22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Retten til et job man kan leve af

Udtalelse

Retten til et job man kan leve af

Vi skal have et solidarisk a-kassesystem, som vi kan stole på, udtaler Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873.

Arkivfoto.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 udtaler fra sin generalforsamling den 13. april 2021

Gennem de sidste årtier har arbejdsgiverne stillet stadig større krav til arbejdsudbuddet på arbejdsmarkedet. Arbejdsudbuddet er et udtryk for, hvor mange ledige der står klar til at tage et job. Mørke kræfter er lykkedes med at sammenkæde en ringere understøttelse med arbejdernes jobparathed. Det har betydet, at Folketinget i deres iver på at tilfredsstille arbejdsgivernes krav har forringet vores dagpengesystem, så det i dag ligger i ruiner. En konsekvens kan blive, at den danske model kollapser.

Rør & Blik kan ikke acceptere et A- og et B-hold blandt de ledige.

Rør og Blik vil ikke acceptere denne udvikling. Et solidarisk samfund skal beskytte de svageste. Alle skal tilbydes et job med ordnede løn- og arbejdsforhold. Hvis dette ikke er muligt, skal man have mulighed for at modtage dagpenge fra den a-kasse, vi selv har finansieret og betalt til.

Vi skal have et solidarisk a-kassesystem, som vi kan stole på. Dagpenge er vores forsikring mod social deroute, så understøttelse sikrer den enkelte arbejder og hans/hendes familie mod forarmelse. Forringelserne af vores dagpenge skal derfor stoppe nu.

Politikerne på Christiansborg har allerede besluttet, at dagpengene løbende skal reguleres med en lavere sats end lønnen på arbejdsmarkedet. Den mindre regulering er aftalt til at fortsætte i både 2022 og 2023. Lovgivningen udhuler vores dagpenge, og det skal stoppe nu.

FH har beregnet, at vores dagpenge er forringet med 4.103 kroner om måneden i de sidste 25 år. Vi skal have de penge tilbage, og det kan kun gå for langsomt.

Samtidig har politikerne nedsat dagpengeperioden til 24 måneder. To års ledighed kan lyde af meget, men der opstår som bekendt voldsomme økonomiske kriser i samfundet, og så er to år desværre ikke så længe, som det lyder. Derfor finder Rør & Blik, det er en nødvendighed, at perioden på fire år genetableres.

Optjeningskravet blev samtidig forlænget til 12 måneder, hvilket er et stort problem for nye og unge på arbejdsmarkedet, særligt i de sæsonbetonede job. Derfor bør optjeningskravet ned på seks måneder igen.

Finansministeriets regnedrenge har selvfølgelig beregnet vores krav til ganske bekostelige summer. I deres regnemaskine bruger de et begreb, vi kan kalde ”Doven Lars-effekten”.

Hvis vi genopretter vores dagpenge, vil de arbejdssky opsige deres job og leve af dagpenge.

Tanken er jo fuldstændig tåbelig. Vi snakker ikke om en forgyldning af ledige kollegaer, men en mindre og nødvendig forbedring. Selv med de foreslåede forbedringer vil dagpengene ikke engang udgøre halvdelen af en rørsmeds eller blikkenslagers løn.

Finansministeriets regnemaskine tager til gengæld slet ikke konsekvensen: At bedre dækning vil give en række økonomiske og sociale forbedringer for samfundet som helhed.

Flere betalende a-kassemedlemmer vil løbende give staten en væsentligt større indtægt.

Bedre dækning betyder færre tvangsauktioner, færre familier på kontanthjælp.

Og så er a-kassen jo rigtig god til at skaffe folk i job igen.

Vi bakker op om FH’s løsningsforslag så langt som, at dagpengeudhulingen skal stoppe nu. Dagpengene skal stige med 4.000 kroner per måned. Men FH’s forslag om tre måneder er slet ikke nok, det skal naturligvis være solidarisk. Rør & Blik kan ikke acceptere et A- og et B-hold blandt de ledige.

Derudover er det et ufravigeligt krav, at ledighedsperioden genoprettes til fire år, og at optjeningskravet nedjusteres til seks måneder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2021 - 16:18   15. apr. 2021 - 16:31

Udtalelse

af Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).