Engels efterlod sig ikke en opskrift på revolutionen, det ville absolut ikke have svaret til hans forståelse af dialektik. Han efterlod os en metode til at analysere samfundets udvikling.

Revolutionens uundgåelighed?

af Gerd Callesen

Med udgangspunkt i forordet til Karl Marx’ analyse af »Klassekampene i Frankrig 1848-1850« er der ført en langvarig diskussion om, hvorvidt Friedrich Engels’ vurdering af erobringen af den politiske magt ændredes i 1890’erne.

De to centrale positioner er: 1) Engels fastholdt vurderingen af, at den voldelige revolution var uundgåelig, og 2) Engels anså erobringen af flertallet i parlamentet for den – eneste eller dog bedste – mulighed for at gennemføre socialismen.

I sit brev til den danske socialist, Gerson Trier, fra december 1889 hævdede Engels, »at proletariatet ikke uden voldelig revolution kan erobre sit politiske herredømme … ».

Indledningen fra 1895 kan udlægges på en anden måde, fordi Engels blandt andet vurderede det sådan, at barrikadekampenes tid var forbi på grund af den militærteknologiske udvikling. Det kunne udlægges, som om Engels mente, at magterobringen kunne vedtages ved en afstemning i parlamentet.

Fremgang overalt
Hvad kunne have fået Engels til at skifte mening?

Valgsejrene i Tyskland samt i Danmark i januar og februar 1890 havde vist, at fremgang ved valg var en reel mulighed.

I sommeren 1889 gik minearbejderne i Tyskland og havnearbejderne i England ud i massestrejker. Specielt den engelske strejke fik betydelige følger i form af en opblomstring af fagbevægelsen.

Den internationale arbejderkongres i Paris i juli 1889 var en succes. Det franske reformistiske parti splittedes og gav plads til det marxistiske partis fremgang i de følgende år.

Bismarcks fald som tysk ministerpræsident fremskyndedes af Socialdemokratiets gode valgresultat (20 procent) i 1890. Samtidig blev Socialistlovene i Tyskland ikke forlænget efter oktober 1890. Dette medførte en fremgang i partiets presse, forlag og medlemstal, fordi partiet nu kunne arbejde i fuld offentlighed.

Det var lykkedes at sammenslutte de forskellige tendenser i det østrigske parti i 1889 og året efter også i det ungarske parti. I Belgien førte arbejderpartiet en bred kampagne for udvidelse af valgretten, i Italien samledes ligeledes forskellige lokale partier til et landsdækkende socialistisk parti.

1.-maj-demonstrationerne var en umiddelbar succes i de lande, hvor den kunne gennemføres. Der var alt i alt fremgang over hele linjen.

Ny revolutionær taktik
Det betød, at Engels følte sig foranlediget til at overveje, om der var alternativer til den voldelige revolution gennemført af et mindretal på vegne af flertallet.

Han følte sig forpligtet til at udarbejde en ny taktik. Arbejderne, der satte liv og lemmer på spil i en revolution, havde krav på at få klar besked. Det beskæftigede ham i de følgende år.

De fleste af hans artikler og hans brevveksling med andre socialister kredser om dette spørgsmål i 1890’erne. I det foreliggende MEGA-bind præsenteres centrale bidrag i denne sammenhæng. Tekster, som oprindelig udkom i de forskellige landes arbejderpresse, præsenteres. I brevvekslingen diskuterer han sideløbende andre aspekter af problemet.

Massebevægelsens problemer
Arbejderbevægelsen var ved at udvikle sig til en massebevægelse, der inddrog stadig større kredse, der ikke havde den erfaring, som den tyske arbejderbevægelse havde fået under de tolv år med Socialistlovene. 

Lovene havde tydeligt demonstreret bourgeoisiets vilje til at holde arbejderne nede, selv om der var forskellige opfattelser af, hvad der var mest gavnligt. Nu måtte de nye socialdemokratiske medlemmer og de nye vælgere – Engels skelnede ikke mellem de to grupper – inddrages i bevægelsen. Det kunne kun lade sig realisere ved en åben diskussion i bevægelsen.

Engels så to problemer i denne sammenhæng: de mange unge og nye arbejderes mangelfulde forståelse af samfundet og de intellektuelles forsøg på at gøre karriere på arbejdernes bekostning for eksempel i arbejderbevægelsens presse. Han stolede på arbejdernes forståelse og på, at de nye medlemmer hurtigt ville lære af de gamle. Men de kræfter, der ville påvirke arbejderne i borgerlig retning, kunne kun isoleres gennem en åben diskussion i partiet. Det er en gennemgående tankegang i mange udtalelser.

Samtidig ledte han efter muligheder for at mobilisere arbejderne som i de store strejker i året 1889. Engels mente, at have fundet dette middel i kampene om valgretten og fremhævede her især de belgiske valgretskampe og efterfølgende samme bevægelse i den daværende stormagt Østrig.

Internationalisme
Internationalismen prægede hans forståelse af udviklingen. Det en selvfølge for Engels, at kun en europæisk revolution kunne indlede udviklingen af det nye samfund med ligeberettigelse for alle. Isolerede udviklinger eller revolutionens sejr i et mindre land ville ikke bidrage til en positiv udvikling af det kommende samfund.

Det er spændende at læse hans overvejelser, om end han var alt for optimistisk, og for eksempel anså året 1898 for sandsynligt for overgangen til arbejderklassens magterobring.

Forudsætningen var, at de borgerlige partier var så svækkede og indbyrdes uenige, at Socialdemokratiet, uden at det havde et parlamentarisk flertal, kunne overtage den politiske magt og dermed indlede revolutionen. Hvis det lykkedes i et af de store europæiske lande (her tænkte han især på Østrig og på Tyskland) ville det sætte en kædereaktion i gang, der også i andre lande ville medføre revolutionen.

Engels efterlod sig ikke en opskrift på revolutionen, det ville absolut ikke have svaret til hans forståelse af dialektik. Hvad han efterlod os, er en metode til at analysere samfundets udvikling, til at se hvilke muligheder der bød sig og handle derefter. Også det fremgår af hans brev til Gerson Trier.

Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Han er med i den videnskabelige kommission bag MEGA.