Jeg troede, det var løgn, men nej, vort land er nu blevet "beriget" med vejbump på visse cykelstier landet rundt. Umiddelbart reagerer en hel del fodgængere, som jeg har diskuteret disse bump med, som om det var alle tiders gode idé, for "cyklisterne kører altså for hurtigt". Alt er relativt, men en fart på 20-40 kilometer i timen kan ikke karakteriseres som "hurtigt" eller i sig selv farligt.

Jeg har desuden undret mig over, at de enkelte vejbump ikke er fuldt oplyste, og at der ikke engang er hajtænder eller lignende, der kan advare to- eller trehjulede trafikanter.

Det virkelig farlige er den sammenblanding af to- eller trehjulede køretøjer og det, jeg fristes til at kalde "fumlegængere", der bliver det uvægerlige resultat, når cyklister, brugere af elschootere/kørestole, løbehjulsentusiaster og folk på rulleskøjter føler sig presset væk fra cykelstierne og op på fortovene. At vejbumpene ikke umiddelbart er farlige for bilisterne er nemlig ikke det samme, som at de er sikre for de to- eller trehjulede.

Grunden til, at disse vejbump er farlige for alle andre end bilister, er: 1) Man har ikke styr på friktionslængden, da bumpenes belægninger bliver glatte i regn- eller frostvejr. 2) Vejbumpene er opført ud fra firhjulede køretøjers friktionsmålinger, formentlig med Vejdirektoratets målebil Viafrik, men tager, så vidt jeg ved, ikke to- eller trehjulede køretøjers begrænsninger i betragtning. Sagen er den, at disse køretøjer rammer bumpene i en anden vinkel end de firhjulede, der ikke vælter for et vejbump, men det kan let ske for de to- eller trehjulede. 3) For at komme sikkert over et vejbump skal den kørende accelerere, samtidig med at han/hun holder balancen, hvilket ikke er nemt selv for rutinerede cyklister, kørestolsbrugere eller løbehjulsentusiaster. 4) I forbindelse med Vejdirektoratets måling af G-påvirkningen af bilister glemte de tydeligvis de to- eller trehjulede trafikanter, som man tilsyneladende behandlede som en art bilister, der jo er kendetegnet ved en masse træk, som man ikke ser hos cyklister og så videre: De sidder afskærmet af bilens karosseri, og de er ikke nødt til at kæmpe for at holde balancen.

I forvejen kender de fleste cyklister og så videre problemerne med cykelstier med lapper, kloakdæksler og huller, som de skal manøvrere udenom, men som er skyld i de fleste soloulykker. Hvert eneste år er der mange i denne trafikantgruppe, der kommer til skade på grund af dårlige cykelstier, der i bund og grund bare en forsmag på vejbumpmareridtet. Jævnhedsmålinger kan hjælpe med en realistisk vurdering af situationen, men jeg tror ikke, at det er nok, da jeg tvivler på, at problemet kan planlægges væk.

Der skal mere til. Det første skridt vil være at se i øjnene, at vejbump ikke hører hjemme på cykelstier, hvor de er til fare for de trafikanter, der færdes dér: Cyklister, kørestolsbrugere, løbehjulsentusiaster og rulleskøjtebrugere.

En variant af vejbumpsmareridtet kan angiveligt ses i Byparken i Ørestaden, som jeg ikke selv kender. Her lader det til, at man har en delt fodgænger- og cykelsti, hvilket vil gøre de to trafikantgrupper, fodgængere og cyklister og så videre til konkurrenter om den samme plads. Det er vildt og kan føre til mange ulykker for begge grupper.

Jeg har desuden undret mig over, at de enkelte vejbump ikke er fuldt oplyste, og at der ikke engang er hajtænder eller lignende, der kan advare to- eller trehjulede trafikanter. Man forventer åbenbart, at de er en art supermænd, der kan se i mørke samt flyve hen over bumpene, uden at der sker ulykker. Noget, der viser, at disse cykelstivejbump er resultatet af et skrivebordsprojekt og ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre.

>> Link 1

>> Link 2

>> Link 3