Børn i fritidstilbud glemmes i kampen for minimumsnormeringer. Dette på trods af at flere og flere børn i netop den alder rammes af mistrivsel og skolevægring.

De fantastiske små mennesker, der hver dag møder op i deres SFO, har krav på, at der er pædagoger, som kan støtte, vejlede, møde og favne dem.

Dagtilbud i hele landet er endelig kommet på den politiske dagsorden. Efter pres fra flere sider har man indset, at der kræves et vist antal pædagoger til en børnegruppe, hvis man vil sikre kvalitet. Det at være nærværende, omsorgsfuld, arbejde ud fra børnenes spor og understøtte udvikling af et godt selvværd, kræver pædagoger med tid til det enkelte barn.

Desværre virker det som om, at børns udvikling af dannelse til et helt menneske i trivsel stopper i det øjeblik, de bliver 6 år. Her siger de farvel til dagtilbuddet og goddag til skole og SFO. Væk er snakken om minimumsnormeringer. Pludselig menes det, at én pædagog sagtens kan være nærværende, omsorgsfuld og understøttende for op imod 30 børn. Vi lader den lige hænge…. 30 børn!

Nuvel, jeg medgiver gerne, at vi har mange dygtige pædagoger rundt omkring på landets SFO'er. Men jeg vil alligevel påstå, at selv den dygtigste pædagog ikke kan overkomme fagligt og menneskeligt at favne 30 børn.

De fantastiske små mennesker, der hver dag møder op i deres SFO, har krav på, at der er pædagoger, som kan støtte, vejlede, møde og favne dem. De har krav på et fristed, hvor de kan dannes og lære i socialt samvær med andre, understøttet af pædagoger. Og hvor de modtager hjælp, når de fejler, eller når andet er for svært.

Jeg selv oplever ofte at måtte køre hjem fra arbejde med en følelse af utilstrækkelighed. For ofte når jeg ikke alle de børn, der har behov for det. Magnus, der længe har haft let til gråd og behov for ekstra omsorg, sidder nu grædende, fordi han ikke vil til badminton, men far siger, han skal.

Isabella, der for 4. dag i streg inviterer mig med til stikbold, men må sande, at min tid prioriteres til andre. Mikkel, som er ulykkelig, fordi han har skubbet en kammerat og nu er sikker på, at alle hader ham. Og mange flere, der alle har behov for mig, men som må tage til takke med at vente bag i en kø, der bare bliver længere og længere.

Det er ikke sjovt at skulle køre hjem og føle sig utilstrækkelig. Men min følelse er intet at regne mod de følelser og erfaringer, børnene gør sig. Og de gør sig dem, også selvom de ikke længere går i dagtilbud.

Så kære politikere. Nu lykkedes vi på dagtilbudsområdet. Næste kamp er fritidsområdet. Der er brug for minimumsnormeringer for at sikre disse børns trivsel og udvikling. For de er børn, og de er i den grad stadig i gang med at dannes og danne sig en forestilling om, hvem de er.

Lad ikke deres selvbillede blive, at de ikke er vigtige nok.