Vi godt ved, at den regering vi får, når vi lægger løkken om Løkkes regering, ikke kommer til at være superfede på det der med EU-modstand?

Der kommer en dag, hvor vi har fået en ny regering, og der bliver plads til andet i tv end meningsmålinger, og journalister der interviewer journalister, om hvad de journalistuddannede spindoktorer pønser på.

Illustration: Bjørn Gemzøe

Den ^røde tråd

af Karina Rohr Sørensen, medlem af styrelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti.

Kan man skrive en rød tråd om noget med EU? Når hele landet – eller i det mindste alle de fornuftige i landet – mest af alt kæmper for en ny regering og en ny politik? Giver det overhovedet mening at diskutere EU mens alle tænker efterløn? Og peger det fremad, når vi godt ved, at den regering vi får, når vi lægger løkken om Løkkes regering, ikke kommer til at være superfede på det der med EU-modstand?

Er vi virkeligt ude i en undtagelse fra min grundlæggende politiske rettesnor : At alt (på den ene eller den anden måde) handler om EU?

Det føles som om, at lige nu handler ALT (på den ene eller den anden måde) om at få en ny regering. Men det er ikke det samme som, at vi skal glemme de alvorlige ting, der lige nu sker i EU. For det er ikke kun i Danmark, at velfærden er til debat, ikke kun i Danmark at man møder argumentet om, at mennesker sagtens kan blive længere på arbejdsmarkedet, ikke kun i Danmark at hårdt tilkæmpede rettigheder er under pres.

Den borgerlige regerings benhårde klassepolitik – hvor der skal tages fra de fattige og gives til de rige – hænger tæt sammen med det, der sker i andre EU lande. Og tæt sammen med planerne om at ændre Lissabontraktaten, og tæt sammen med at EU ønsker at bestemme (endnu) mere over medlemslandenes økonomi.

De fattige dumme svin

Vi hopper lige tilbage til topmødet. Og for lige at præcisere; med topmødet mener jeg ikke tv-duellen mellem Helle og Lars, nej det der EU-topmøde hvor de diskuterede Lissabontraktaten, i lyset af de udfordringer (læs: kæmpemæssige problemer) euroland står i.

Grækenland, og EU's indblanding i den græske krise var til debat på topmødet. Her har vi nemlig et af de ganske få områder, hvor der ikke er dækning for at EU kan blande sig. Læser man traktaterne er det ret så tydeligt, at EU lande ikke må overtage hinandens gæld, ikke må agere som man gjorde med Grækenland. Man kan ikke både følge reglerne og lave den massive indblanding, der var tale om.

Problemet for EU og euroen er »de fattige dumme svin« – de såkaldte PIGS lande (Portugal, Irland, Grækenland  og Spanien). Lande, der både er med i euroen, og så gældsplagede, at rigtigt mange økonomer har varslet euroens snarlige undergang, hvis reglerne fortsætter i deres nuværende form.

Redningskrans til euroen, en omvendt Robin Hood

»Der findes i nyere tid ingen fortilfælde af faldende levestandard i det omfang, som er nødvendigt for at bevare euroen i sin nuværende form.«

Sådan skriver Douglas McWilliams, der er direktør for den britiske tænketank Centre for Economics and Business Research i avisen The Telegraph.

Men euroen skal reddes – ellers er det hele EU-projektets overlevelse, der er på spil. Derfor vil de, der bestemmer, gøre hvad som helst for at sikre, at det sker, uanset at det kræver en traktatændring, nye beføjelser til EU, mindre ret til national selvstændighed, og finanslove, der skal til gennemsyn i Bruxelles før de drøftes i de nationale parlamenter.

Der er lagt en stram kurs, hvor det er arbejderklassen, der betaler krisen, og hvor landene frivilligt siger ja til aftaler, der går efter at sikre euroen, før man sikrer velfærden.

Den franske finansminister taler lige ud af posen.

I et interview med den amerikanske avis, Wall Street Journal, siger den franske finansminister, Christine Lagarde: »Vi brød alle reglerne, fordi vi ønskede at stå sammen og virkelig redde euro-zonen«.

Der kommer en dag, hvor vi har fået en ny regering, og der bliver plads til andet i tv end meningsmålinger, og journalister der interviewer journalister, om hvad de journalistuddannede spindoktorer pønser på.

Da vågner vi op til en virkelighed, der står på øget harmonisering af skattepolitikken, og mere fælles arbejdsmarkedspolitik. Og hvor den foreslåede ændring af Lissabontraktaten vil blive forsøgt listet igennem med et minimum af debat og endnu mindre mulighed for medbestemmelse.

Lars, Helle og EU

Er det i den forbindelse vigtigt om statsministeren hedder Lars eller Helle? Når nu de begge hellere end gerne slår hælene sammen og retter ind efter EU?

Nogen vil måske endda sige, at Venstre med deres udtalelser om at sætte hegnspæle for EU's indflydelse er et bedre bud for os modstandere, end en Helle der har fået sin parlamentariske grundskoling i Bruxelles.

Det er hamrende væsentligt for alle progressive kræfter, at vi vinder næste valg.

Det at vælte den borgerlige regering, er et udmærket udgangspunkt for fremgang i EU-modstanden. Når champagnen er drukket, og det bliver hverdag, står programmet på kamp. Kamp for at fastholde, at vi ikke bare vil en ny regering, men at vi vil en ny politik. Kamp for at holde S og SF fast på valgløfterne om velfærd, kamp for at det er de rige, der skal betale krisen – og kamp imod EU's stigende indflydelse.

I den kamp vil det være fedt at kunne rette ryggen, kigge på sine kampfæller og vide at hey, vi væltede regeringen, da de ville vælte prisen for deres skattelettelser over på de nedslidte arbejdere. Vide, at når vi står sammen kan tingene ændre sig.

Så på med arbejdstøjet, til kamp for en ny regering, og til kamp for at vi får så mange fornuftige, røde EU-modstandere som muligt valgt ind i Folketinget.