13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kapitalisme med kniv og gaffel

Kapitalisme med kniv og gaffel

Lørdag, 13. marts, 2010, 00:00:00

Den finansielle verden er som en, der ikke har spist i fjorden dage. Der bliver der skovlet ind og vogtet, for at andre ikke skal snuppe noget

Der bliver spist meget. Okser, grise og fisk bliver sat til livs i store mængder. Det meste bliver serveret på runde tallerkener og proppet ind med gaflen i venstre hånd og kniven i den højre.
De fleste går til bøffen med en strategi for, hvordan snittene skal lægges, og hvad der skal fortæres først. De har det nok også sådan, at det sidste på tallerkenen er det allerbedste stykke kød. Man gemmer det bedste til sidst.

Hovedmåltidet
I den finansielle verden kunne det også være strategien. Men i den virkelige verden - som den finansielle verden er en vigtig del af - er det langt fra altid den strategi, der bliver fulgt. Som en, der ikke har spist i fjorden dage, bliver der skovlet ind og vogtet, for at andre ikke skal snuppe noget. Finansfolkene kan også rotte sig sammen og gå på hugst.
Wall Street Journal kan berette, at børsmæglefirmaer i New York havde inviteret 18 hedgefonde til middag. På menuen var euroen, den velstegte valuta fra det skrantende væsen - EU.
De stillede sig spørgsmålet, hvordan kan vi tjene kassen ved at spekulere mod denne valuta? Hedgefondenes chefer mente, at euroen ville falde til samme niveau som dollaren.
Valutaer, der bevæger sig op eller ned, giver mulighed for at score kassen, hvis man køber og sælger på det rigtige tidspunkt. Og hvis man er hedgefonde, kan man mere eller mindre sætte denne bevægelse i gang og kanaliserer differencerne ned i egne lommer. Og det er stort.
Hedgefonde har masser af milliarder, de kan sætte ind. De er i stand til at bringe euroen i knæ og fremprovokerer en devaluering. Appetitten er der, kniv og gaffel er klar. Hvad bliver desserten?

Og en smøg bagefter
Vi har nu fået et nyt parti, eller ideen om et parti. Det hedder Fokus og er stif-tet af Dansk Folkepartiudbryderen Christian H. Hansen. Først og fremmest vil Fokus have bedre dyrevelfærd. Det skal være slut med dårlig behandling af bøfferne, mens de er i live.
Det er klart, at dyr skal behandles godt. De er vores venner i naturen. Men vi skal også huske at behandle os selv godt - og hinanden godt.
Uruguays regering har strammet rygelovgivningen, og der er komme advarsler på cigaretpakkerne. Meget fornuftigt og man skulle tro, at det var noget, de skulle kunne bestemme i Latinamerika.
Men sådan er det ikke. Tobaksindustrien vil ikke finde sig i, hvad de mener, er en urimelig indblanding i deres rettigheder til at sælge tobak. Nu har Philip Morris rejst en sag ved den Internationale Domstol for at få Uruguay dømt for at indføre et uretmæssigt rygeforbud.
Det er det frie marked og Verdensbanken, der spøger. Philip Morris mener nemlig ikke, at Uruguay selv kan bestemme den slags, fordi det ændrer Marlboros forretningsforhold.
Sagen er rejst på grundlag af det, der hedder bilaterale investeringsaftaler (BIT). En BIT-aftale er typisk indgået mellem rige og fattige lande, fordi de rige lande har krævet sikkerhed mod 'politiske vilkårligheder' i de fattige lande.
De rige lande har med andre ord indgået disse aftaler for at skabe det bedst mulige investeringsklima for deres virksomheder, for eksempel Philip Morris. Der eksisterer 2600 af denne type aftaler.
Det er bemærkelsesværdigt, at der i de sidste år er rejst byger af denne type sager mod udviklingslande. Dansk Mærsk Olie og Gas har rejst en sag mod Algeriet, fordi landet har hævet skatten på olie.
I gamle dage skar kolonimagterne Afrika ud med kniv og gaffel og delte kontinentet mellem sig. BIT-aftalerne smager rigtig meget af gammel kolonialisme, hvor landenes politiske frihed båndlægges i juridiske aftaler, som kan håndhæves via den Internationale Domstol.
Det er et eksempel på en såkaldt universel rettighed, der sikre den private ejendomsret mod, hvad folk kan finde på med deres land. Det er traditionel kapitalisme med kniv og gaffel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. mar. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp