Hans Scherfig skrev en ugekommentar i Land og Folk og manede til besindighed, når det gjaldt løfterne om det slaraffenland, der ventede forude. Således skrev han med en vis bitterhed efter afstemningen i Land og Folk den 14. oktober 1972 i “Folkestyre – det er at holde styr på folket”:

Vores nationale frihed er prisgivet gennem EU og NATO. Den amerikanske imperialisme sætter sig ud over alle grundlovssikrede rettigheder og folkeretten.

“DEN FORM for styret folkeafstemning, hvorved en dansk tradition for borgerligt (ufuldkomment) demokrati nu er brudt, blev i sin tid lanceret af Napoleon den tredje til brug ved statskup og bekræftelse af diktatur. Frankrig var dengang politisk fremmeligt som det kapitalistiske land, hvor bourgeoisiet først kom til at beherske statens magtmidler.

Folkestyringen i Danmark er ikke det åbenbare diktatur. Men ved overgivelsen til udenlandsk myndighed et skridt mod en tilstand, hvor demokratiske formaliteter kan afskaffes sammen med den nationale suverænitet. Skridt for skridt skal forræderiet fuldbyrdes. Ikke det pludselige kup, men en række foranstaltninger gradvis iværksat.

Men ved hvert nyt skridt vil de danske forrædere og fremmede myndigheder møde stærkere modstand. Den folkebevægelse, der rejste sig i landet, er stadig levende og lader sig ikke standse, selv om dronningen nu har underskrevet slutsedlen for salget af Danmark.

Det er arbejderklassen og ungdommen, som er bevægelsens største kraft. København stemte dansk. Arbejderkvartererne. Fagforeningerne er danske, arbejdsmændenes mægtige forbund på trods af formandens løftebrud og troløshed. Er han mon mere troværdig som statsminister?”

Der er sket store forandringer med kapitalismen i de sidste 50 år. De nye teknologier åbner helt nye muligheder for kontrol og overvågning af borgerne. Samtidig er der sket en markant højredrejning med indskrænkning af de sociale og demokratiske rettigheder.

Hvordan skal man karakterisere kapitalismen i den første del af det 21. århundrede? Det kan man kun ved at anvende den dialektiske logik, fordi den giver et sandfærdigt billede af de begreber og kategorier, vi bruger, og dermed også af samfundsanalysen.

Lenin om den dialektiske logik

I en debat brugte Lenin vandglasset som et billede på dialektikken: “Den dialektiske logik kræver, at vi går videre. Skal man virkelig kende en genstand, må man fatte om og studere alle dens sider, alle dens forbindelser og “formidlinger”.

Vi vil aldrig fuldstændigt opnå dette, men kravet om alsidighed vil værne os mod fejl og mod stivnen. Dette for det første.

For det andet kræver den dialektiske logik, at man tager genstanden i dens udvikling, dens “selvbevægelse” (som Hegel af og til siger), forandring. Hvad angår glasset er dette ikke straks forståeligt, men heller ikke et glas forbliver uændret, og især ændres glassets formål, dets brug, dets forbindelse med omverdenen.

For det tredje skal hele den menneskelige praksis indgå i en fuldstændig “bestemmelse” af genstanden, både som sandhedskriterium og som det, der i praksis bestemmer genstandens forbindelse til det, mennesket har brug for.

For det fjerde lærer den dialektiske logik os, at “der ikke findes abstrakt sandhed, sandheden er altid konkret”, sådan som afdøde Plekhanov plejede at sige med Hegel.

(Endnu engang om fagforeningerne . . . ; Lenin, Udvalgte Værker, bd. 14, Forlaget Tiden 1984.)

Alsidighed i analysen

Når vi betragter fascismen som et fænomen, må man sammenholde det med begrebet imperialisme.

De to begreber er uadskillelige. Vi har i historisk sammenhæng flere forskellige imperier: det kinesiske imperium, det mongolske imperium, det græske imperium, det romerske imperium, det spanske imperium, det britiske imperium og så videre.

Begrebet fasces refererer selv til den romerske fortid, hvor lictorerne bar et mærke magen til det, fascisterne brugte i Italien.

Det vil sige, fascisme og imperialisme er uadskillelige, men der er flere begreber, som må indgå i definitionen, og det er begrebet klasser.

De historiske epoker er ikke ens, selv om der er fælles træk. Derfor må klasseanalysen indgå i definitionen af begrebet fascisme. Hvilken klasse er den herskende, og hvordan styrer den samfundet?

Det fjerde, som må indgå, er karakteren af kapitalismen, idet kapitalismen uophørligt forandrer form og indhold i takt med produktivkræfternes udvikling og forandringerne i produktionsrelationerne.

Begrebet i dets “selvbevægelse”

Dimitrov definerede fascismen som “det åbne terroristiske diktatur af finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementer”.

Det, som var rigtigt i 1930'erne, er ikke længere dækkende for begrebet. Det afgørende er ikke formerne for finanskapitalens herredømme, men magten over alle klasser i samfundet.

Med den teknologiske udvikling har finanskapitalen fået helt nye former for magtudøvelse, som var ukendte i 1930'erne.

Den amerikanske datamatiker Edward Snowdon har afsløret, hvordan alle forfatningsmæssige regler overtrædes for at indsamle data og oplysninger om borgernes politiske aktivitet.

De seneste afsløringer af det danske forsvars samarbejde med CIA og NSA bekræfter disse afsløringer.

Finanskapitalen udøver ikke længere sin magt i form af åbenlys terror mod arbejderklassen og andre progressive.

Det sker i det skjulte og uden for borgernes demokratiske kontrol. Det er et klart brud på grundlovens ord om respekt for ytringsfrihed og beskyttelse af den personlige frihed.

Den menneskelige praksis som sandhedskriterium

Her må vi se på, hvordan den herskende klasse har udviklet sig gennem tiden. I renæssancen blev borgerskabets idealer formuleret; det menneskelige individ som det centrale.

Den store franske revolution i 1789 var en virkeliggørelse af disse idealer. Man lovede ganske vist frihed, lighed og broderskab, men det var for at lokke de underste klasser til at støtte borgerskabet mod feudalmagten.

Udviklingen siden har vist, at gennem alle kriser og klassekampe er det væsentlige for borgerskabet at bevare kontrollen over hele samfundet.

Det er dens primære mål, når vi skærer alle illusioner og falske løfter væk. Derfor er borgerskabet kommet i modsætning til sine egne idealer, den knægter det, som bragte den til magten.

Den menneskelig praksis kræver, at vi går fremad og ikke baglæns, derfor er borgerskabet anvendelse af fascistiske former for magtudøvelse ikke foreneligt med den menneskelige praksis i dette ords inderste betydning.

Derfor er det arbejderklassens opgave at virkeliggøre den enkeltes frihed gennem alles frihed!

Sandheden er konkret

Det er nødvendigt at gå mere i dybden med de enkelte punkter i den dialektiske fremstilling. Derfor kan mine betragtninger her kun ses som foreløbige, som et oplæg til debat.

Det er USA-imperialismen, som i dag dominerer verdenssamfundet. Den herskende klasse i landet er finanskapitalen, som suverænt og uden om den lovgivende forsamling – kongressen – udøver sin magt.

De idealer, som finanskapitalen repræsenterer, står i skærende kontrast til de borgerlige rettigheder, som er nedfældet i den amerikanske forfatning.

Den amerikanske militarisme, som er en del af det militær-industrielle kompleks, er helt central i forståelsen af det amerikanske samfund.

De mægtige profitter, som koncernerne høster, er en forudsætning for finanskapitalens herredømme.

USA's allierede er forvandlet til vasalstater, det gælder også for Danmark.

Vores nationale frihed er prisgivet gennem EU og NATO. Den amerikanske imperialisme sætter sig ud over alle grundlovssikrede rettigheder og folkeretten. Det betyder, at det borgerlige demokrati er sat ud af kraft og erstattet af den korporative stat.