I flere storbyer har man målt, at luftforureningen er aftaget i løbet af året. Man tillægger coronapandemien og den begrænsede trafik, som er en af pandemiens konsekvenser, en del af æren herfor.

I det kapitalistiske system er naturen med sin mangfoldighed af liv reduceret til varer, som kan forarbejdes og handles. 

Selv om jeg glæder mig over, at luften er blevet renere, kan jeg ikke få mig selv til at sige, at det var noget godt ved coronakrisen; hvornår er det berettiget at sige, at der var noget godt ved en situation, som dræbte over 1,7 millioner mennesker? 

Pointen er, at reduktion af luftforureningen hele tiden har været mulig; vi behøver ikke en pandemi som anledning.

Coronapandemien

Coronapandemien har gjort menneskers forskellige holdninger til visse forhold tydeligere. I sommer glædede vi os over, at corona tilsyneladende var på tilbagetog, men nu ser det anderledes ud. 

Overalt skruer regeringer og sundhedsmyndigheder op for restriktionerne i forsøget på at få kontrol over virussen og sikre menneskers sundhed. 

Alle steder afhænger sundhedsindsatserne af, at befolkningerne støtter op om dem. Og her oplever vi så, at nogle mennesker ser en fælles indsats mod et globalt problem som en trussel mod deres personlige frihed. 

Det skal vi lægge mærke til, for den samme holdning er en alvorlig forhindring for at gå med stormskridt frem mod bekæmpelse af global opvarmning og klimaforandringer.

I det kapitalistiske system er naturen med sin mangfoldighed af liv reduceret til varer, som kan forarbejdes og handles. 

Fælles værdier som frisk luft, rent drikkevand og artsrige og frodige naturområder var tidligere alle menneskers ret; men sådan er det ikke længere. 

Kollektiv velstand

Vi kan ikke både kræve frisk luft og rent vand og samtidig tillade storstilet forbrænding af fossile brændstoffer og forurening med kemikalieaffald og plastik. 

Og vi kan ikke forvente velfungerende økosystemer og høj biodiversitet og kræve, at vores børnebørn får mulighed for at se et næsehorn i sine naturlige omgivelser, når vi tillader uhæmmet rovdrift på og kommercialisering af naturressourcer.

Vi må vælge.

Valget står, lidt forenklet sagt, mellem den kollektive velstand og den enkeltes privilegium. Hvis alle mennesker skal kunne indånde frisk luft, drikke rent vand og være i rimelig sikkerhed for naturkatastrofer, kræver det, at de, der er årsag til forureningen og katastroferne, stopper.

”Selvfølgelig skal der være rent og sikkert der hvor jeg bor”. Spørgsmålet er, om jeg er åben over for ændringer i min livsstil, ændringer i måden, hvorpå vi arbejder og lever sammen og ændringer i prioriteterne for den fremtid, som er vores fælles?

Spørgsmålet lægger ikke op til udmåling af afsavn eller diskussion om begrænsning af nogens personlige frihed. 

Tværtimod lægger det op til et festfyrværkeri af idéer til, hvordan vi tilsammen opnår, at alle mennesker kan leve med frisk luft, rent drikkevand og en sund og mangfoldig klode.