Med jævne mellemrum dukker debatten om Ri-bus-konflikten op i fagbevægelsen. I det nye nummer af Chaufførnyt (nummer 5, oktober 2020 – se udsnit ovenfor) har journalist Peter Rasmussen skrevet en omtale af min bog Ri-bus-konflikten 1994-95, der er udkommet på Forlaget Populi.

Konflikten kunne være vundet, hvis fagbevægelsen havde bakket helhjertet op om den. 

I den forbindelse har Allan Dakin fra 3F Transport i Esbjerg skrevet en kommentar til artiklen:

"Ri-bus-konflikten var hård for mange chauffører og havde ingen vindere. Det endte med et politisk slagsmål, hvor Christiansborg og DA spillede en stor rolle, og den var derfor håbløs at vinde.

Efterfølgende skulle lov om virksomhedsoverdragelse sikre, at andre ikke kom ud for det samme. Tyve år senere kom der dog dom for, at lønmodtagerne ikke selv kan køre sagen."

Det er grundlæggende forkert efter min mening. Konflikten kunne være vundet, hvis fagbevægelsen havde bakket helhjertet op om den.

Jeg fulgte konflikten på tæt hold og deltog i blokaderne på Ravnevej (bussernes garage).

Den politibrutalitet, vi oplevede, er uden sidestykke i danmarkshistorien, hvor arbejdere og deres sympatisører blev skambidt af politiets hunde. Konsekvensen var langvarige hospitalsophold.

Som medlem af Dansk Metal deltog jeg i vores generalforsamlinger i Metal Esbjerg (nu Metal Vest). Formanden Tonny Nielsen omtalte kun konflikten overfladisk i sin beretning og uden nogen form for sympatitilkendegivelse. Der var heller ingen fra Metals bestyrelse, der deltog i blokaderne eller på anden måde viste solidaritet med de strejkende chauffører.

Hvad fortæller det om holdningen til konflikten? Fagbevægelsen var delt i spørgsmålet, og Dansk Metal var modstander af konflikten. Det skinnede tydeligt igennem i forbundets holdning, for eksempel i Fagbladet (nu Metalmagasinet).

Er det rigtigt, at konflikten ikke havde nogen vindere? Nej, det er forkert!

De store monopoler, der fortrinsvis er tyskejede, sidder i dag på busdriften i Danmark, og de var de klare vindere af konflikten. Det er også betegnende, at privatiseringer og udliciteringer fik et nyt løft efter konflikten.

Tænk blot på rengøring på hospitalerne, Postnord, ambulancedriften i regionerne og driften af plejehjem. Har det været en succes med privatiseringerne, og har det givet borgerne en bedre service?

På ingen måde – den ene skandale afløser den anden, og generelt viser det sig, at privatiseringerne er dyrere for skatteborgerne end den offentlige drift.

Postnord er et godt eksempel på privatiseringens fallit. Selskabet får jævnligt tilført milliarder af kroner fra statskassen, men gælden er bundløs. Vi har fået et postvæsen, som koster mere end før og med en dårligere kvalitet. Det er da molbologik!

Vi kommer ikke videre som fagbevægelse, før vi får gjort op med de falske forestillinger om konfliktens forløb, for eksempel dem Allan Dakin giver udtryk for i artiklen.

I øvrigt vil jeg gerne takke Peter Rasmussen for artiklen i Chaufførnyt.