31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Magtelitens evige krig

Debat

Magtelitens evige krig

Kritikken af den vestlige verdens kapitalistiske værdier får igen liv i Suzanne Collins nye bog i romanserien Hunger Games, skriver Per Nielsen.

Kritikken af den vestlige verdens kapitalistiske værdier får igen liv i Suzanne Collins nye bog i romanserien Hunger Games. Bliver vi opdraget af forældre, skolen og samfundets magtelite til at opføre os som dyr, der smadrer kloden, fører krig, torturerer og undertrykker mennesker. Eller er det en del af menneskets natur. Det er spørgsmål, der er centrale i romanen.

Som læser får man klart et indtryk af, at forfatter Suzanne Collins er kritisk over for den vestlige verdens system og værdier.

Lad ikke din alder afgøre, om du læser “En fortælling om sangfugle og slanger”, selv om det er en ungdomsbog skrevet til de 13- til 18-årige. Jeg bliver snart 60 år og synes, at det er en fantastisk romanserie.

Romanen tager fat i spørgsmålet om, hvorfor vi står med miljøkatastrofer, ødelæggelse af naturen, den evige krig, fattigdom, flygtninge, overforbrug og grådighed.

“En fortælling om sangfugle og slanger” kan godt læses, selv om du ikke har læst de tre første bøger eller set filmatiseringen af dem.

Kort fortalt så er dødsspillet omdrejningspunktet i romanen.

Som en slags krigserstatning for at distrikterne gjorde oprør mod Capitol eller som straf, skal de 12 distrikter hvert år vælge to sonere mellem 12 og 18 år. En pige og en dreng. Sonerne sendes til Capitol, hvor de i en arena skal slå hinanden ihjel. Der er kun én vinder tilbage.

De 24 sonere fra distrikterne vælges hvert år til høsten på den 4. juli, som er USA's uafhængighedsdag.

“En historie om sangfugle og slanger” tager os 64 år tilbage i tiden, hvor dødsspillet bliver udviklet og begynder at tage den form, som den har, da vi møder Katniss Everdeen i den første roman, “Dødsspillet” fra 2008.

Vi følger den senere præsident Snow, Coriolanus Snow, som ung, og hvad der former ham til den præsident, han er på det tidspunkt, hvor vi møder Katniss Everdeen i de tre senere bøger. Tiden er omkring 8 år efter den krig, hvor de 13 distrikter gjorde oprør mod centralmagten i Panam, Capitol. Efter krigen er der kun 12 distrikter tilbage, fordi distrikt 13 blev udslettet.

Panam er i bogen det gamle USA, efter landet er “gået under” i naturkatastrofer og borgerkrig år forinden. På den måde en fremtidsroman. Men uhyre nærværende.

Krigen har ændret styrkeforholdet

Krigen mod distrikterne i Panam ændrede på styrkeforholdet mellem de magtfulde familier, der styrede beslutningerne i Capitol. Den tidligere magtfulde og rige familie Snow er blevet fattig, fordi deres våbenproduktion i distrikt 13 blev smadret af krigen.

I stedet for er andre familier blevet rige på netop våbensalg som familien Plinth fra distrikterne, der så er flyttet til Capitol, der er magtcenteret i Panam. Coriolanus går på gymnasiet med sønnen Sejanus Plinth, som han hader, fordi han er fra distrikterne, og fordi han er rig. Men Coriolanus siger det ikke offentligt. Måske kan det være en fordel at være ven med Sajanus, hvis Coriolanus derigennem kan få pengehjælp i fremtiden.

Sejanus Plinth kommer aldrig til at falde til i Capitol på grund af Capitols værdier. Capitol ser mennesker fra distrikterne som undermennesker, som dyr. Og han kan ikke forlige sig med, at hans far kan købe sig til indflydelse i Capitol.

Den unge Snow bor sammen med sin kusine og den gamle bedstemor. Hans forældre er døde under krigen. Han vågner hver morgen, når bestemoren synger Capitols nationalsang, “Panams Juvel”. På gymnasiet skal han også afsynge nationalsangen. Måske en hentydning til at man i dagens USA hver morgen i skolen sværger troskab til flaget.

Coriolanus kæmper for at holde familiens fattigdom skjult. At skulle flytte ud af deres store luksuslejlighed vil være en katastrofe for familiens selvrespekt, og hvad vil andre tænke om dem. Coriolanus er sammen med 24 skolekammerater udnævnt til at være mentor for hver deres soner i dødsspillet. Han kæmper indædt for at vinde dødsspillet, fordi det giver en fribillet til universitetet med alt betalt.

Magten skal kontrollere de slagne

Hvorfor holder Capitol fast i at gennemføre dødsspillet, og hvordan får de indbyggerne til at følge det på TV. Dette spørgsmål bliver forfulgt og diskuteret bogen igennem.

Overspilmesteren, doktor Gaul, der skal styre de unge mentorer, siger:

“Lad os et øjeblik antage, at krig er konstant. Konflikten kan gå op og ned, men den hører aldrig rigtig op. Hvad er vores mål så?”

“Vi kontrollerer den. Hvis krigen er umuligt at afslutte, så er vi nødt til at kontrollere den på ubestemt tid. Præcis som vi gør nu. Med fredsvogtere, der belejrer distrikterne, med stramme love og med påmindelser om, hvem der bestemmer, Dødsspillet for eksempel. I et hvilket som helst scenarie er dominans at foretrække, at være sejrherren frem for den overvundne,” siger Coriolanus.

En kritik af kapitalismen

Som læser får man klart et indtryk af, at forfatter Suzanne Collins er kritisk over for den vestlige verdens system og værdier. En kritik af kapitalismen uden at ordet kapitalisme bliver nævnt.

Men der er mange eksempler på kapitalismens virkemåde og ikke mindst den totalitære kapitalisme og den evige krig. Ifølge forfatterweb.dk er det hendes fars deltagelse i Vietnamkrigens rædsler, der har inspireret Suzanne Collins til romanserien Hunger Games.

Man får i romanserien klart sympati for oprørerne i distrikterne. Man væmmes samtidig over kulturen i Capitol, en kultur der i store træk beskriver den vestlige verdens magtelite i nutiden.

Fakta:

Den nye roman hedder: En fortælling om sangfugle og slanger. Udgivet i 2020 af Gyldendal.

De tre første bøger hedder: Dødsspillet (2008). Løbeild (2009). Oprør (2010). De tre bøger blev til fire film, The Hungergames (2012), Catching Fire (2013), Mockingjay part l (2014), Mockingjay part ll (2015).

Filmene skal ses en gang om året.

Suzanne Collins blå bog

Født: 10. august 1962 i Hardford, Connecticut, USA.

Uddannelse: Dramatiker og telekommunikatør, Indiana University, 1985. Manuskriptforfatter, New York University, 1988.

Debut: Gregor and the Overlander. Scholastic, 2003.

Litteraturpriser: School Library Journal, 2008. Kirkus Best Young Adult Book, 2008. Publisher Weekly: Book of the Year – Childrens Fiction, 2010. California Young Reader Medal, 2011.

Seneste udgivelse: En fortælling om sangfugle og slanger. Gyldendal, 2020. (The Hunger Games, 0, 2020). Oversat af Sara Ejersbo. (The Hunger Games, 0).

Inspiration: Kurt Vonnegut, Madeleine L’Engle, Carson McCullers, Betty Smith, William Golding, George Orwell og Ray Bradbury.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2020 - 17:37   08. okt. 2020 - 17:47

Debat

af Per Nielsen, Aarhus