Repræsentanter fra 41 partier i 37 lande deltog i det 19. Internationale Kommunistiske Seminar i Bruxelles den 14.-16. maj. Arbejderen bringer i dag den sluterklæring, som blev vedtaget.

De kommunistiske partier og uddybningen af den kapitalistiske systemkrise

Mette Kramer Kristensen

Ethvert kommunistisk parti står over for den udfordring at foretage en marxistisk analyse af systemkrisen og få et dybtgående kendskab til den. Marx’ og Lenins skrifter er forbavsende relevante i dag, hvis man ønsker at forstå de dybere liggende årsager til den aktuelle krise og opstille et socialistisk alternativ.

I. UDDYBNINGEN AF SYSTEMETS KRISE

1. I sluterklæringen fra det 18. Internationale Kommunistiske Seminar i 2009 hed det:

»Det kapitalistiske system gennemgår sin alvorligste krise siden depressionen i 1929. Det drejer sig ikke om en forbigående og konjunkturel recession, men om en generel krise i det kapitalistiske system med rødder i produktionssfæren. Krisen vil blive lang og dyb, og vi er kun ved begyndelsen.«

Denne forudsigelse er blevet bekræftet af kendsgerningerne. Hele kloden, de vigtigste imperialistiske centre (USA, EU og Japan) såvel som de fleste andre lande, navnlig udviklingslandene, er fortsat ramt af en alsidig krise. Hermed viser den kapitalistiske globalisering sin bagside: Den fører også til globalisering af kapitalistiske kriser – og det langt hurtigere og mere globalt end i 1930’erne.

2. Det er et særtræk ved kapitalismen, at den genskaber profitraten ved at skære i lønnen og fremme arbejdsløsheden. Vi befinder os midt i en periode med omstrukturering, udflytning, lukninger og fyringer. Gennem denne omstrukturering genetablerer industri- og bankmonopolerne deres formuer og profitrater.

I krisetider styrker de store monopoler mere end nogen sinde sig selv på bekostning af de mindre selskaber. Millioner af industri- og landarbejdere mister deres jobs, samtidig med at lønningerne beskæres.

I OECD-landene rammer den voksende arbejdsløshed især de unge, som var ansat i ustabile, overfleksible jobs. I eurozonen er 20 procent af de unge under 25 år arbejdssøgende, med hele 40 procent i Spanien. Krisen og kapitalens offensiv fremhæver navnlig udbytningen af kvinder. Mange enlige kvinder, med eller uden børn, lever under fattigdomsgrænsen på grund af ustabile og kortvarige jobs samt deltidsjobs. Arbejdende kvinder er kraftigt repræsenteret i brancher med lavtlønnede og typiske kvindejobs på korte kontrakter.

3. Over hele verden har krisen uddybet kløften mellem rig og fattig. Landene i Syd er de første ofre for en krise, som er skabt og styret af de imperialistiske centre. De fleste af disse lande er afhængige af fremstilling og eksport af råstoffer og landbrugsprodukter, og kun få af dem har en vis mængde halv- eller helfabrikata til eksport.

Valutafondens, Verdenshandelsorganisationens, USA’s og EU’s diktater har ødelagt deres lokale industrier og landbrug og i stigende grad bragt deres økonomier under de transnationale selskabers kontrol. Dette har gjort dem afhængige af den økonomiske tendens i den udviklede verden. De befinder sig nu i en forfærdelig situation, hvor efterspørgslen efter deres eksportvarer er faldet drastisk og eksportpriserne gået i bund, mens priserne på importvarer stiger og de internationale kreditvilkår strammes. Deres sårbarhed vil endnu engang føre dem ind i et kredsløb af lån, voksende gældsætning og nye imperialistiske diktater. Arbejderne står sammen med de fattige og mellemstore bønder over for hurtigt forværrede betingelser med arbejdsløshed, fattigdom og udstødelse.

FN’s millennium-udviklingsmål, der skulle halvere den ekstreme fattighed inden 2015, er blevet vendt på hovedet: I 2009 rapporterede FN, at der var 90 millioner flere mennesker i ekstrem fattigdom end før krisen, og at der var mere end en milliard sultende (mod 840 millioner i 1990). I Indien, en såkaldt fremvoksende økonomi, må 77 procent af befolkningen – dvs. 836 millioner mennesker – nøjes med en daglig indkomst på mindre end 20 rupee (3 kroner). I 2009 blev antallet af dollarmilliardærer i Indien fordoblet.  Der er i dag 52 af disse milliardærer, som har en samlet formue på 276 milliarder dollars, hvad der svarer til en fjerdedel af Indiens bruttonationalprodukt (BNP).

4. De mest ødelæggende konsekvenser kan ses i de fleste afrikanske lande. På grund af de progressive, folkelige modstandskræfters svaghed er der ingen hindringer for, at de imperialistiske magter kan påtvinge deres drakoniske (drakonisk: overordentlig streng, red.) tiltag.

De indrømmelser, som imperialisterne gav kompradorborgerskabet i 1960’erne, er blevet udhulet, og landene er endnu engang kommet under åget. Statslige subsidier til nødvendige varer er blevet fjernet, og priserne er skyhøje, undervisning og sundhedsvæsen er blevet opgivet af staten og privatiseret. Krige, som angivelig er etniske, er i virkeligheden røverkrige iværksat af imperialistiske transnationale selskaber, som ønsker at få kontrol over de umådelige naturresurser, ikke mindst energikilderne.

5. En større forskel i forhold til det finansielle kollaps i 1929 er den umiddelbare og massive statslige indgriben. Staterne i den imperialistiske verden har sprøjtet næsten tre billioner dollars ind i det finansielle system for at forhindre dets opløsning, og samme beløb er blevet givet som statsgaranti til bankerne.

Svimlende beløb af samme størrelsesorden er blevet foræret til industrimonopolerne i form af redningsplaner. Hermed er det midlertidigt blevet forhindret, at økonomien gled ud i periode med deflation. Som konsekvens heraf befinder de kapitalistiske stater sig nu i den økonomiske og finansielle krisestorms øje. Adskillige stater udviser budgetunderskud på over fem procent og tilmed over ti procent af bruttonationalproduktet, og de fleste kapitalistiske staters gældsætning er vokset i hastigt tempo.

6. Den græske krise har udviklet sig til en global risiko for den kapitalistiske verden, fordi den kan føre til en ny omfattende finanskrise. Den kan sprede sig til andre europæiske lande, i første omgang Spanien og Portugal, dernæst Irland, Italien, Storbritannien, Belgien og tilmed Frankrig. Hvis smitten breder sig, kan den true den europæiske valutas overlevelse.

Krisen har øget kløften mellem EU’s stærke og mere magtfulde lande og de svagere lande i Syd- og Østeuropa. En nationalistisk opblussen skærper modsætningerne. Den tyske regering står over for et dilemma: Hvis den afviser assistance til de lande, som har problemer, kan det alvorligt true euroen og tysk dominans i EU. Tyskland accepterede til sidst at etablere en stabiliseringsfond på 750 milliarder euro, som EU og Valutafonden stiller til rådighed for at støtte hensygnende europæiske stater. Tyskland har brug for EU og euroen i sin kamp mod amerikanske, japanske og kinesiske konkurrenter. Det har brug for euroen som en spændetrøje til at påtvinge restriktiv disciplin i medlemslandene.

Men modsætningerne er ikke forsvundet. Den tyske regering vil ikke ændre sin ekstremt aggressive lønnedgangspolitik, som gavner de tyske monopoler og gør det muligt for Tyskland at være verdens andet eller tredje største eksportland. Merkels regering fortsætter således samme politik som sin socialdemokratiske forgænger Schroeder, hvad der øger risikoen for, at eurozonen og tilmed EU går i opløsning. For at undgå dette scenario påtvinger den tyske regering hele EU en stram asocial politik og kræver, at Stabilitetspagten og Maastricht-kriterierne bliver vakt til live sammen med sanktioner for ikke at overholde dem.

Knap to måneder efter at Lissabon-traktaten trådte i kraft, er det blevet klart, hvad de europæiske institutioners udvidede magtbeføjelser skal bruges til. Traktaten blev hyldet af socialdemokratiet som en sejr for demokratiet. I dag viser den sig at være et redskab, som påtvinger medlemsstaterne større disciplin og dikterer hestekure vendt mod arbejderne. Den europæiske politik udtrykker stigende grad finanskapitalens interesser under påskud af at redde euroen.

7. Grækenland er for tiden EU’s arbejderfjendske laboratorium. De benhårde angreb, som den socialdemokratiske PASOK-regering har rettet mod de græske arbejdere, har betydet, at disses indkomst i gennemsnit er faldet med 30 procent. Det omfatter drastiske nedskæringer for de offentligt ansatte, lavere pensioner, højere pensionsalder, forøgelse af de direkte og indirekte skatter, fleksibilitet og nye fordele for arbejdsgiverne i arbejdsløshedens navn, folkefjendske reformer med hensyn til finansiering af sundheds- og uddannelsessektoren og hurtigere privatisering af den offentlige sektor.

Det socialdemokratiske parti (PASOK) tjener monopolkapitalens som det bedste parti til at sikre, at de drakoniske sociale tilbageskridt bliver en realitet. Hvis det lykkes, vil det betyde store lidelser for det græske folk.

Den samme vifte af asociale tiltag er på dagsordenen i alle lande. De har til formål at forstærke udbytningen og redde monopolkapitalen på arbejdernes bekostning. Mens folket lider, spekulerer finansielle institutioner og spekulationsfonde, som kan takke staternes gavmilde indgriben for deres overlevelse, skruppelløst mod de selv samme stater. Det viser, at disse finansgribbe har fået fuld frihed på trods af alle de katastrofer, som de allerede har forvoldt. Det viser tydeligt, at det kapitalistiske system er råddent ind til kernen.

8. Den verdensomspændende overproduktionskrise er langt fra løst. Modsigelsen mellem den voksende produktionskapacitet og massernes faldende købekraft er denne krises årsag. Denne modsigelse reproducerer uundgåeligt sig selv under kapitalistiske produktionsforhold, eftersom det er et lille mindretal, der ejer produktionsmidlerne og beriger sig selv ved at udbytte det store flertals arbejdskraft.

Krisen udspringer af selve systemets natur. Dens rødder ligger i modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af dens produkter som følge af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

For kapitalen går vejen ud af krisen via massiv ødelæggelse af produktionsmidler og forstærket udbytning af arbejdskraften. Det er, hvad arbejderne over hele verden i dag står over for. I en krise, der er så dyb og global som den nuværende, kan denne fase trække ud i lang tid, fordi kapitalens »løsninger« skaber nye interne modsigelser.

Den massive vækst i arbejdsløsheden, lønnedgangen og afmonteringen af den sociale beskyttelse undergraver ethvert perspektiv for at stimulere de arbejdende massers købekraft. Det er mest sandsynligt, at den asociale offensiv vil forværre overproduktionskrisen, og at den kan føre til deflation i de kommende år.

Et skift til »keynesianske« opskrifter med statsinvesteringer vil kun have meget begrænset effekt. Dette manøvrerum er desuden langt mindre end i 1930’erne som følge af den generelle krise, som har ramt de offentlige finanser oven på de massive redningsplanker i finanssektoren. Dertil kommer, at det ikke var »New deal«, der afsluttede 1930’ernes krise, men krigsproduktionen og Anden Verdenskrig.

9. Der er en vigtig lære at drage af den nuværende krise. Massiv statslig indgriben har smadret den socialdemokratiske myte om, at den kapitalistiske globalisering skulle have gjort den kapitalistiske stat »magtesløs«.

Skiftet fra liberal til interventionistisk politik svarer til monopolkapitalisternes objektive behov i en given periode. Alt efter behov kan socialdemokratiet blive markedsprofet, som vi har set det gennem de seneste årtier, ligesom liberale partier kan blive brændende interventionister, som vi har været vidne til siden 2008. Deres fælles loyalitet over for det kapitalistiske system dikterer denne orientering i samklang med kapitalens behov.

Uanset om et socialdemokratisk eller liberalt parti (eller de begge) er ved magten, er kapitalens mål altid de samme, nemlig at afværge profitratens fald og sikre sin egen udvidede reproduktion. Marx og Lenin har vist sig at have mere ret end nogen sinde: De virkelige magtcentre i de borgerlige stater er de store monopoler.

10. Den økonomiske krise fremkalder også en politisk krise i den herskende klasse. For at påtvinge monopolernes diktatur sker der en fascisering af de borgerlige regimer. Som modtræk til de arbejdende massers voksende revolte i Grækenland, Portugal, Frankrig…, udvikler EU sine planer for undertrykkelse og overvågning.

For at påtvinge dette monopoldiktatur griber de borgerlig-demokratiske regimer hele tiden til antidemokratiske tiltag. Det er nu klart, at »krigen mod terror« først og fremmest var møntet på at bekæmpe den indre fjende. Landvindingerne fra 1945 bliver systematisk undergravet og ophævet, mens racismen og nationalismen spreder sig. Derfor fokuserer den kapitalistiske stat i stigende grad på sin allervæsentligste rolle, nemlig at være bolværk mod den folkelige revolte. Krænkelse af strejkeretten, nødlove og overtrædelse af grundlæggende demokratiske rettigheder er blevet reglen.

Den anti-kommunistiske kampagne mod adskillige kommunistiske partier i Central- og Østeuropa og forsøgene på at omskrive historien gennem et net af løgne om Anden Verdenskrig supplerer den folkefjendske politik, som imperialismens følger. Omskrivningen af historien og påstandene om, at kommunismen og fascismen har samme ansvar for de millioner af døde under krigen, tjener i dag som påskud til at legitimere en arbejderfjendsk, fremmedfjendsk og militaristisk politik, som fandt sine mest ekstreme udtryksformer under fascismen. Disse angreb kommer fra de traditionelle partier, ikke mindst de socialdemokratiske partier. Samtidig er der flere provokationer og angreb fra opportunistiske grupper på højrefløjen, men også på »venstrefløjen«.

11. Krisen skærper modsætningerne mellem de største imperialistiske kræfter og fremskynder langsigtede ændringer i styrkeforholdet i det internationale imperialistiske system.

De imperialistiske magter strides om at genopdele verden. De strides om at kontrollere råstofresurser, billig arbejdskraft, markeder, investeringsmuligheder, indflydelsessfærer og strategiske områder. De europæiske eksportlande har en forbigående fordel af euroens svækkelse, men dette øger modsætningerne til USA. USA’s største svaghed er dets store handelsunderskud, som er en tidsindstillet bombe under dollarens stilling og de globale monetære relationer.

Krisen fører også til skærpelse af modsætningerne mellem den vestlige og japanske imperialismes største centre på den ene side og de fremvoksende magter som Kina, Rusland, Brasilien, Indien og Sydafrika på den anden side.

Men når de imperialistiske magters grundlæggende fælles interesser og den rådende kapitalistiske og imperialistiske verdensorden er på spil, finder de ikke desto mindre stadig fælles grund. Det gælder, når de undertrykker verdens folk og nationer, og når de lader disse bære krisens byrder. Dertil kommer, at den aggressive Nato-blok er ved at ved at komme overens med Rusland i kampen mod de nationale befrielsesbevægelser under påskud af den såkaldte »kamp mod international terrorisme«.

USA kæmper for at bevare sin stilling som supermagt og gør brug af Nato til at indlemme sine allierede i sin strategi for verdensherredømme. Nato-topmødet i november i år vil formelt vedtage en ny strategi, der skal udvide organisationens aktionsfelt til hele kloden. Samtidig vil medlemslandene blive tvunget til at øge deres militærudgifter.

12. Krisen styrker militariseringen, og krigens faktorer hober sig op. USA fortsætter sin militære strategi i Mellemøsten for total kontrol over verdens største oliekilder, hvad der også bidrager til at kontrollere de største konkurrenters, først og fremmest Kinas, energiresurser.

Den amerikanske regering og Pentagon koncentrerer mere og mere militært udstyr tæt på Iran, herunder på Diego Garcia Øen, hvor der oplagres tusindvis af konventionelle bomber, som kan trænge dybt ned i jorden for at ødelægge underjordiske anlæg. Sceneriet ligner det, som førte til angrebet mod Irak: Iran beskyldes uden nogen som helst beviser for forsøg på at fremstille atomvåben.

USA støtter og beskytter fortsat den zionistiske israelske stat og lægger kraftigt pres på Syrien for at få det til at opgive sin anti-imperialistiske rolle i regionen.

De latinamerikanske lande er bekymret over det voksende antal amerikanske militærbaser og krigsskibe i regionen. USA stræber efter at få kontrol over økonomiske resurser og markeder. Det er imod den sociale udvikling, som udspringer af anti-imperialistiske initiativer, der ligesom ALBA går ind for regional integration. USA er hermed en stadig trussel for freden og stabiliteten i området.

Afrikas enorme rigdomme er stadig genstand for de imperialistiske magters begær. USA styrker sin militære tilstedeværelse og forsøger at oprette Africom-kommandoen i Afrika.

USA’s holdning til atomar nedrustning er hyklerisk fra først til sidst. Det slap af med tusind forældede ballistiske missiler, men har stadig 8.000 tilbage. Washington nægter at forpligte sig til aldrig at være den første til at bruge atomvåben eller aldrig bruge dem mod lande, som ikke har sådanne våben, fordi det påkalder sig undtagelser (Iran, Nordkorea…).

Samtidig afsætter Obama flere midler til modernisering af de operationelle atomvåben, og produktionen af mini-atombomber fortsætter. Hans mål er at bevare USA’s militære overlegenhed (45 procent af verdens militærudgifter), især når det gælder masseødelæggelsesvåben. USA, der økonomisk er svækket, styrker – sammen med sine allierede i Nato – sin militære kapacitet.

13. Dybden i den generelle krise, som vi gennemlever, presser det store flertal af verdens befolkning længere ned i en utålelig situation.

Som følge af den hurtige forværring af det imperialistiske system og den voksende armod hos verdens befolkning er det eneste bæredygtige alternativ et socialistisk samfund. Det kapitalistiske system kan ikke fikses op af nogle småreformer, en påstået regulering eller andre socialdemokratiske påfund. Det kapitalistiske samfund kender kun en lov, nemlig loven om kapitalens maksimale profit. Selve dets grundlag må ændres gennem revolution.

Denne revolution indbefatter, at den kapitalistiske ejendomsret afskaffes gennem socialisering af de grundlæggende og mest koncentrerede produktionsmidler, og at økonomien gøres til genstand for en central planlægning, der styres af en socialistisk stat, der er i hænderne på arbejderne.

Den socialistiske økonomi sørger for at fordele den producerede rigdom på en lige og retfærdig måde og sikrer, at de serviceydelser, der opfylder folkets behov med hensyn til sundhed, uddannelse og socialsikring, er gratis og helt offentlige. Denne økonomi bygger på en ny magt, som vil omstyrte monopolernes magt og opbygge nye folkelige institutioner. På dette grundlag kan internationalt samarbejde udvikles.

14. De socialistiske lande, som ikke har noget ansvar for den verdensomspændende krise i det kapitalistiske system, fortsætter med at vokse i støt tempo. Selv om de står over for komplekse og vanskelige betingelser (som USA’s blokade), formår de at dæmpe krisens følger for deres befolkninger. Dette viser os på overbevisende måde, at socialismen er kapitalismen overlegen.

De progressive regeringer i Venezuela, Bolivia, Ecuador og andre latinamerikanske lande har taget udfordringen op og viser, at deres anti-imperialistiske politik og regionale samarbejde stadig kan skabe socialt overskud, selv i denne krisetid.

15. Verdens proletariat og folk rejser sig gennem forskellige kampformer som svar på den forværrede globale økonomiske og finansielle krise og imperialismens skærpede udplyndring og aggressionskrige.

I de imperialistiske lande fører monopolborgerskabet en rasende klassekamp mod proletariatet og tvinger det til at gå til modangreb. Utilfredsheden og protesterne vokser på grund af stigende arbejdsløshed, udhuling af de sociale goder og forværring af levevilkårene.

Folkene i de underkuede lande, som er udsat for øget udbytning og undertrykkelse, yder forskellige former for modstand mod de imperialistiske magter og deres lokale marionetter.

Krisens kontekst, som er fuld af farer og risici for yderligere reaktionære angreb, skaber gunstige objektive betingelser og muligheder, som de kommunistiske partier må udnytte for at fremme proletariatets og de øvrige arbejdendes sag og gøre fremskridt i kampen for en bedre verden, der er fri for udbytning og undertrykkelse.

II. DE KOMMUNISTISKE PARTIER I AKTION

1. Systemets almene krise kræver, at de kommunistiske partier fuldt ud lever op til deres rolle som arbejderklassens fortrop.

Det betyder, at de skal tage ansvaret for at mobilisere, organisere og orientere de udbyttede masser. Det betyder også, at de skal afdække årsagerne til den voksende armod og hjælpe masserne med at gå frem ad den socialistiske revolutions vej.

2. For at udføre disse opgaver må kommunisterne gribe de muligheder, som opstår. Det kræver et opgør med al rutinetænkning.

Der findes muligheder for at udvikle, befæste og bygge bolsjevikiske partier. Det er i klassekampens hede, at sådanne partier samler erfaringer og hærdes ved at bestå ildprøven.

3. Når man fuldt ud kaster sig ind i klassekampen, skabes der gunstige betingelser for at træne nye generationer af kadrer.

En stor del af nutidens ungdom – og helt sikkert den generation, som har lidt under den anti-kommunistiske bølge efter 1989 – har aldrig oplevet en krise af den nuværende størrelse og dybde. Det er i dag, at denne generation bereder sig på at spille en revolutionær rolle i de kommende årtier.

4. Ethvert kommunistisk parti står over for den udfordring at foretage en marxistisk analyse af systemkrisen og få et dybtgående kendskab til den.

Marx’ og Lenins skrifter er forbavsende relevante i dag, hvis man ønsker at forstå de dybere liggende årsager til den aktuelle krise og opstille et socialistisk alternativ.

5. I dag har de kommunistiske partier og arbejderpartierne en fortrinlig lejlighed til at styrke deres bånd med masserne.

Den marxistisk-leninistiske teori må være en vejledning for praksis. Det afhænger af kommunisternes arbejde blandt masserne, navnlig i klassekampen, i hvor høj grad massernes bevidsthed udvides og uddybes. Dette betyder frem for alt, at partierne må være til stede i enhver kamp og støtte de krav, som arbejderne selv fremsætter. Kommunisterne må fremlægge en pakke af krav, som bygger på arbejdernes behov.

Den magthavende klasse har ophobet rigdom på arbejdernes bekostning og beriger fortsat sig selv midt under krisen. For at kampen kan udfolde sig, er det vigtigt at formulere krav, som kaster krisens byrder over på de store formuer og kapitalister.

6. I disse kampe må socialismens perspektiv gøres klart. Kommunisterne må fremsætte de krav, som arbejderne er klar til at kæmpe for i dag, samtidig med at de orienterer dem i retning af socialismen.

De kommunistiske partier må formulere krav, som bryder med kapitalismens logik, styrker den politiske bevidsthed og smeder klassens enhed. Det er af allerstørste betydning, at denne kamp politiseres og gør det muligt for folk at forstå, at mere grundlæggende forandringer i magtforholdene er nødvendige, for at de kan nyde godt af den rigdom, som de selv producerer.

Enhver kamp må tjene til at udvide klassesolidariteten, bygge alliancer og modvirke splid, racisme, borgerlig nationalisme og gul fagbevægelse. De gule fagforeninger accepterer regeringernes planer om social ødelæggelse for at »redde nationen«. I virkeligheden findes der ingen fælles interesser mellem arbejderklassen og bourgeoisiet.

7. Det er vigtigt at styrke troppernes moral. Vi må have fornemmelse for de spørgsmål, som masserne er klar til at kæmpe for, og opnå små sejre. Vi må til stadighed slås for dagskravene og de konkrete tiltag, som kan lette byrderne og give lidt pusterum. Disse tiltag må gennemtvinges af bevægelsens styrke.

Arbejderklassens kampvilje vil blive forstærket, så længe kampen har det perspektiv, at de kapitalistiske rammer skal sprænges og den borgerlige magt udfordres.

8. For de kommunistiske partier må det parlamentariske arbejde tjene til at udvikle kampen. Enhver grundlæggende forandring afhænger af massernes mobilisering.

I det kapitalistiske system kan der kun opnås sejre gennem styrket klassekamp. Vi må ikke sætte vores lid til parlamenterne, men udvikle udenomsparlamentariske bevægelser.

9. Særlig opmærksomhed må vies til partiernes styrkelse. Vi må optage nye medlemmer, overbevise og organisere dem.

Den kommunistiske avis’ rolle er uerstattelig og et vigtigt redskab for massearbejdet. Desuden er det nødvendigt at gøre bedre brug af den ny teknologi i vores propaganda og udvide kontaktfladen.

10. Arbejdet blandt masserne kræver en styrket indsats i fagforeningerne og andre af arbejderklassens masseorganisationer.

11. En vigtig opgave for den kommunistiske bevægelse er at lære af erfaringen fra den socialistiske opbygning i de østeuropæiske lande og forsvare den socialistiske opbygning og nødvendighed uanset tid og sted.

Kommunisterne vil ikke forholde sig tavse om de anti-kommunistiske kampagner, som går hånd i hånd med forsøgene på at omskrive historien med løgne. De kommunistiske partier vil med alle midler forsvare de historiske landvindinger i det 20. århundredes socialistiske erfaring, samtidig med at de afviser de løgne, som imperialismen spreder for at tilsvine disse erfaringer og undertrykke den kommunistiske bevægelse.

12. De kommunistiske partier må være aktive på alle fronter imod imperialismens folkefjendske aggression.

De må især udfordre Natos omsiggribende rolle og de voksende trusler, som vil blive sat ind i mere aggressive »strategiske rammer« på denne organisations kommende topmøde.

13.  Tiden er inden til at udvikle internationale kampagner, som vil kræve samarbejde mellem de kommunistiske partier på internationalt plan.

I tilfælde af kampe må aktiv solidaritet udvikles. Vi må aktivt søge fælles paroler. Vi må aktivt deltage i kampagner såsom kampagnen for at befri de fem cubanere og trække tropperne ud af Irak og Afghanistan.