gerningsmand, og gerningsmand gøres til offer.

Den metode kom i brug i lørdags i forbindelse med vores landshold og deres korte, stilfærdige, fredelige og værdige gestus: De knælede i solidaritet med racismens ofre.

Det går naturligvis ikke an for Messerschmidt, Henriksen og kompagni.

Hvis antiracisme bliver trendy – hvis vores rollemodeller optræder antiracistisk – så forsvinder DF's fundament. Derfor dæmoniseres den lille, fredelige protest nu med de størst mulige ord. Den skal fremstilles som noget farligt. Det er ikke nemt at argumentere imod antiracisme, så derfor vil pointerne fra grupperinger som DF altid lyde mærkelige.

Hovedpointen er, at åben antiracisme i fodbold er politisk. Ligesom tørklædet og alt det andet, som minoriteter og antiracister gør, og som DF vil begrænse eller forbyde.

Hvorfor spørger medierne overhovedet DF? Spillerne selv har allerede udtalt, at knælingen ikke var politisk. At kampen mod racisme er almindelig medmenneskelighed. Ved Messerschmidt virkelig bedre end spillerne selv, hvorfor de knælede?

Hvad skulle spillerne egentligt have gjort? Man glemmer, at den antiracistiske gestus ikke var vores landsholds idé. Det var det engelske landsholds. Herefter det belgiske. I næsten alle andre lande tager man nemlig racisme mere alvorligt end i Danmark.

Hvad synes Messerschmidt og de andre utilfredse, at vores spillere skulle have gjort, mens modspillerne knælede mod racismen? Blevet stående? Protesteret mod protesten ved at forblive passive? Hvor grimt ville det ikke have set ud? De danske spillere ville i en sådan situation have lignet de tyske idrætsfolk under OL i 1936. Og de sydafrikanske atleter i 1980'erne.

Vi ønsker inderligt, at Danmark står på retfærdighedens og lighedens side. Lige nu står vi ved en vigtig skillevej. Det danske landshold valgte rigtigt. Det nemmeste er altid at gøre ingenting, lige indtil konsekvensen af vores apati rammer os som en boomerang.

Vores landshold valgte at knæle mod racisme, og som nation bør vi være enormt stolte af dem.