Der er sket en mærkant stigning af isolationsfængsling/strafcelle i Danmark. Dette er sket inden for de sidste 5 år. Fængslingen skal foregå med en dommers medvirken, men dette foregår bare aldrig i virkeligheden. Det er Kriminalforsorgen, der har retten og ansvaret for dette! Fængselspersonale med en kortere overbygningsuddannelse – kun 2 dages internetkursus med efterfølgende oplæring i praksis.

Er det ikke formålet med at straffe og fængsle, at den indsatte skal vende tilbage til samfundet og prøve at fungere på lige fod med alle andre mennesker?

Loven omkring skærpelsen af hårdere straffe blev sat i kraft i 2016, og det skete, da Søren Pape Poulsen var justitsminister. Skærpelsen omhandlede strafcelle/isolationsfængsling, hvis en indsat er i besiddelse af en mobiltelefon, hvis han taler et såkaldt grimt sprog. Her er der ingen klare regler for, hvad et grimt sprog er.

Det er op til den enkelte forhørsleder, fængselsbetjent, at vurdere og straffe i sådanne tilfælde. Hvilket jeg finder er helt og holdent forkert. Kan det virkelig være rigtigt, at et enkelt menneske med en minimal uddannelse må fungere som både forsvarer, anklager og dommer! Det virker ikke som om, det er i overensstemmelse med demokratiet. Og hænger da slet ikke sammen med det øvrige samfund og retssystem.

Danmark begår tortur

Jeg finder det dybt umenneskeligt, at vores regering og specielt Justitsministeriet har tilladt denne måde at straffe på, og at det har fået lov til at foregå i så mange år. For mig at se, og det jeg kan læse ud fra udtalelser fra fagfolk, udøver vi i Danmark direkte psykisk tortur ved at isolere mennesker i små celler i 23 timer i døgnet, nogle gange af en måneds varighed.

Ofte er straffene på 7 dages varighed ved overtrædelse af loven omkring besiddelse af mobiltelefon, rygning, grimt sprog samt uoverensstemmelser de indsatte imellem. Men overtræder en indsat førnævnte igen, fører det ofte til, at straffen hæves i strafcellen.

Disse ændringer i loven, der blev igangsat af Søren Pape Poulsen i 2016, skete ved, at han ændrede to ord i loven. Der stod oprindelig i straffeloven, at man bør straffe med strafcelle i disciplinærsager. Det blev ændret til, at man skal straffe med strafcelle/isolationsfængsling.

Jeg kan se, at den skærpede lov også gælder børn, der er indsat i ungdomsfængsler, og at det ligeledes gælder for psykisk syge. Det virker dybt inhumant.

Jeg mener, at denne praksis i straffemetode er dybt bekymrende, og at det er på tide, at vi får det op til debat.

I Sverige afskaffede man allerede i 1975 denne form for straf. Og i Norge er de også ved at afskaffe dette. I Finland må man allerhøjest straffe med isolation i 10 dage, og dette skal ske med en dommers medvirken.

Mange fagfolk mener, at vi i Danmark begår tortur ved at bruge denne form som straf.

Isolationsfængsling – såkaldt strafcelle – er den hårdeste disciplinærstraf, en indsat kan idømmes. Alligevel er det sket en massiv stigning i anvendelsen af langvarig strafcelle i løbet af de seneste fem år. Derfor er det en af de menneskeretslige udfordringer, Institut for Menneskerettigheder peger på i sin rapport til FN.

I 2015 skete det syv gange, at en indsat blev straffet med isolation i mere end 14 dage. I 2019 var det tal steget til 705. Danmark skal i foråret 2021 op til en eksamen i menneskerettigheder. FN peger på, at der er punkter, der omgående skal ændres eller revideres i Danmarks brug af isolationsfængsling eller den såkaldte strafcelle. FN mener, at Danmark bør afskaffe strafcellen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Nick Hækkerup, vores justitsminister, om og stille et stort spørgsmålstegn ved, hvorfor dette ikke er sket endnu.

Hvordan kan et land som Danmark overhovedet vedtage en lovændring i straffeloven, som direkte medfører psykisk lidelse og tillader, at voksne, unge børn og psykisk syge bliver udsat for en umenneskelig behandling.

Mange fagfolk mener og udtaler, at en sådan strafcelle kan medføre, at mennesker udvikler traumer. Den kan føre til psykisk sygdom og på lang sigt forhindre, at mennesker kan leve og fungere normalt i samfundet.

Skader erkendt allerede i 1867

Jeg kan på platformen Historielab.dk se, at strafcellen som straf af mennesker i de danske fængsler har en lang historie bag sig, og at det igennem historien er blevet kaldt for ensomhedsfængsel.

I arkitekturen og måden, man byggede fængsler på, har formålet været at totalisolere mennesker igennem længere perioder, de såkaldte ensomhedsfængsler. Et fængsel som Vridsløselille, der er bygget i 1859, er et eksempel på dette.

Man kan ligeledes læse, at konsekvensen af denne måde at straffe på har været, at den totale isolation betød, at en del fanger blev fysisk og psykisk syge. Voldsomt vægttab kan man læse om i Vridsløselilles journaler fra omkring 1867. Maden i fængslet var næringsrig, alligevel tabte cirka 40 procent af fangerne i løbet af de første tre måneder i vægt, i gennemsnit 5-10 kilo.

Forvirring og manglende koncentrationsevne, hallucinationer og paranoide forestillinger, angst, depression og aggressivitet, sløvhed.

Fredrik Bruun var fængselsinspektør i Vridsløselille Statsfængsel. I 1867 udgav han en bog, hvori han vurderede cellestraffen (ensomhedsceller) sådan:

"Det er min fulde overbevisning, at cellestraffen udført i lang tid og efter det absolutte system medfører betydelige farer for fangens psykiske sundhed. Farer, som jeg efter mit kendskab ikke anser det for muligt at forhindre, og som jeg ikke noget sted har set forhindret. Den lidelse, der efter det absolutte system på lang sigt påføres fangen, er større, end den bør være."

Kan vi som et moderne demokratisk land i et demokratisk Europa forsvare, at denne måde at straffe på fortsat eksisterer i Danmark? Og at der måske er sket en overtrædelse af menneskerettighederne igennem mange år i Danmark.

Kan man som fængselsvæsen stadigvæk fastholde straffemåden, på trods af at man har været bevidst omkring de skader, som straffen kan medføre? Ja, helt tilbage i 1867 hvor journaler fra Vridsløselille viser de helt klare konsekvenser af strafcellen.

Det undrer mig, at denne måde at straffe på stadig er virksom i Danmark, og at man måske ligefrem bruger fængselsarkitektur og lovgivning, der hører hjemme i en hel anden tidsalder end vores.

Den totale isolation blev fastholdt indtil 1930’erne. I ensomhedsfængslet Vridsløselille var fangerne totalt isolerede. Når de blev ført fra cellen til den daglige gårdtur, skulle de bære maske. Ja, de skulle sågar sidde i specielt indrettede båse med maske på, når de skulle deltage i gudstjenester om søndagen. De kunne på ingen måde se eller kontakte hinanden.

Isolationsfængsling/strafcellen har en lang tradition bag sig i Danmark.

Måden at straffe på var direkte inspireret af USA, og i flere år diskuterede man i Danmark, hvordan fængslerne skulle indrettes. Ensomhedsfængsler var et resultat af dette.

På tide at gøre op med strafcellen

Er det ikke snart på tide at gøre op med strafcellen som måde at straffe på, når man nu i et moderne samfund anno 2021 godt ved, at straffemåden er umenneskelig og kan medføre alvorlige konsekvenser for de mennesker, der har været udsat for straffen.

Har det danske fængselsvæsen eller regeringen/Justitsministeriet mon tænkt på eller undersøgt dette aspekt af strafcellen. Har man nogen forskning i, hvad der skader mennesket og den indsatte? Og har nogen nogensinde tænkt på at spørge de indsatte, hvad de har oplevet omkring strafcellen. Måske har de ligefrem lyst og behov for at meddebattere og demonstrere mod denne oldnordiske straffemetode.

Det er trods alt dem og deres pårørende, det går ud over, og det er dem, der skal leve med konsekvenserne af strafcellen, måske i mange år. Deres såkaldte rehabilitering og liv er i fare. Er det ikke formålet med at straffe og fængsle, at den indsatte skal vende tilbage til samfundet og prøve at fungere på lige fod med alle andre mennesker?

Lad os gøre, som Sverige gjorde allerede i 1975: Afskaf strafcellen!

>> Tekster om strafcellen i de danske fængsler: Historielab.dk og Dignity.dk