Hvis der skal rykkes ved det nuværende styrkeforhold må fagbevægelsen igen blive en samfundsforandrende kraft. Det kræver, at venstrekræfterne må formulere en ny fælles strategi.
af Joan Ågot Pedersen og Jan Mathisen
Allerede den socialistiske pioner Karl Marx formulerede i 1865 den revolutionære fagbevægelses rolle og opgave:
»Fagforeningerne arbejder godt som modstandscenter mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående samfund i stedet for samtidig at bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse«. 1)
Citatet er 145 år gammelt, det er rigtig mange år, men det er stadig aktuelt for den danske fagbevægelse.
Siden dengang har fagbevægelsen gennemgået en lang udvikling, hvor der har udkrystalliseret sig to linjer: På den ene side dem, der opfatter fagbevægelsen som en kraft, der i bedste fald skal reformere kapitalismen; og på den anden side dem, som mener, at fagbevægelsen skal være en samfundsforandrende kraft. Eller sagt i den klassiske politiske terminologi: den reformistiske og den revolutionære opfattelse af fagbevægelsen.
Defensiv situation
Fagbevægelsen befinder sig i dag i en defensiv situation, som startede i 1980’erne, da Schlüter-regeringen satte ind, inspireret af hard core-antikommunisterne Thatcher i England og Reagan i USA. Målet var og er at udradere fagbevægelsen. I Danmark har denne udvikling taget fart med VK-regeringen.
De oppositionelle og revolutionære kræfter i fagbevægelsen har i perioden organiseret kampe til forsvar for de angreb, som arbejderklassen har været udsat for.
I 1980’erne kan nævnes havnestrejken i 1982, forsvaret af Karl Jørgensen og aktiviteterne under storstrejken i 1985. I 1990’erne Ri-bus i 1995 og skraldestrejken i Århus i 1996. Over et langvarigt forløb har det tydeligt vist, at de revolutionære kræfter er blevet svagere.
DKP’s sammenbrud i 1990 efterlod et stort hul i den organiserede opposition, og den fortsatte splittelse i den kommunistiske bevægelse er stadig en kendsgerning.
Hovedelementer i den nuværende defensiv består af følgende elementer:
– En borgerlig regering, der med sin nyliberale politik ikke blot ønsker fagbevægelsen – men hele den kollektive velfærd – reduceret til en samfundsmæssig parentes.
– Et socialdemokrati, der har udviklet sig fra et reformistisk parti til et nyliberalt parti (minus 10-20 procent).
– EU’s overstatslige harmonisering af kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.
– En toneangivende del af det danske borgerskab, som ikke længere har brug for den danske model.
– Medlemstilbagegang og manglende aktivitet i fagbevægelsen.
– Et lederskab af fagbevægelsen, hvis perspektiv ikke rækker længere end at administrere medlemstilbagegangen og især dens økonomiske konsekvenser.
Behov for ny strategi
Hvis der skal rykkes ved det nuværende styrkeforhold må fagbevægelsen igen blive en samfundsforandrende kraft.
Det kræver, at fagbevægelsen som minimum ophører med at samarbejde med regeringer, der nedbryder den kollektive velfærd, og i stedet organiserer aktiv modstand. At fagbevægelsen tager konsekvensen af det imperialistiske EU’s nedbrydning af den danske aftalemodel til fordel for arbejdskraftens fri bevægelighed. Og at den kæmper for, at Danmark frigør sig fra EU.
Der skal genskabes en bevægelse, som - for at bruge Marx’ ord – igen sætter »arbejderklassens befrielse« på sit banner.
Hvis fagbevægelsen igen skal blive en del af den samfundsforandrende kraft, må venstrekræfterne i fagbevægelsen formulere en ny fælles strategi.
Endelig kræver det, at en ny ung generation målrettet inddrages i diskussionen og kampen. I løbet af de sidste 20 år er der færre unge, der er blevet inddraget i den faglige aktivitet på arbejdspladserne. Det betyder, at der ikke er en ung generation, der har fået videreformidlet arbejderklassens kamperfaringer på godt og ondt.
Strategi og strukturdebat
Der er kommet gang i diskussionen om fagbevægelsens fremtid, og ikke mindst om muligheden for at samle alle forbund i ét stort fælles forbund.
Det er en nødvendig og vigtig diskussion. Men skal den føre til en reel forandring, og skal noget nyt skabes, er det afgørende, at den tager et rigtigt udgangspunkt og ikke mindst tager tingene i den rigtige rækkefølge. Ellers får vi en diskussion om form uden indhold. Så bliver det alene en defensiv diskussion, som tager sit udgangspunkt i den nuværende tilbagegang og den begrænsede økonomi. Så bliver det som hyæner, der slås om de sørgelige rester.
LO-fagbevægelsen har mistet mange medlemmer. Fra i 1994 at have haft omkring 1,5 millioner medlemmer til i 2009 at være under en million. Samtidig er de gule organisationer vokset. Den kristelige KRIFA havde, som den største af disse, i 2009 174.000 medlemmer.
En diskussion med udgangspunkt i det faldende medlemstal og stordriftsfordele vil ende i fiasko. En sådan diskussion vil foregå hen over hovedet på medlemmerne af fagbevægelsen. Den vil blive en indadvendt og defensiv debat, som ikke vil give medlemmerne tro på, at et fælles forbund er noget nyt, der kan gøre en forskel.
Målet kan ikke være i sig selv at standse medlemstilbagegangen. Det må være, at vi genrejser fagbevægelsen som en aktiv faglig og politisk bevægelse helt ude på arbejdspladserne ud fra princippet om »én arbejdsplads én fagforening«. Det er den helt afgørende forudsætning.
Et forbund skal også slå bro over en række af de modsætninger, der har været og til stadighed er internt i fagbevægelsen. Her skal blot nævnes modsætningen mellem faglærte og ufaglærte, mellem privat og offentligt ansatte og på tværs af faggrænserne. Overvindelsen af disse modsætninger er en af forudsætningerne for succes.
Et andet vigtigt spørgsmål er at skabe et reelt modstykke til arbejdsgiverne, som i dag har fusioneret, således at Dansk Industri nu organiserer hovedparten af arbejdsgiverne. Det får store konsekvenser for fagbevægelsen. Det så vi også under overenskomstforhandlingerne i foråret 2010, hvor Dansk Industri sad ved forhandlingsbordet ved stort set hovedparten af forhandlingerne.
Det kræver et markant kursskifte. Det kræver lederskab, hvor man erkender, at medlemmerne er fagbevægelsen, frem for konstant at begrænse og holde igen på medlemmernes forventninger til fagbevægelsens formåen og evne til at sætte en samfundsmæssig dagsorden.
Politiske fagforeninger
Det er fagbevægelsens opgave at organisere den politiske debat og mobilisere til aktiv kamp. Hvis fagbevægelsen vil gøre en forskel, må den tage udgangspunkt i forsvaret af medlemmerne. Både ideologisk, politisk og økonomisk.
Tiden, hvor fagbevægelsen var identisk med Socialdemokratiet, er slut. Fagbevægelsens loyalitet må ligge hos medlemmerne og ikke hos et enkelt eller flere partier. Fagbevægelsen må indrette sig på, at mangfoldigheden blandt medlemmerne er stor og bliver stadig større. I dag stemmer både medlemmerne og tillidsrepræsentanter på kryds og tværs af det politiske spektrum.
Derfor må et nyt fælles forbund stille politiske krav til arbejderpartierne som forudsætning for støtte og samarbejde. Væk med automatikken og gamle verdensbilleder. Det kræver en skarp politik og ideologisk profil.
Ti bud til krav fra fagbevægelsen kunne være;
– Et stop for al udlicitering og privatisering og tilbageføring af opgaver til det offentlige.
– Gennemførelsen af en skattereform efter princippet: De stærkeste skuldre skal bære de største byder.
– Genoprettelse af det offentlige sundheds- og sygehusvæsen.
– Praktikpladsgaranti til de unge.
– Genopretning af de økonomiske vilkår for de dårligst stillede.
– Respekt for fagbevægelsens overenskomster og aftaler.
– Genopretning af dagpengenes købekraft med 25 procent.
– En uddannelsesreform for ledige.
– Afbureaukratisering af dagpengereglerne.
– Plan for flere arbejdspladser.
Forsvar den danske model
Danmark er et klassesamfund, og inden for kapitalismens rammer har »den danske model« udviklet sig historisk som et kompromis mellem de to hovedklasser, kapitalistklassen og arbejderklassen, på grundlag af deres indbyrdes styrkeforhold. Selv om den danske model baserer sig på aftaleforhold mellem arbejdsgivere og fagforeninger, er klassekarakteren af systemet som sådan ikke til at tage fejl af. Arbejdsretten er en klassedomstol, og forligsmandsloven er et redskab til at knægte konfliktretten.
Arbejderklassen har inden for det kapitalistiske systems rammer tilkæmpet sig retten til direkte forhandlinger med arbejdsgiverne om aftaler omkring alle væsentlige spørgsmål vedrørende løn- og arbejdsforhold. Som en konsekvens heraf har fagbevægelsen derfor historisk haft en afgørende samfundsmæssig betydning. Uden denne styrke havde det kollektive velfærdssamfund aldrig udviklet sig.
Men nu er selve princippet i den danske model under kraftigt angreb. Arbejderklassen og fagbevægelsen samfundsmæssige betydning skal forvandles fra at være en afgørende faktor til en parentes.
Den nuværende udvikling af kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed i EU og den omsiggribende liberalisering og deregulering er ved at bringe afgørende dele af det danske borgerskab til den konklusion, at det ikke længere har behov for den danske model. Borgerskabet føler sig så meget ovenpå, at det ikke længere har brug for denne model til at holde ro på arbejdsmarkedet.
I den nuværende defensiv må fagbevægelsen samles i en forsvarskamp for vores principielle ret til selv at bestemme løn- og arbejdsforhold gennem forhandlinger og kamp om indholdet af vores overenskomster. Når byggefagene i for eksempel Tyskland har været tvunget til at overveje at erstatte forhandlingsmodellen med lovgivet mindsteløn, er det alene et udtryk for, at fagbevægelsens styrke er reduceret voldsomt. I Danmark har fagbevægelsen stadig en styrke. Denne styrke må bruges til at fastholde principper i den danske model. Enhver snak om, at den danske model bør erstattes af en lønmodtagerlov, må afvises.
Imod løndumping og social dumping
Overenskomstforhandlingerne 2010 var ikke bare en forhandling om løn og arbejdsforhold, men en forsvarskamp for retten til at forhandle og vedligeholde overenskomsten og dermed for den danske model. Det lykkedes at sætte en dagsorden, men slet ikke i det omfang, der er nødvendigt. Det må ske ved overenskomstforhandlinger i 2012, hvor der må udvikles en fælles forståelse af, hvilke krav der skal stilles, således at de ikke er branchebestemte krav, men fælles krav.
Kampen imod løndumping og social dumping er en kamp både imod den generelle nyliberalistiske udvikling og imod EU’s ødelæggelse af den danske model i kraft af kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.
Det paradoksale er, at jo mere EU’s indre frie marked overtrumfer den danske model, jo større berøringsangst har ledelsen i fagbevægelsen over for at forholde sig til EU. Men Danmark kan ikke isolere sig midt i EU’s indre marked og vedvarende modstå det pres, som udviklingen af det frie marked medfører. Derfor må kampen imod løndumping og social dumping forbindes med kampen imod udviklingen af EU’s indre marked. Kampen imod løndumping og social dumping må udvikles på europæisk plan gennem den europæiske arbejderklasses aktionsenhed til forsvar for de sociale rettigheder.
Sæt medlemmerne i bevægelse
Mange forbund har gennem de sidste år haft sloganet om at sætte medlemmet i centrum. Men det har været ud fra den betragtning, at det enkelte medlem skal serviceres. Når medlemmet tager sin mobiltelefon og ringer med et problem, gælder det alene om at løse det enkelte medlems problemer.
Der skal gøres op med diskussionen om at gøre fagbevægelsen til en strømlinet serviceorganisation, der har et bedre vareudbud på hylderne end de gule. De gule organisationer har »kunder«; de betragter fagbevægelsen som en butik og mener i øvrigt, at den danske model skal erstattes af lovgivning, af en såkaldt »lønmodtagerlov«.
Der skal også gøres op med »konsulentvældet« i fagbevægelsen. Der postes uanede midler i lommerne på smarte konsulenter, der kan udforme politik, kampagner, kurser med videre. Konsulenter, der erstatter den viden, som burde hentes hos de aktive medlemmer og tillidsrepræsentanter i egne rækker.
Fagbevægelsens styrke og eksistensgrundlag er de aktive medlemmer. Den styrke er i dag ved at smuldre helt væk, men det er den, der skal genvindes. Derfor må fagbevægelsens slogan være: Sæt medlemmet i bevægelse. Det er kun aktive medlemmer, der kan udgøre en samfundsforandrende kraft.
En ny og aktiv fagbevægelse må derfor tage sit udgangspunkt i medlemmerne og ikke i forbunds- og fagforeningskontorernes virkelighed. Det er næppe en udvikling, der kommer af sig selv. Det kræver en aktiv politisk kamp i fagbevægelsen om, hvilken vej den skal følge.
At skabe denne udvikling kræver, at fagbevægelsen vender tilbage til sine rødder. Fagbevægelsen må prioritere sine bedste kræfter og resurser på at skabe en ny medlemsbevægelse bygget op omkring dens to absolutte kerneopgaver: 1) vedligeholdelse og udvikling af overenskomsterne (løn og arbejdsforhold) og 2) organisering på arbejdspladserne.
Det kan nogle hundrede ansatte på forskellige fagforeningskontorer ikke magte alene. I dag anvendes hovedparten af resurserne på sagsbehandling. Og succeskriterierne på fagforeningskontorerne er at kunne reklamere med, hvem der har skaffet de fleste penge hjem til medlemmerne
Men med en anden prioritering af kræfterne kunne succeskriteriet være at diskutere, aktivere og organisere medlemmer omkring deres problemer ude på arbejdspladsen. Det ville give flere aktive medlemmer på arbejdspladserne, og det ville sikkert også give langt færre sager. De ville blive løst på arbejdspladsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
