Den internationale solidaritet er vort hjerteblod. Så vi stopper ikke, om de så smider os nok så mange gange i fængsel. Hvis de tror det, har de taget fejl af os og nogle andre.
af Anton Nielsen
Tak til jer alle for den store solidaritet, der er blevet udvist med Horserød-Stutthof Foreningen, med den sag, vi kæmper for – og også med min person.
Men først, inden jeg går videre, en hilsen og en tak til børnene, som har sendt så mange smukke tegninger til mig i fængslet: Natasja, Ditte-Marie, Pelle, My og Emille, Gunvar, Eva, Oskar fire år, Tue, Karla og Helle – og mange flere.
I har glædet mig, mere end I måske tror. I har været et lyspunkt i en lidt trist hverdag. Mange tak skal I have – også en tak til jer, hvis navne jeg ikke har nået at få med.
Der kom hilsner fra hele landet. Fra de store og mellemstore byer og fra landsbyer, som jeg dårligt kendte eksistensen af. Først efter at have set på poststemplet, lod de sig nogenlunde lokalisere.
Jeg nævner her nogle af de mange hilsner i tilfældig rækkefølge:
Der kom hilsner fra arbejdspladser, fra fagforeninger, fra faglige klubber, fra fagforeningsgeneralforsamlinger, fra byggepladser, lejerforeninger, solidaritets- og venskabsorganisationer.
Fra arbejdsløse kammerater, fra hjemløse, fra Susan Himmelblå, fra gadefejerne på Østerbro, fra 250 venner – jeg gætter på, at de er fra Ungdomshuset, fra arbejdsløshedsudvalg, fra rigtig mange murere – også dem i Kardesken i Murerstiftelsen.
Fra vennerne i Jord- og Beton, fra mine kammerater murerarbejdsmændene, fra stilladsarbejderne, fra Gaderummet, fra tømrere og vores medanklagede fra Den faglige Klub, fra Viggos og mine venner – »Tæskeholdet« på Københavns Hovedbibliotek.
Fra Fredsvagten, gartnere, havnearbejdere, smede, malere, pædagoger, bibliotekarer, socialrådgivere, fra en revisor ikke at forglemme.
Fra lærere, gamle modstandsfolk og kz-fanger og deres børn og børnebørn, fra andre danske antifascistiske organisationer, fra Oprør, fra Fighters & Lovers, fra flygtninge og indvandre og ældreklubber.
Fra Oktoberkoret, fra læger og sygeplejersker, fra Kunstnere for Fred, forfattere, arkitekter, grafikere, billedkunstnere, skuespillere, tegnere, musikere og fra tusindvis af enkeltpersoner, nogle, som jeg kendte i forvejen, men mange, mange flere for mig indtil da – ukendte venner. Nye venner.
3500 hilsner
Jeg har helt sikkert glemt nogen, det må I undskylde. Det er ikke med vilje. Men mange tusinder har udtrykt deres solidaritet – cirka 3500 – man kan blive helt rundtosset af glæde. Al den menneskelige varme, som strømmer én i møde.
Vi har fået så mange nye venner, som erklærer sig enige med os i vor kamp mod de kriminelle terrorlove, for et bedre samfund – et retfærdigt, et nyt samfund. Et PET-frit samfund.
Kammeraterne i Horserød Stutthof Foreningen og jeg selv takker jer alle varmt. Det har været overvældende. Sammen fortsætter vi kampen.
Der kom også andre indenlandske hilsner: Fra de tre kommunistiske partier og fra deres partiafdelinger over hele landet. Og fra deres presse.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne takke Dagbladet Arbejderen, Bladet Kommunist, Modkraft og vores uopslidelige skrivere på nettet for jeres indsats. Den borgerlige presse bragte stort set intet, så uden jer var vi aldrig nået så langt ud som tilfældet blev. Og lad mig så fortsætte:
Vi modtog hilsner fra Enhedslistens sekretariat og 10 af EL’s folketingsmedlemmer og fra nogle af EL’s lokalafdelinger, fra Internationale Socialister og fra Internationalt Forum.
Fra Gedser til Skagen strømmede hilsnerne ind. Men dér sluttede det ikke – også Grønland og Færøerne lod høre fra sig.
Mange har meldt sig under fanerne, klar til at tage fat. Det lover godt for den videre kamp!
Det forlyder endog – jeg ved ikke, om det passer, jeg kom jo først ud i går – at postkortene, dem med mit kontrafej, nu cirkulerer på Christiansborg, sågar på ministerkontorerne. Bagpå står kort og godt: Hvad vil du gøre ved dét? Godt spørgsmål.
Fra udlandet strømmede solidariteten os i møde. Fra socialistiske og kommunistiske partier, fra arbejderpartier, solidaritetsorganisationer, fagforeninger og fra kæmpende frihedsbevægelser: Jeg nævner i flæng:
Fra Island, Norge, Sverige, Litauen, Polen, Rusland, Tyskland, Frankrig, England, Schweiz, Belgien, Ungarn, Kroatien, Tjekkiet, Portugal, Spanien, Grækenland, Sydafrika, Algeriet, Kenya, Cuba, Mexico, Puerto Rico, Canada, Filippinerne og sidst, men ikke mindst, fra Palæstina og PFLP.
Fra nationale fange- og modstandsorganisationer og fra den internationale fange- og modstandsorganisation FIR. Fra tyske antifascister, herunder Horserød Stutthof Foreningens venner – kammeraterne i Heideruh, og fra mange, mange andre antifas-cister og fredsforkæmpere og antimilitarister i europæiske lande.
Solidariteten
Den første tanke, som meldte sig hos mig i fængslet, var: Jeg er ikke alene. Man kan ellers godt føle sig lidt alene i et fængsel, især i begyndelsen, indtil man lærer nogle af sine medfanger at kende. Så det er rart at vide, at der er nogen, der tænker på én.
Og det var der – naturligvis. Fredsforkæmpere, antimilitarister, menneskeretsaktivister, miljøaktivister, antifascister, frihedskæmpere, revolutionære – alle mennesker af god vilje – tager hånd om hinanden i en vanskelig tid.
Ingen bliver overladt til sig selv. Ingen bliver glemt. Det er den internationale solidaritets styrke.
Solidariteten kommer ikke blot til udtryk mellem mennesker i det enkelte land. Den er universel. Det har støtten til den sidste tids begivenheder her hos os selv været et levende bevis på. Skønt vor sag i international målestok er yderst beskeden.
Det er ingen tilfældighed, at Internationale synges på alle jordens tungemål. Det giver styrke til de kommende kampe at vide, at vi har søstre, brødre, kammerater, kampfæller – ligesindede – i alle lande.
Så der er ikke noget mærkeligt i, at det er den internationale solidaritet, man vil til livs med sine forbud. I og med vedtagelsen af de usle, kriminelle terrorlove kan mennesker her til lands nu fængsles, hvis de opfylder deres internationale forpligtigelser og kommer andre mennesker til hjælp.
De håbede formentlig – da de puttede mig i spjældet – at de dermed havde sat en stopper, i hvert fald for en tid, for humanitær støtte og for modstanden mod overvågnings- og politistaten.
Der er sket det modsatte. Solidariteten er vokset fra dag til dag.
De burde egentlig vide det. For det er ikke første gang i historien, man forøger at knægte politiske modstandere. Det forsøgte man også i årene mellem 1940 og 1945. Dengang lykkedes det som bekendt heller ikke. Så dengang som nu er de gået galt i byen.
De er oppe mod stærkere kræfter, end en sølle justitsminister og en tilfældig reaktionær regering kan magte. Vi lader os ikke true, vi lader os ikke kue til tavshed! Lad mig derfor sige det på det sprog, de tilsyneladende forstår bedre end deres eget modersmål:
We are still going strong!
Vi har hver især vort frontafsnit i den internationale klassekamp, i kampen mod udbytning for frihed og ret, mod imperialismen, undertrykkerne, de hæmningsløse profitjægere og de gale krigsmagere, som truer med at rive hele menneskeheden med sig i deres fald.
Vi vedkender os vore pligter i solidaritetens navn. Vi rækker hånden ud til alle, som kæmper for frihed. Vi vil støtte med alle de midler, der står til vores rådighed.
Som vi støttede det græske folk mod juntaen, som vi støttede og fortsat støtter det cubanske folk i kampen mod USA’s blokade, som vi støttede det vietnamesiske folk mod USA’s beskidte krig, som vi støttede det chilenske folk mod Pinochet, og som de unge gik ind i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika, og som vi nu gør det med støtten til det palæstinensiske folk, der kæmper for deres frihed mod den israelske besættelsesmagt.
Den internationale solidaritet er vort hjerteblod. Så vi stopper ikke, om de så smider os nok så mange gange i fængsel. Hvis de tror det, har de taget fejl af os og nogle andre.
Vor tids frihedskamp
Vor kamp begynder her i Danmark! Herfra vor verden går, som der står i sangen. Vi er et led i den solidaritetens og frihedens kæde, som om-slynger vor klode. Men en kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led.
Derfor skal kampen i vort land forstærkes. Det gælder vort folks fremtid – det gælder vor frihed som mennesker og nation! Det er vor tids frihedskamp!
Vi er klar til at tage vort ansvar i denne kamp og opfordrer andre til at slutte op. Men vi har ikke megen tid – det haster.
Den kapitalistiske krise bliver stadig dybere og mere omfattende. Det kapitalistiske samfund degenererer og begynder at smuldre og bliver i takt hermed samtidig mere voldeligt. Mod andre folk og nationer, som vi ser det dagligt i disse tider – og mod deres egne befolkninger.
»Krigen mod terror« er et eksempel herpå, som har et dobbelt formål: At holde verden hen i bestandig frygt for en ukendt fjende. Man kan til enhver tid male fanden – terroristen – på væggen.
Man sår angst – og angst er handlingslammende. Det gør det nemmere at sætte de sidste rester af demokratiet ud af spillet og stoppe tilløb til modstand mod magthaverne. Det er i hvert fald deres håb. Lad os skuffe dem!
Kampen om de svindende resurser er et andet eksempel:
Fattige lande udplyndres for deres sidste værdier og efterlades som ubeboelige ørkner. Når oliekilderne løber tør, så har landene ikke længere nogen interesse. Så kan menneskene for olieselskabernes skyld dø af sult.
Storkapitalen vil med alle midler søge at fastholde deres magt og privilegier, om de så skal kaste verden ud i en altødelæggende krig.
Men i takt hermed forstærkes modstanden mod et samfund, som end ikke kan tage vare på borgernes mest elementære rettigheder, men i stedet har erklæret social krig mod samfundets svageste.
En krig som i disse dage føres fra Bruxelles, og som sender hele befolkninger ned i den sociale massegrav. Vi kan stå for tur, før vi aner det. Derfor er det på tide at sætte indførelsen af socialismen på dagsordenen!
I den sammenhæng gør den nye blåskimlede regering hverken fra eller til. De klapper også hælene sammen og står ret, når ordrerne kommer fra EU, Verdensbanken, IMF, Nato og USA. Danmark har såvel militært, politisk og økonomisk som lovgivningsmæssigt, ja på enhver måde, udviklet sig til en lydstat:
Vi går i krig på amerikansk kommando, vi er i »de villiges koalition«. De villigste af de villige. Villige til alt. »Demokratiets« korsriddere – imperialismens besættelsestropper. Jeg kunne brække mig.
Vi har økonomisk underkastet os EU’s og monopolernes krav. Markedet og gud mammon har taget over. 147 monopoler styrer verden, befolkningerne er udset til at betale gildet.
Og lovgivningen? 80 procent af »lovgivningsarbejdet« her til lands består i blåstempling af EU-direktiver. Straffe- og terrorlovgivningen er i det store hele en afskrift af en sindssyg amerikansk præsidents ordre til sine underordnede.
En lodret ordre kendt som »The Patriot Act«, som påbyder lydstaterne at sætte retssikkerheden og de sidste rester af det borgerlige demokrati ud af kraft.
Tilbage er det skindemokrati, vi allerede kender i dag, hvor mennesker kan dømmes og straffes for at opføre sig menneskeligt. Men tryk avler som bekendt modtryk.
Modstanden vokser
Og modstanden mod det kapitalistiske systems skalten og valten med klodens og menneskehedens fremtid tager til. Man vil ikke længere finde sig i det. Fra land til land rejses oprørets fane.
Flere og flere forstår – belært af de barske kendsgerninger – at et opgør er nødvendigt. Ligesom de begynder at forstå, at der er en anden vej – den eneste mulige vej, kampens vej! Nye standarder – i sidste ende et nyt samfund – er sat på dagsordenen.
»Gør Oprør«, skrev den 93 år gamle franske modstandsmand, Stéphane Hessel i sin lille pamflet til den franske ungdom. Og oprørets spire er allerede brudt igennem den hårde jord mange steder.
Kampen vil tage mange former og give sig udtryk på forskellig vis. Som Occupy Wall Street-bevægelsen, der hastigt breder sig i USA. og 15. maj-bevægelsen i Spanien, hvis kamp bestemt ikke bliver lettere med den nye konservative regering. Og ikke at forglemme det ukuelige, det kæmpende græske folk.
Også i Danmark er man begyndt at røre på sig. De unge kæmper for deres fremtid og stiller spørgsmålstegn ved systemets fortræffeligheder. Et berettiget og nødvendigt spørgsmålstegn.
Det kan være en begyndelse, en meget spæd begyndelse, til en mangesidet global, antikapitalistisk og antiimperialistisk folkelig bevægelse, som nu er i støbeskeen. Fremtiden vil vise det.
Her skal vi også være med. Den kamp er også vores. Alle de problemer, vi er oppe imod i vort land, er en del af den samme globale kamp. Kampen for freden mod krigen og Danmarks løsrivelse fra Nato.
Kampen mod monopolernes jernhæl, som tramper alt og alle ned, og frigørelse fra EU. Kampen for bevarelse og sikring af miljøet, så vores smukke klode stadig er beboelig for de kommende generationer.
Kampen for demokrati, ret og retfærdighed, begyndende med skrotning af terrorlovene. Kampen for social retfærdighed og tryghed, for arbejde til alle.
Kampen mod nyfascisme, undertrykkelse, racehad og diskrimination. Kampen for et demokratisk og frit Danmark med plads til alle.
Vi ved, at det bliver en svær kamp, en kamp op ad bakke. Den vil kræve ofre. Det skal ikke skjules. Men uanset, hvor sort det kan se ud nu og her, så mener jeg, der er grund til optimisme. Ikke pladderoptimisme, men optimisme, som bygger på et reelt grundlag. I det, der reelt sker i verden.
Magthavernes opførsel er ikke et udtryk for styrke, men for desperation. De føler, de er ved at miste kontrollen. Og det er de forhåbentlig også. Så lad os da skubbe til læsset. Kast grus i maskineriet!
Sæt det rådne samfund på porten. Jo før jo bedre!
Og netop i den situation er menneskene i øget omfang begyndt at tage deres skæbne i egne hænder. Det er godt og nødvendigt! Deri ser jeg håbet for fremtiden. Der er – på trods af alt – grund til optimisme. Verden er i opbrud, fremtiden er vor. Men vi får den ikke forærende, vi må selv tage den.
Så der er ikke plads eller grund til pessimisme og sortsyn, det fører kun til nederlagsstemning. »Intet kan lade sig gøre.« »Det magter vi ikke…« og så videre. Det er det sidste, vi har brug for. For vi både kan – og vil!
I den sammenhæng havde vi i min ungdom et slagord, som jeg vil slutte af med. Det lød i al sin fyndige korthed:
Til helvede med alle jamrende pessimister. Kun den, der er stærk, kan sejre! Ellermed disse rimeligt få ord:
På med vanten kammerater og venner. Vi er blevet flere, og vi skal blive mange, mange flere. Vi får travlt – meget travlt. Men vi giver aldrig op!
Tak for jeres overvældende velkomst, kampen går videre!
Tale efter løsladelsen ved frihedsfesten den 3. december i BJMF’s hus i København
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
