31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cubas ambassadør: Bryd tavsheden om ambassade-angrebet!

Kommentar

Cubas ambassadør: Bryd tavsheden om ambassade-angrebet!

Cuba kræver retfærdighed for dét, landet betragter som et terrorangreb begået i april måned. USA må anerkende, at det væbnede angreb var en amerikansk terrorhandling.

Den 30. april om morgenen blev Cubas ambassade i Washington udsat for et terrorangreb. USA's myndigheder undlader at behandle sagen som terrorisme, hvilket Cuba kritiserer.
FOTO: Twitter/Cuba Minrex
1 af 1

Terrorisme er fortsat en alvorlig udfordring for det internationale samfund. Det kan ikke elimineres, hvis der er dobbeltmoral, manipulation, politisk opportunisme og selektivitet for at imødegå det.

Der er ingen god terrorisme og dårlig terrorisme. Terrorhandlinger er forbrydelser mod menneskeheden. Det er nødvendigt at reagere på terrorhandlinger i overensstemmelse med internationale principper og regler. – Det gælder også terrorangrebet den 30. april mod Cubas ambassade i den amerikanske hovedstad Washington.

USA’s regering skal anerkende og fordømme terrorformålet med dette angreb mod vores ambassade, ellers virker det som mistænkelig, medskyldig tavshed og tolerance over for terrorisme.

I næsten seks årtier har Cuba været mål for en strøm af terrorhandlinger, der har kostet mange menneskeliv. De handlinger, der udføres i dag, skader familier og smerter et folk.

Vi glemmer ikke den lange historie med smertefulde begivenheder mod vores diplomater, endog i selve USA.

Den seneste handling mod Cuba var et angreb tidligt om morgenen 30. april på Cubas diplomatiske hovedkvarter i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Det blev udført af den 42-årige borger Alexander Alazo, der bor i Texas. Han affyrede 32 skud vildt omkring sig med en halvautomatisk riffel. Ambassadens bygninger blev beskadiget både udenpå og indvendigt, men ingen personer blev såret under angrebet.

Cuba fordømte straks denne ugerning og kaldte den en “terrorhandling med hensigt om at dræbe”. Den handling var kun mulig på grund af den amerikanske regerings aggressive politik mod Cuba og de voldshandlinger, som planlægges og udføres af politikere og anticubanske ekstremistgrupper i USA.

USA’s regering skal anerkende og fordømme terrorformålet med dette angreb mod vores ambassade og dele alle oplysninger med Cuba om, hvad der skete. Ellers virker det som mistænkelig, medskyldig tavshed og tolerance over for terrorisme.

Hyklerisk ‘terrorliste’

At USA ikke vil anerkende det væbnede angreb som en terrorhandling strider mod den amerikanske regerings egen anti-terror-retorik. Mens de inkluderer Cuba på en falsk liste over lande, der ikke fuldt ud samarbejder med USA’s bekæmpelse af terrorisme, anerkender de ikke terrorkarakteren i angrebet på vores ambassade. De skjuler deres historie med statsterrorisme mod Cuba og straffrihed for voldelige grupper på deres område.

Uanset vores velkendte forskellige opfattelser er der konkrete beviser for Cubas bilaterale samarbejde med USA i kampen mod terrorisme og fælles indsats for retshåndhævelse.

I dag er det godt at huske, hvordan den historiske leder af den cubanske revolution, Fidel Castro, tidligere advarede sin bitre modstander, præsident Ronald Reagan, om et attentatforsøg på hans liv. Eller at Fidel tilbød en anden modstander, George W. Bush’s regering, cubanske lufthavne til at tage imod de amerikanske fly, der ledte efter sikre steder at lande straks efter terrorangrebet på Twin Towers i New York.

Cuba har gentagne gange udtrykt sin dybeste afvisning og fordømmelse af alle terrorhandlinger, metoder og praksis i enhver form og udgave – uanset hvem der har begået den, med hvilket motiv eller hvor det foregår – også i de tilfælde, hvor der er stater involveret, enten direkte eller indirekte.

USA véd lige så godt som det internationale samfund, at Cuba har en klar holdning om at afvise terrorisme – lige meget hvilken form for terror, vi taler om.

Kommentaren er bearbejdet i samarbejde med Solidartitet

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2020 - 15:15   16. okt. 2020 - 12:27

Kommentar

Roger López García
Cubas ambassadør i Danmark
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).