Han hed oprindelig Eric Arthur Blair, men er kendt som George Orwell (1903-1950).

Hvad hende angår, så var hun en irsk skønhed, intelligent, livlig og rap i replikken. Mange har talt om hendes charmerende "katteansigt", som han også fremhævede over for en ven. Det lader til, at han faldt for hende allerede ved deres første møde i 1935.

Eileen, hvis venner kendte hende som en idealistisk drømmer, troede fuld og fast på sin kærestes talent som forfatter, selv om han endnu ikke havde haft den store succes med sine romaner.

Kort efter blev de officielt et par, idet hun opgav alle ambitioner om at være andet end hans hjælpsomme kone. På det tidspunkt havde hun, hvis navn var Eileen O’Shaughnessy (1905-1945) ellers udsigt til at få gang i sin egen karriere, idet hun var tilmeldt The University College i London og havde planer om at studere psykologi, blandt andet med henblik på at teste børns intelligens. Alt det blev imidlertid lagt på hylden, da hun mødte Eric Blair/George Orwell og forelskede sig i ham.

Eileen, hvis venner kendte hende som en idealistisk drømmer, troede fuld og fast på sin kærestes talent som forfatter, selv om han endnu ikke havde haft den store succes med sine romaner. Ligesom hun havde hjulpet sin bror med at renskrive hans videnskabelige værker, hjalp hun nu også Eric/George, hvilket blandt andet indebar rettelser og forslag til forbedringer.

Som essayist havde han vundet sig et navn som en af de helt store, men han ønskede altså at skrive fiktion. Da han tog til Spanien for at deltage i Den Spanske Borgerkrig, tog hun med og plejede ham i Morokko, da hans tuberkulose var lige ved at dræbe ham. At hun selv havde alvorlige helbredsproblemer ignorerede hun nærmest, hvilket formentlig førte til hendes død under en operation i 1945.

Eric Blairs/George Orwells bedst kendte romaner er "Kammerat Napoleon" ("Animal Farm") og "1984" (1949). Man har altid ment, at titlen "1984" var en henvisning til bogens tilblivelsesår, 1948, hvor tallene så bare blev vendt om, men det er formentlig ikke helt så enkelt. Man opdagede nemlig i 2001 et digt, hun havde skrevet året før, hun mødte Orwell, og som hun kalder "End of the Century, 1984". Digtet relaterer til hendes skoles hundredårsjubilæum og blev publiceret i "Sunderland High School Magazine" (1934):
 
Death               Synthetic winds have blown away

                        Material dust, but this one room

                        Rebukes the constant violet ray

                        And dustless sheds a dusty doom.

                        Wrecked on the outmoded past

                        Lie North and Hillard, Virgil, Horace,

                        Shakespeare’s bones are quiet at last.

                        Dead as Yeats or William Morris.

                        Have not the inmates earned their rest?

                        A hundred circles traversed they

                        Complaining of the classic quest

                        And, each inevitable day,

                        Illogically trying to place

                        A ball within an empty space.


Birth                Every loss is now a gain

                        For every chance must follow reason.

                        A crystal palace meets the rain

                        That falls at its appointed season.

                        No book disturbs the lucid line

                        For sun-bronzed scholars tune their thought

                        To Telepathic Station 9

                        From which they know just what they ought:

                        The useful sciences; the arts

                        Of telesalesmanship and Spanish

                        As registered in Western parts;

                        Mental cremation that shall banish

                        Relics, philosophies and colds—

                        Mañana-minded ten-year-olds.

 The Phoenix    Worlds have died that they may live,

                        May plume again their fairest feathers

                        And in their clearest songs may give

                        Welcome to all spontaneous weathers.

                        Bacon’s colleague is called Einstein,

                        Huxley shares Platonic food,

                        Violet rays are only sunshine

                        Christened in the modern mood.

                        In this house if in no other

                        Past and future may agree,

                        Each herself, but each the other

                        In a curious harmony,

                        Finding both a proper place

                        In the silken gown’s embrace.

Da hun skrev dette digt, var hun stærkt foruroliget over den politiske udvikling i Europa. Hun frygtede, at mænd som Hitler og Mussolini ville knuse alt det, hun holdt af, som for eksempel kultur, studier og videnskab. Noget, de unægtelig også gjorde forsøg på ....

Link