August har i Rusland siden 1991 været forbundet med vemod og angst. Det skyldes, at det netop var i august, der skete statskup, katastrofer, krig og terrorhandlinger.

Denne stemning prægede i hvert fald et par hundrede »demokrater« (i Vesten kendt som »reformfolk«), som i søndags, den 19. august, samledes i Moskva for at markere dagen, da Boris Jeltsin i 1991 tog afstand fra en gruppe sovjetlederes kupforsøg og opfordrede til civil ulydighed.

En begivenhed, der straks blev kaldt en »demokratisk revolution«.

Der blev i søndags talt smukt om frihed og demokrati. Og kritisk om præsident Putin. Landet er dog splittet i forholdet til nutid, fortid og fremtid. Imens demokraterne mener, det går skidt, mener venstrefløjen, at man oplever kapitalismens sande usminkede væsen.

Man kan også møde optimister, der finder, at det går fremad, og at Rusland nu er et »normalt« land. Hvis USA er standard for det normale, så passer det sidste udsagn måske. Således er Gini-index for den sociale kløft mellem rige og fattige næsten ens for Rusland og USA.

Men selv om Putins håndfaste stabiliseringspolitik erstattede Jeltsin-tidens kaos, er situationen i Rusland næppe normal. Den gennemsnitlige levealder er steget i de seneste år, men med 63 år for mænd og 76 år for kvinder er den stadig lavere end i Sovjettiden.

Befolkningstallet er faldet fra 147 millioner i 1990 til nu 143 millioner, hvilket skyldes høj dødelighed og hjerneflugt.

Antallet af hjemløse børn, anslås til mellem 300.000 og et par millioner. 

Demokraternes visioner

Storbyernes liberale reform-demokrater ser Putins »korrupte politistat« og de unfair valg som det største problem. Nogle af dem vil genindføre monarkiet for at »bevare den russiske sjæls grundværdier«.

Men de fleste af dem ønsker Jeltsins demokrati tilbage. De kan måske indrømme »visse fejl« hos Jeltsin, men undskylder med: »De var nødvendige.«

De mest kyniske peger på general Pinochet – med hans henrettelse af kommunister og med økonomisk chok-terapi – som en mulig rollemodel.

I deres antikommunisme er de stadig lige så kompromisløse som i oktober 1993, da de over radioen opfordrede Jeltsin: »Udslæt de svin!«

Når de skal forklare årsagen til situationens tilstand, gør de det også med henvisninger til, at »den gamle sovjetelite fortsat regerer«. Virkeligheden er dog en anden.

Overklassen

Demokraternes »revolution« gav ikke magten til demos, folket. Det var heller ikke den sovjetiske politiske top i SUKP eller Komsomol, der regerede videre. 

Nutidens overklasse, den politiske og økonomiske elite, udgøres primært af tidligere Komsomol-funktionærer og embedsmænd i det sovjetiske udenrigsministerium og efterretningstjenesten, KGB, som ikke tilhørte eliten – samt af sovjetiske akademikere med jura, fysik og matematik som baggrund.

Fælles for de fleste af dem er, at de især var aktive deltagere i 90’rnes vilde privatisering og indgik i klaner, der stod bag spekulative handlinger, som især var mulige, eftersom retssystemet var »en by i Rusland«. 

Jeltsin placerede i 1990-91 nogle yngre økonomer på centrale politiske poster i Rusland. De var uden politisk erfaring, men præget af klar antikommunisme og den opfattelse, at planøkonomi var en perversion af det økonomiske liv.

De antog, at efter at planøkonomien i perestrojkatiden var blevet elimineret af sovjetledelsen, var der gunstige betingelser for at genskabe økonomiens »naturlige tilstand«, en velfungerende markedsøkonomi.

En ung økonom fra Skt. Petersborg, Anatolij Tjubajs, fik særligt ansvar for privatiseringen af størsteparten af den statsejede russiske industri. Han organiserede »voucher-systemet«, der i princippet skulle gøre alle russiske statsborgere til medejere af små og mellemstore virksomheder.

Man håndplukkede desuden i Vesten politisk lige så uerfarne økonomer og politologer, som genfortalte, hvad de havde læst i markedsliberalistiske lærebøger.

I stedet for at tage afsæt i de dele af Sovjet-økonomien, der faktisk fungerede, og den velfærdsstat, som trods alt fandtes, fik de vestlige rådgivere overtalt de nye magthavere til at satse på et liberalistisk ekvilibrist-nummer.

Og disse skrivebordsteoretikere fik – næsten – frit spil.

Privatiseringens to faser

August er i Rusland også knyttet til en privatisering, der satte varige spor i landets økonomi, ideologi og samfundsmoral.

Første fase startede den 14. august 1992 med præsident Jeltsins dekret om en kupon-privatisering. Alle borgere i Rusland blev ejere af en værdikupon/voucher.

De havde nu »ret til et stykke af statens ejendom«. Tanken var, at folk skulle købe virksomhedsaktier eller investere værdikuponer i fonde, som blev skabt for at formidle fremtidige investeringer. Men det store flertal af befolkningen blev ikke medejere. Den almindelige kuponejers indsigt i økonomiske forhold var ringe.

Midt i en akut krise valgte de fleste, ifølge en undersøgelse fra IA New Region, enten at sælge deres værdikuponer eller at investere dem i investeringsfonde.

Begge parter mistede dog snart efter reelt alt. Ifølge undersøgelsen investerede kun 15 procent af befolkningen værdikuponer direkte i russiske virksomheder som egentlige småaktionærer.

En snæver kreds blev dog beriget. De havde målrettet opkøbt de billige værdikuponer og brugt dem til at købe det, der tidligere var national ejendom. Og det skete i hast under pres fra de radikale reformfolk og medierne. Uden diskussion eller fair oplysning.

Det blev fulgt op af en fatal ændring af loven om privatisering, som Jeltsin foretog. Han aflyste en nominel privatisering og gjorde værdikuponerne anonyme.

Det gav plads til vilkårlighed og gjorde det for eksempel muligt at koncentrere offentlig ejendom i hænderne på tidligere ledere af sovjetiske, statsejede virksomheder.

Regeringen havde givet disse såkaldte »røde direktører« favorable muligheder for at overtage »deres« virksomheder, nu som ejere.

Senere blev det afsløret, at den liberale reform-regering under bordet også havde overdraget statens mest værdifulde besiddelser i olie- og metalindustrien til en snæver gruppe forretningsmænd.

Reform-politikerne havde gjort disse mænd ufatteligt rige og samtidig berøvet den russiske stat et stabilt indtægtsgrundlag for millioner af borgere, der nu befandt sig på fattigdomsgrænsen.

Man lagde grunden til, at disse finansfyrster efterfølgende reelt overtog den politiske styring af landet og reducerede præsident Jeltsin til en kransekagefigur. Der taltes efterfølgende om »historiens største røveri«.

Den tidligere viceformand for Ruslands statsrevision, Jurij Boldyrev, udtalte fornylig:  »Det, der skete for tyve år siden, var ikke en fejl, men storstilet og bevidst kriminalisering af økonomien.

Man skabte en mekanisme, hvor virksomhedsledere var i stand til at tilbageholde løn og samtidig gøre det muligt at få folk til at sælge deres kupon-aktie for en flaske vodka eller et stykke ost.

Denne praksis fusionerede ret hurtigt med organiseret kriminalitet. I nogle tilfælde overtog mafiaen ledelsen af virksomheder. I andre tilfælde gik virksomhedens ledelse ind i tæt samarbejde med kriminelle. Sådanne fejl begås ikke tilfældigt. Det kunne man have stoppet, hvis der var politisk vilje til stede.

Men det var en målrettet politik til fordel for at erstatte kommunisme med korruption. Man gik efter at svække staten …

Og hvad der fik det hele til at glide ned var, at magthaverne via medierne (som var i hænderne på rigmænd) fik folk til at tro på påstanden om, at der ikke fandtes nogen ærlig vej.«

I følge Boldyrev lod man folk forstå, at alternativet var  borgerkrig.

Anden fase

Privatiseringens anden fase startede i 1995, da syv yngre russiske forretningsmænd – med bankmanden Vladimir Potanin i spidsen – fik den russiske regering til at acceptere den såkaldte »lån-for-aktier« model.

Den skulle skaffe penge til staten, som under krigen i Tjetjenien manglede penge til lønninger og pensioner. Regeringen udpegede en kommerciel bank til at holde auktioner, der ville give en kontrollerende andel i et ressourcefirma (stål, olie eller kul) mod et lån, som regeringen aldrig tilbagebetalte.

De fleste selskaber blev solgt forholdsvist billigt. Forretningsmændene fik – til gengæld for at låne regeringen penge – overdraget kontrollen med aktieposter i lukrative statsvirksomheder. På papiret skulle der afholdes åbne licitationer.

I praksis var det dog en insider-privatisering. Det blev på forhånd aftalt med regeringen, hvilke forretningsmænd, der skulle have del i rovet. Store virksomheder gik rørende billigt til en bestemt forretningsmand, mens rivaler blev udelukket i sidste øjeblik med henvisning til tekniske fejl.

De syv bankmænd kørte udvalgte industrivirksomheder i stilling til privatisering ved at presse de tidligere »røde direktører«.

Da aktierne første gang blev udbudt i november 1995, erobrede Vladimir Potanin, en nær ven af Anatolij Tjubajs, en stor del af aktierne i verdens største nikkelværk, Norilsk Nikkel.

Potanin betalte 170,1 millioner dollar for et værk, hvis årlige omsætning var på over 25 milliarder dollar. Han blev senere vicepremierminister med ansvar for privatisering af de tidligere statsejede selskaber og er i dag blandt Ruslands rigeste – med en formue på cirka 18 milliarder dollar. 

I foråret 1996 stod kommunisten Sjuganov forud for præsidentvalget i meningsmålinger til at besejre Jeltsin. De syv ovennævnte finansfyrster reagerede derfor som forventet: Jeltsin skulle vinde.

De hyrede Tjubajs til valgkampagneleder. Tjubajs og hans folk indså, at denne gruppe unge, stenrige mænd var værdige politiske allierede. Men for at være helt sikker på finansfyrsternes støtte i valgkampen, sørgede regeringen for, at det formelle ejerskab til de fleste virksomheder først blev overdraget efter valget.

Efter en strid med Jeltsins officielle valgkampagnestab, overtog finansfyrsterne og Tjubajs hans valgkamp. De fik ændret hans fremtoning, så han ikke lignede en syg, gammel mand, men virkede  dynamisk og charmerende.

Og da finansfyrsterne jo sad på de fleste elektroniske medier og aviser, var det en smal sag at sikre Jeltsin ensidig positiv mediedækning. 

Jeltsin, der et halvt år før valget kun havde få procents tilslutning, vandt stort. Hvordan han faktisk vandt, antydede eks-præsident Medvedev i marts således: »Alle ved jo, at det i 1996 ikke var Jeltsin, der fik flest stemmer…«

Finansfyrsterne havde efter valget forventninger om at blive belønnet. Det blev de dog ikke.

Derfor indledte de en smædekampagne mod den liberale reformregering, der førte til, at blandt andet Jeltsins favorit, Tjubajs, blev involveret i en korruptionsskandale og degraderet. Andre reformfolk blev fyret og miskrediteret.

Men både de liberale reformfolk og finansfyrsterne blev senere overrumplet af Jeltsins efterfølger, Putin. Han lagde lidt afstand til nogle af finansfyrsterne, men overdrog magten til andre, blandt andet til en klan af nyrige venner fra KGB og fra Skt. Petersborgs forretningsliv.

Og Tjubajs, der senere blev chef for statens el-selskaber, er i dag chef for det statsejede selskab for nanoteknologier.

Vestens darlings

Nutidens russiske liberale demokrater vil gerne please russerne med mere af Jeltsins demokrati.

Politisk er de aldrig slået igennem, men de tilbyder også i år endnu et nyt, superliberalt parti, nu under navnet »Folkelig Frihed«. Man kan så gisne om, hvorfor det oftest netop er disse personer, danske medier interviewer, når vi skal høre om, hvad »russerne mener«.

Når de ikke just har politisk opbakning, skyldes det måske, at det russiske folk ikke har helt samme holdning som dem og for eksempel ikke ganske tilslutter sig deres glorificering af »august-revolutionen«.

Ifølge opinionsmålinger fra Levada-center betragter en overvejende del af russerne denne »revolution« enten som »en episode i magtkampen« eller som »en tragedie«. Kun 10 procent af de adspurgte betegner det som »demokratiets sejr over kommunisterne«.

I samme rundspørge udtalte over 50 procent af de adspurgte, at de beklager Sovjetunionens fald.