Apropos Støjbergs ulovlige instruks burde man tænke lidt mere over, hvorfor der overhovedet eksisterer en høringsret. Det er jo ikke en helt vilkårlig bureaukratisk regel for reglens egen skyld. Den hænger sammen med et demokratisk menneskesyn.

De love, der sikrer høringsret, afspejler humanismens højtudviklede stadie i de vestlige demokratier.

Der findes menneskerettigheder, der beror på normer for adfærd, som vi skal respektere af humane grunde.

Hvis Romeo og Julie er flygtet fra Afghanistan eller Pakistan, fordi de står til en dødsdom, hvis de realiserer deres kærlighed dér, er det en forbrydelse imod det allerhelligste princip i menneskehedens historie – kærlighedens princip – at tvangsadskille dem, når de ankommer til Danmark.

Om så deres forældre har arrangeret deres ægteskab, skal de høres i hvert enkelt tilfælde, om de ønsker at forblive sammen. Eventuelt kunne man bede dem erklære sig indforstået med, at de hver især til enhver tid efter indrejse i Danmark kan opsige forholdet og få myndighedernes fulde opbakning dertil. Alt andet er barbari.

Det, der rammer Støjberg nu, er både poetisk retfærdighed og lovbrud.

De love, der sikrer høringsret, afspejler humanismens højtudviklede stadie i de vestlige demokratier, som hverken Støjberg, Thulesen Dahl eller Pernille Vermund er intellektuelt og moralsk frankeret til at bringe sig på niveau med. De er underfrankerede. Det er der desværre en del mennesker, der er i dette land.