For den civilisation, som kalder sig vestlig og kristen, var naturen et vilddyr, som skulle tæmmes og straffes, så den kunne fungere som en maskine, der for altid var stillet i vores tjeneste.

af Eduardo Galeano, uruguayansk forfatter

1. Vi er alle skyldige i klodens sammenbrud

Verdens helbred er ad hekkenfeldt til.

”Vi er alle ansvarlige”, lyder det fra den universelle alarms stemmer. Og generaliseringen giver aflad: Hvis vi alle er ansvarlige, er der ingen der er det. Som kaniner reproduceres miljøets nye teknokrater. De har verdens højeste fødselsrate: Eksperterne avler eksperter og endnu flere eksperter, som sørger for at pakke emnet ind i tvetydighedens cellofan. De fabrikerer det dunkle sprog med formaninger om ”alles offer”, som findes i regeringserklæringerne og de højtidelige internationale aftaler, som ingen overholder.

Disse kaskader af ord – en oversvømmelse, som truer med at blive en økologisk katastrofe af samme omfang som ozonlaget – vælder ikke frem uden grund. Den officielle sprogbrug drukner virkeligheden for at fritage forbrugersamfundet, dem som påtvinger det i udviklingens navn, og de store virksomheder som høster dets frugter, for straf.

Men statistikkerne går til bekendelse. De kendsgerninger, som er skjult under ordflommen, afslører, at 20 procent af menneskeheden begår 80 procent af angrebene mod naturen, en forbrydelse som morderne kalder selvmord. Og det er hele menneskeheden, som lider under følgerne af jordens nedbrydning, luftens forurening, vandets forgiftning, klimaets forrykthed og de ikke-vedvarende naturresursers bortødslen.

Fru Harlem Bruntland, tidligere statsminister i Norge, viste for nylig, at hvis klodens 7 milliarder beboere forbrugte det samme som Vestens udviklede lande, ”ville der være behov for 10 planeter til at indfri deres fornødenheder”. En umulighed.

Men regeringerne i Sydens lande, som lover indlemmelse i den første verden – et magisk pas der gør os alle rige og lykkelige – bør ikke alene retsforfølges for bedrageri. De tager os ikke alene ved næsen. Nej, disse regeringer begår også den ugerning at forherlige forbrydelsen. For den levevis, som de falbyder som paradis, og som bygger på udbytning af næsten og udslettelse af naturen, er den levevis, som gør vores legeme sygt, forgifter vores sjæl og efterlader os uden verden.

2. Det som pynter sig i grønt, er grønt

Den kemiske industris giganter trykker nu deres reklamer i grønne farver. Og Verdensbanken vasker sit ansigt, gentager ordet ”økologi” på hver side i sine beretninger og farver sine lån grønne. ”I vores lånevilkår er der strenge miljømæssige krav”, forklarer formanden for verdens største bankiervirksomhed.

Vi er alle økologer, indtil en eller anden konkret foranstaltning begrænser retten til at forurene. Da Uruguays parlament vedtog en forsagt miljølov, tog de virksomheder, som forpester luften og forgifter vandet, den nys erhvervede grønne karnevalsmaske af og udgød denne sandhed i vendinger, der kan sammenfattes som følger: ”Naturens forsvarere er fattigdommens advokater, som giver sig af med at sabotere den økonomiske udvikling og skræmme de udenlandske investorer væk”.

Verdensbanken er derimod den største promotor for rigdom, udvikling og udenlandske investeringer. Måske fordi den har alle disse dyder, skal Banken sammen med FN forvalte den nyligt oprettede Verdens Miljøfond. Denne skat på den dårlige samvittighed vil råde over få penge, 100 gange mindre end miljøforkæmpernes krav, til at finansiere projekter, som ikke ødelægger naturen. Udadlelig hensigt, uundgåelig konklusion: Hvis disse projekter kræver en særlig fond, indrømmer Banken dermed, at alle dens øvrige projekter gør miljøet en bjørnetjeneste.

Banken kalder sig Verdens, ligesom Valutafonden kalder sig International, men disse tvillinger bor, opkræver og beslutter i Washington. Den der betaler, bestemmer, og det talrige teknokrati spytter aldrig i den tallerken, hvoraf det spiser. Som den såkaldte tredje verdens største kreditor regerer Verdensbanken vores tilfangetagne lande, som betaler de udenlandske kreditorer 250.000 dollars i minuttet som afbetaling på gælden, og den påtvinger dem sin økonomiske politik som betingelse for de penge, som den bevilger eller lover.

Forgudelsen af markedet, der køber stadig mindre og betaler stadig værre, gør det muligt at proppe Sydens storbyer, der er bedøvet af forbrugerismens religion, med magiske nips, samtidig med at landområderne tømmes og vandet der skal føde dem, går i forrådnelse, og en tør skorpe dækker de ørkner, som før var skove.

3. Mellem kapital og arbejde er økologien neutral

Man kan sige hvad som helst om Al Capone, men han var en gentleman: Den gode Al sendte altid blomster til sine ofres begravelse…

De gigantiske kemi-, automobil- og olieselskaber betalte en god del af udgifterne til ECO 92, den internationale konference i Rio de Janeiro, som diskuterede klodens dødskamp. Og denne konference, som blev kaldt Jordens Topmøde, fordømte ikke de transnationale, som lever af at producere forurening, og den havde ikke en eneste ord at sige mod den ubegrænsede handelsfrihed, som gør giftsalget muligt.

Ved årtusindeskiftets store maskebal klæder selv den kemiske industri sig i grønt. Den økologiske ængstelse forstyrrer søvnen hos verdens store laboratorier, som for at hjælpe naturen opfinder bioteknologiske afgrøder. Men de søvnløse videnskabsfolk forsøger ikke at finde planter, som uden kemisk hjælp er mere modstandsdygtige over for sygdomme, men leder efter nye planter, som er i stand til at modstå de plante- og ukrudtsmidler, som de selv samme laboratorier fremstiller.

Af verdens ti største producenter af såsæd, fabrikerer de seks pesticider (Sandoz, Ciba-Geigy, Dekalb, Pfiezer, Upjohn, Shell, ICI). Den kemiske industri har ingen masochistiske tendenser.

Genopretning af kloden eller det, der er tilbage af den, betyder menneskelig frihed og fordømmelse af pengenes straffrihed. Den neutrale økologi, der snarere minder om havebrug, gør sig medskyldig i uretfærdigheden i en verden, hvor sund mad, rent vand, frisk luft og stilhed ikke er rettigheder for alle, men privilegier for de få, som har råd til at betale for dem.

Chico Mendes, gummiarbejder, blev myrdet i slutningen af 1988 i det brasilianske Amazon-område, fordi han mente det, han mente: at økologisk aktivisme ikke kan skilles fra den sociale kamp. Chico mente, at Amazon-skoven ikke kunne reddes, så længe der ikke blev gennemført en landreform i Brasilien.

Fem år efter forbrydelsen afslørede de brasilianske biskopper, at over 100 landarbejdere hvert år myrdes i kampen for jord. Og de beregnede, at fire millioner bønder uden arbejde drager til byerne fra plantagerne i landets indre. Tilpasses tallene til hvert land, tegner biskoppernes udtalelse et billede af hele Latinamerika.

De latinamerikanske storbyer, som fyldes til bristepunktet af den stadige invasion af eksilerede fra landet, er en økologisk katastrofe. En katastrofe, som ikke kan begribes eller forandres inden for rammerne af en økologi, der er døv for det sociale skrig og blind for den politiske forpligtelse.

4. Naturen er uden for os

I sine 10 Bud glemte Gud at nævne naturen. Blandt de ordrer han gav os fra Sinai-bjerget, kunne Herren for eksempel have tilføjet: ”Elsk naturen som du er en del af”. Men det faldt ham ikke ind.

Da Amerika for fem hundrede år siden blev gjort til verdensmarkedets fange, forvekslede den indtrængende civilisation økologi med afgudsdyrkelse. At gå til alters med naturen var en synd. Og fortjente straf. Ifølge Erobringens krøniker skar de indianske nomader, som brugte bark til at klæde sig, aldrig rundt om hele stammen for ikke at ødelægge træet, og de fastboende indianere plantede forskellige afgrøder og benyttede hvileperioder for ikke at trætte jorden.

Den civilisation, som påtvang de ødelæggende monokulturelle afgrøder, kunne ikke forstå de kulturer, som var integreret i naturen, og forvekslede dem med et dæmonisk kald eller uvidenhed. For den civilisation, som kalder sig vestlig og kristen, var naturen et vilddyr, som skulle tæmmes og straffes, så den kunne fungere som en maskine, der altid og for altid var stillet i vores tjeneste. Naturen, som var evindelig, gav os slaveri.

For nylig har vi fundet ud af, at naturen bliver træt ligesom os, dens børn, og at den ligesom os kan myrdes og dø. Nu taler man ikke længere om at lægge naturen under sig. Tilmed dens bødler siger, at den skal beskyttes. Men i begge tilfælde, underlagt natur og beskyttet natur, er den uden for os.

Den civilisation, som forveksler ure med tiden, vækst med udvikling og det store med storhed, forveksler også naturen med landskabet, mens verden, en labyrint uden midtpunkt, er i gang med at slå sin egen himmel i stykker.