Fra midten af 1880'erne forsøgte Engels at placere den hidtidige arbejder-bevægelses udvikling i en historisk ramme, som kunne gøre erfaringerne frugtbare for de kommende generationer.

Tegning af Engels fra »Le Socialiste« (Paris) nr. 13, 21. november 1885.

af Gerd Callesen

I sine sidste leveår var Engels meget optaget af den historiske udvikling.

Han havde allerede tidligere vist interesse for den tyske bondekrig i 1525. Nu vendte han tilbage til sin afhandling fra 1850, planlagde en ny udgave og fik skrevet nogle udkast. De kan nu læses i det nye bind i MEGA-serien, bind 30 i første afdeling, som indeholder artikler og breve fra perioden marts 1891 til august 1895.

Tiden fra slutningen af 1400-tallet til cirka 1525 vurderede Engels som bourgeoisiets opgør med feudalismen. Samtidig voksede modsætningerne mellem borgerne (håndværkerne) og repræsentanterne for handelskapitalen i byerne.

For bøndernes vedkommende var der tale om et socialt opgør. Såvel borgernes som bøndernes sociale protest havde fået en ideologisk iklædning, nemlig reformationen. Samtidig forældedes lavadelens militære betydning, som var grundlaget for dennes sociale stilling. Højadelens magt blev derimod styrket.

Perioden var præget af flere modsat rettede sociale og ideologiske retninger. Hertil kom at der i store dele af Europa udvikledes centraliserede nationalstater.

I Tyskland kuldsejlede forsøget på at (gen)skabe en central magtposition, landet forblev opdelt i mange verdslige og gejstlige fyrstendømmer. Tilsvarende gjaldt for Italien.

Den første revolution

Engels opfattede denne udvikling som bourgeoisiets første revolution. Den næste kom først meget senere i 1848/49.

I hans vurdering var »den første revolution« oprindelig en tysk udvikling, selv om der havde været bonderejsninger iklædt religiøse gevandter i flere hundrede år. De oprørske bønder var blevet nedslagtet af den katolske kirke og fyrsterne i fællesskab. Den tyske udvikling blev dog meget hurtigt fulgt op af en generel europæisk.

Når Engels i 1880'erne genoptog arbejdet med det gamle manuskript om den tyske bondekrig – som var blevet genoptrykt i lettere bearbejdet form i 1870 og 1874 – havde det også en aktuel baggrund.

Den tyske arbejderbevægelse var stærk i byerne og havde et godt tag i industriarbejderne. Den nye afhandling skulle være et forarbejde til et program for landbefolkningen. Den var naturligvis også klassedelt. Foruden godsejerne fandtes der selvejerbønder og en stor landarbejdergruppe. Der måtte sættes ind her.

Det tyske socialdemokratis ledelse var opmærksom på problemet, og ønskede at agitere blandt landarbejderne og husmændene. Det fremgår af Engels' korrespondance, at han imødekom ledelsens ønsker. Men han havde for mange opgaver at varetage, så det blev ved nogle udkast og kortere artikler, hvoraf nogle findes i dette MEGA-bind, andre i tidligere bind.

Afhandlingen fik imidlertid betydning for forskningen i det daværende Østtyskland (DDR) og via de der udarbejdede forskningsresultater også i øvrigt i tysk historieskrivning. Vurderingen i dag er nærmest, at hele processen må betegnes som en revolution.

Som i flere sammenhænge er Engels’ overvejelser oftest at finde som forord til andres skrifter.

Det gælder for eksempel for det korte forord om de prøjsiske bønders historie. Denne introduktion til en tekst af Wilhelm Wolff danner en slags overgang fra »Bondekrigen« som revolutionshistorie til en almen tysk historieskrivning.

Dette optog Engels stærkt i 1880’ernes anden halvdel. Hovedparten af disse udkast findes i MEGA bind I/31.

Arbejderhistorie

Også på andre områder arbejdede Engels med historien.

Fra midten af 1880'erne forsøgte han at placere den hidtidige arbejderbevægelses udvikling i en historisk ramme, som kunne gøre erfaringerne frugtbare for de kommende generationer. Her var Engels princip: »Man beklager ikke historiske udviklinger, tværtimod må man forsøge at forstå årsagerne til disse og deres følger«.

Udtalelsen findes i forordet til en tale af Marx i 1849. Marx med flere var anklaget for at have arbejdet for revolutionen ved at udsende en opfordring til skattenægtelse.

Andre bidrag i sammenhængen er hans skitser af »Kommunisternes forbunds historie« og »Marx og Neue Rheinische Zeitung 1848/1849«.

For Engels drejede det sig ikke så meget om at give en i detaljer korrekt fremstilling af revolutionens historie. Han foretrak at give den unge generation en fremstilling af de historiske hovedtendenser. En fremstilling, som kunne bidrage til forståelsen. Dermed ville han fravriste de borgerlige historikere eneretten til tolkningen af de sidste årtiers politiske historie.

Flere af disse artikler blev i 1880’erne oversat til »Social-Demokraten« og bidrog her til at give også den danske arbejderbevægelse en klarere forståelse af udviklingen. Langt fra alt blev oversat, men adskillige af Engels' tekster fandt deres plads i dansk arbejderpresse. 1880'erne og 1890'erne blev den første periode, hvor omfattende marxistiske tekster blev udgivet på dansk.

Afhandlingen om Ludwig Feuerbachs position i filosofiens historie var foranlediget af den danske filosof Nicolaj Starcke, der havde skrevet en afhandling om Feuerbach. Engels kritiserede Starcke, men hans hovedsigte var et andet, nemlig udviklingen af den historisk-materialistiske metode som begrundelse for en socialistisk udvikling.

Den første udgave af skriftet fra tidsskriftet »Neue Zeit« findes i dette bind, mens den efterfølgende selvstændige udgave udkom i 1888, og således er trykt i bind 31 af MEGA's første afdeling.

I andre teoretiske bidrag diskuterede Engels aspekter af de allertidligste kristelige skrifter. Et emne han beskæftigede sig yderligere med i 1894.