:Danske soldater hjælper med at bygge brønde og pigeskoler. Vi hører nærmest aldrig om, hvor mange afghanere danske styrker slår ihjel. Og hvorfor stilles der ingen spørgsmål ved politikernes udsagn om, at ¤¤Danmarks sikkerhed begynder i Helmand-provinsen¤¤

af Birthe Sørensen, redaktør
Forsvaret dækker over civile tab i Afghanistan. Således skrev B.T. i tirsdags den 16. marts.
Baggrunden var, at det var kommet frem, at Forsvarets Auditørkorps siden juli 2006 har undersøgt 12 sager, hvor i alt 24 afghanere menes at være dræbt i forbindelse med danske kamphandlinger.
'Flere af episoderne, hvor der med sikkerhed er dræbt civile afghanere, har forsvaret ikke før offentliggjort i medierne', skriver B.T. og bryster sig af at de har 'afsløret' denne sag.
Men faktisk er det Enhedslistens Frank Aaen, som har fremskaffet dem ved at stille spørgsmål i Folketinget til forsvarsministeren.
B.T. kontakter dog presseofficer Erik Bøttger fra Hærens Operative Kommando, som ikke kunne redegøre for, hvornår forsvaret informerer offentligheden om auditørkorpsets undersøgelser.
Efterfølgende har dog både forsvaret og forsvarsministeren været ude med masser af forklaringer.
Nu er denne artikels formål ikke at sætte fokus på, hvordan det danske forsvar forholder sig til civile tab i Afghanistan, men hvordan de danske medier behandler krigen og krigens ofre. Det interessante i denne sag er, at det ikke er B.T. som har gravet en sag frem, men Frank Aaen i Folketinget.

Ingen graver i krigen
Tidligere forsvarsminister og journalist Hans Engell har gjort det til sin mærkesag at kritisere mediernes dækning af krigen i Afghanisatan. Han påpeger netop, at de danske medier ikke sætter ressurcer af til at grave dybere ned i krigen og dens omkostninger.
I en kommentar i MediaWatch den 5. november 2009 stiller han spørgsmålet, hvorfor det er Rigsrevisionen og ikke medierne, der stiller spørgsmål til, hvad krigen i Afghanistan koster.
Anledningen er, at det er kommet frem, at ingen har styr på de samlede udgifter til Danmarks krigsindsats i Afghanistan. Ifølge forsvaret selv er udgifterne steget fra 1,2 milliarder kroner i 2005 til 2,4 milliarder i 2008. Men ifølge Rigsrevisionen er opgørelsen behæftet med betydelig usikkerhed.
Hans Engell skriver:
'Usikkerheden om udgifterne i Afghanistan er en ganske god understregning af, hvordan medierne dækker den krig, Danmark nu i otte år har været aktiv deltager i... Det var nemlig ikke medierne, der satte fokus på de danske udgifter til krigen i Afghanistan. Det var knap nok politikerne - men derimod Rigsrevisionen og uvildige eksperter, der ville have flere tal på bordet. Og sådan gælder det på en række andre områder, når vi taler krig i Afghanistan.'
Hans Engell nævner blandt andet det flerårige forsvarsforlig, hvor samtlige partier er deltagere minus Enhedslisten. Og hvor alle detaljerne omkring den danske krigsindsats aftales bag lukkede døre. Han fortsætter:
'Ved siden af det aftales der i Udenrigsministeriet en dansk såkaldt Afghanistan-strategi, der er en etårig plan for Danmarks samlede engagement i Afghanistan - altså både det militære og civile herunder en række genopbygningsprojekter og alsidig bistand til den civile udvikling af landet. Disse forhandlinger... foregår også i dybeste hemmelighed og følges kun meget sporadisk af medierne.'

Forsvarets effektive spin
Poul Villaume, dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. beskæftiger sig også med, hvordan de danske medier har dækket krigen i Afghanistan.
Poul Villaume blogger på riko.nu, som er en udenrigspolitisk tænketank, og her påpeger han, at på trods af, at Danmark har ført krig i Afghanistan i over otte år, foreligger der stadig ingen analyser fra landets medieforskere af, hvordan danske medier har dækket Afghanistan-krigen og Danmarks deltagelse i den.
Han stiller også spørgsmålet, hvorfor der har været og er så lidt offentlig debat om vores krigsdeltagelse og peger på tre grunde:
1) Danmark har ikke været krigsførende i mange år og derfor ved befolkningen ikke hvad krig er. Der er derfor heller ingen tradition for eller erfaring med kritisk krigsjournalistik. 2) Der har været bred konsensus i Folketinget om Afghanistan-krigen, hvilket har virket lammende på debatten. 3) Forsvarets Medie Center, FMC, har udført dygtigt, effektivt og velfinansieret spin.
Om Forsvarets Medie Center skriver han:
'FMC blev oprettet 1. september 2006, næppe tilfældigt samtidig med udstationeringen af det første større danske troppekontingent i Helmand-provinsen. FMC har mindst 50-60 ansatte, heraf over en tredjedel journalister.
FMC opererer med blandt andet et stort, topmoderne tv-studie med mindst tolv faste eller mobile kameraer, biograf, tv-, web- og bladredaktion, et enormt billed- og filmarkiv, samt en uddannelsessektion med blandt andet medietræning. Ressourcerne bruges blandt andet til at producere for og assistere Tv-avisen og TV2-Nyhederne vedrørende Afghanistan, og også til forsvarets målrettede (hverve)kampagner på landets gymnasier og andre ungdomsuddannelser.'

I krig med hvide handsker
Videre skriver Poul Villaume:
'Det er på ikke mindst denne baggrund lykkedes at få fortalt den historie til og i medierne, at når danske soldater går i krig i Helmand, så sker det nærmest med hvide handsker på.
Danske soldater hjælper med at bygge brønde og pigeskoler. Vi hører nærmest principielt aldrig om, hvor mange afghanere danske styrker slår ihjel. Til gengæld får vi mange billeder af danske soldater, som står og taler hyggeligt med lokale afghanere, helst med et diskret dannebrogsflag i baggrunden (det sker nemlig som regel i eller meget tæt ved de danske baselejre).
Hvornår har vi i danske (tv-)medier set eller hørt ministre eller andre ledende politikere blive gået på klingen, direkte og systematisk, af journalister, som har stillet grundlæggende spørgsmålstegn ved de officielle begrundelser for danske soldaters krigsdeltagelse i Afghanistan - altså at 'Danmarks sikkerhed begynder i Helmand-provinsen', som for eksempel Anders Fogh Rasmussen, Søren Gade og Per Stig Møller utallige gange, ganske uimodsagt, har formuleret det.'

Tidens største pressesvøbe
En af de få og små undersøgelser, der er lavet af mediernes dækning af krigen i Afghanistan kommer fra Dansk Institut for Militære Studier, som har kortlagt, hvorledes seks 'toneangivende' aviser har dækket de dengang 30 danske krigsofre i Afghanistan.
I 2002 udløste de første tab 85 omtaler i de seks aviser. I 2007 skrev aviserne 39 artikler om en episode, som kostede to soldater livet. De dengang seneste to tab i november 2009 affødte henholdsvis otte og tre omtaler i de seks aviser.
Hans Engell kritiserer i sin kommentar i MediaWatch også tavsheden og de manglende informationer. Han slutter på følgende måde:
'Danmark har været med i en blodig, kostbar krig i Irak. Grundlaget var for den danske deltagelse var mildest talt uskarpt. Der er kommet en stribe rigtig gode bøger om Irak-krigen - mange af dem skrevet af særdeles vidende journalister. Men de afgørende detaljer omkring den danske krigsdeltagelse i Irak har vi aldrig fået - blandt andet fordi vigtige dokumenter og referater fortsat hemmeligholdes, fordi politikerne har skruet ned for interessen og fordi, Irak også i medierne er et (delvist) overstået kapitel.
Det, vi oplever nu, er, at krigen i Afghanistan er på vej i samme retning - der står en masse i aviserne, og vi kan se endnu mere på tv-skærmen. Men de fleste af os har på fornemmelsen, det er mindre end halvdelen, vi får at se.
Fordi medierne nok er aktiv krigsdeltager - men på samme side som Christiansborg, Forsvarskommandoen, meningsmålingerne og respekten for de danske soldaters indsats. Ikke som kritiske journalister.'
Hans Engell er dermed inde på samme spor som journalisten Erik Valeur i sin mediekritiske klumme i Politiken. Her kritiserede han - oven på klimatopmødet - det, som han kalder 'tidens absolut største pressesvøbe'. Med det mener han 'Mediechefernes evne til at feste med og forstå de selvsamme magtmennesker, de er sat til at kontrollere og kritisere'.
I forhold til krigen i Afghanistan er problemet, at redaktørerne ser verden fra nøjagtigt samme udkigspunkt som de politikere, som har sendt Danmark i krig. Redaktørerne er så at sige gået i krig sammen med 'vores soldater'. Og med danske virksomheders stigende våbenproduktion bliver det sikkert velvilligt bakket op af store dele af det danske erhvervsliv.