Der er brug for social og politisk mobilisering omkring alternative løsninger, som bygger på solidaritet, ligeværdighed og de forskellige gruppers behov. For fagbevægelsen vil det være vigtigt at opbygge en strategisk alliance med miljøbevægelsen

af Asbjørn Wahl, Norge
De fleste problemer i samfundet er overvejende politiske og sociale, selvom de ved første øjekast virker tekniske og videnskabelige. Dette har fagbevægelsen gennem historien måttet lære på den hårde måde.
For eksempel kan teknologi i arbejdslivet udvikles til at tjene forskellige interesser: aktieejernes, forbrugernes eller de ansattes. I sidste instans er det det aktuelle styrkeforhold, som afgør, hvad løsningen bliver, og hvem den mest tjener.
Truslen om klimaforandringer er ikke nogen undtagelse.
Løsningen på dette problem kræver ny teknologi. Problemet handler imidlertid ikke først og fremmest om teknologi, det drejer sig om grundlæggende sociale og politiske spørgsmål.
Derfor er det nødvendigt, at fagbevægelsen udvikler sin egen klimapolitik. Vi er nødt til at bevæge os fra et reaktivt til et proaktivt stadium. I sidste instans er det et spørgsmål om, hvilket slags samfund vi ønsker at udvikle.

Se problemerne i øjnene
Hidtil har en stor del af fagbevægelsen nølet, når den er blevet stillet over for klimaforandringerne som et politisk problem - selvom vi har set en positiv udvikling det seneste par år. Der har været en tendens til at fornægte problemets alvor, og der har været en modvilje mod at iværksætte nødvendige tiltag på grund af en (fuldt forståelig) frygt for at miste arbejdspladser.
Vores første udfordring er derfor at se problemerne i øjnene.
Vi er nødt til at erkende den overvældende videnskabelige dokumentation for at klimaforandringerne er reelle, at menneskelig aktivitet er en afgørende faktor, og at det kan ende katastrofalt.
Vi må erkende, at hovedårsagen til problemet er brugen af fossilt brændstof. Det betyder, at succeskriteriet for ethvert initiativ må være, hvorvidt det bidrager til at reducere brugen af fossilt brændstof eller ikke.
I løbet af de kommende år vil den måde, som vi lever og arbejder på ændre sig dramatisk - enten som et resultat af omfattende klimainitiativer eller som følge af manglende initiativer. Det ikke at handle, eller at udskyde nødvendige initiativer, er ikke en udvej. Det bidrager kun til, at konsekvenserne bliver mere alvorlige.

Svigtende markeder kræver politisk styring
I den britiske regerings Stern-rapport bliver det konkluderet, at 'klimaforandringerne repræsenterer det største markedssvigt i historien'.
Den nuværende finans- og økonomiske krise repræsenterer et andet enormt historisk markedssvigt. Så vi kan ikke basere os på, at de samme svigtende markedsmekanismer skal kunne løse disse kriser.
Det, som både klimakrisen og den økonomiske krise skriger på, er derfor øget demokratisk styring af økonomien. Og det er netop, hvad vi i fagbevægelsen har brug for - også af mange andre grunde. Det betyder, at klimakrisen ikke bare repræsenterer en trussel, men også nye muligheder for fagbevægelsen.
Den igangværende krise har, sammen med nyliberalismens legitimitetskrise, faktisk åbnet for et helt spektrum af muligheder, som blot venter på at blive udnyttet.
Fagbevægelsen må derfor prioritere klimapolitikken, men vi er nødt til at sætte den ind i en bredere politisk kontekst.
I denne sammenhæng bliver det afgørende, at vi ikke lader os splitte af forskellige gruppers særinteresser, men fremmer de fælles interesser, vi har som samfundsklasse. Med andre ord kan vi ikke bare optræde som transportarbejdere eller offentlige ansatte, værftsarbejdere eller oliearbejdere, som alle - hver på sit område - står over for mere eller mindre omfattende forandringer i arbejdssituationen. Vi må reagere ud fra vores overordnede fælles interesser - at vi alle er mennesker, som står over for en mulig klimakatastrofe.

Social omfordeling
En ting er helt klart: Der vil komme store forandringer.
Spørgsmålet er derfor; hvordan skal vi forholde os til disse udfordringer?
Lige nu er fagbevægelsen i defensiven. Vi er under pres. Der er en stærk tendens til at individualisere ansvaret for udslip af drivhusgasser. Man taler om, at vi alle skal betale for det vi slipper ud på trods af, at udslip i de fleste tilfælde skyldes måden samfundet er organiseret på - og de frie markedskræfters rovdrift på naturressourcerne.
Naturligvis skal vi nedsætte udslippene af drivhusgasser - endog meget betydeligt.
Det kan imidlertid ikke overlades til den enkeltes individuelle ansvar. Det kan heller ikke gøres ved at indføre økonomiske restriktioner, som i praksis fritager de rige for at lave noget som helst om. Hvorfor skulle almindelige mennesker støtte nødvendige klimapolitiske tiltag under sådanne forhold?
Folk vil aldrig acceptere, at de rige kan fortsætte med at betale sig ud af problemerne, at store selskaber bliver fritaget, mens arbejdere, forbrugere og skatteydere skal betale. Det vi har brug for er derfor kollektive politiske løsninger, hvor klimapolitikken bliver kombineret med radikal social omfordeling af samfundets værdier. Alt andet vil stille sig i vejen for en løsning af klimakrisen.

Fra defensiv til offensiv
Mange miljøorganisationer lægger stor vægt på, at vi må ofre meget for at redde klimaet og vores planet. Dette budskab tror jeg er forkert både strategisk og taktisk.
Klimapolitik er ikke først og fremmest et spørgsmål om at ofre noget, men om at skabe et bedre samfund for alle.
Roger Toussaint, der er formand for Transportarbejdernes Fagforening (Local 100) i New York, havde derfor helt ret, da han på en klimakonference udtalte: 'at blive miljøvenlig er ikke kun et spørgsmål om at skabe grønne arbejdspladser, det er et spørgsmål om at skabe et bedre liv for arbejdere'.
Seriøs klimapolitik vil give os store muligheder for betydelige sociale forandringer. Og disse forandringer vil forudsætte en mere demokratisk styret økonomi. Det vil kunne bidrage til at skabe millioner af nye, grønne arbejdspladser - for eksempel inden for kollektiv transport og produktion af vedvarende energi.
Det vil kunne reducere markedskonkurrencen og dermed dæmpe presset på samt udstødningen fra arbejdsmarkedet. Det vil kunne bidrage til en betydelige nedsættelse af arbejdstiden og mindre pres på jordens ressourcer samt sikre en mere retfærdig global arbejdsdeling.
Det vil forhåbentlig også, hvis vi udvikler det på en fornuftig måde, kunne bidrage til at nedsætte forbrugerismen... I hvert fald den forbrugerisme, som skyldes uopfyldte behov, der er skabt af fremmedgørelse og magtesløshed.
Færre drivhusgasser vil også bidrage til at nedsætte forureningen på mange arbejdspladser og i lokale miljøer.
Det bliver også nødvendigt gratis at overføre teknologi til udviklingslandene - både for at mindske CO2-udslip, men også for at bidrage til at løfte to milliarder mennesker ud af fattigdom.
Vigtigst af alt er det selvfølgelig, at en klimapolitik kan sikre menneskehedens og vores planets overlevelse.

Alliancer og mobilisering
Det er ikke gennem globale topmøder, at vi har opnået social lighed, arbejde til alle, anstændige arbejdsforhold, udryddelse af fattigdom og øget ligestilling mellem kønnene. I det omfang det er opnået, er det sket igennem omfattende alliancebygning, mobilisering og kamp. Der er derfor heller ingen særlig grund til at tro, at topmøder vil løse klimatruslen.
Det vi har brug for er social og politisk mobilisering omkring alternative løsninger, som bygger på solidaritet, ligeværdighed og de forskellige folkeslags og gruppers behov.
For fagbevægelsen vil det være vigtigt at opbygge en strategisk alliance med blandt andet miljøbevægelsen.
For at kunne gøre det, må vi blive i stand til at overvinde mindst to svagheder. For det første skal vi tilføre miljøbevægelsen større forståelse for den sociale konflikts rolle i samfundet (interessekampen). For det andet skal vi øge forståelsen for miljøproblemerne og klimakrisen indad i fagbevægelsen.
Dette kan bedst ske, hvis de to bevægelser begynder at arbejde sammen, udveksle holdninger og erfaringer samt udvikle et inkluderende og konstruktivt diskussionsmiljø.
Et fremragende eksempel på et sådan samarbejde er den blågrønne alliance mellem United Steel Workers (metalarbejdernes fagforening) og miljøorganisationen Sierra Club i USA.
Af alliancens platform fremgår det, at den er 'skabt for at bringe et nyt element ind mellem den offentlige debat og deltagelse i valg [!] nemlig det at skabe bevægelse [fordi] uden stærke og godt organiserede sociale bevægelser, som mobiliserer langs de vigtigste konfliktlinjer i samfunde, vil ændringer vanskeligt kunne opnås'.
Vort langsigtede perspektiv må være at bygge sociale alliancer, som er stærke nok til at ændre samfundet - ikke klimaet. Det er et ambitiøst projekt, men det er både nødvendigt og muligt.

Artiklen har været bragt i Det Internationale Transportarbejderforbunds blad nr. 35/2009.