Det skete kun, fordi saglige argumenter fra en aktiv græsrodsbevægelse endte med at blive et folkekrav.

af Kaj Erik Andersen, Haderslev.
John Jensen undrer sig over Arbejderens forsideartikel om atomkraft den 18. februar, fordi 'kommunisterne altid har været tilhængere af a-kraft, mens det kun var VS`erne og andre hippier, der var imod'.
Han lægger sig dermed op ad Dansk Folkepartis energiordfører, Per Dalgaard, der ser positivt på atomkraft og 'beklager voldsomt, at der var nogle venstrefløjsaktivister, der i 60`erne og 70`erne på et usagligt grundlag, førte en kampagne, der gjorde, at vi sagde nej til a-kraft' (JydskeVestkysten den 18. februar).
Jeg må så leve med John Jensens karakteristik, fordi jeg dengang syntes, at det var den helt rigtige beslutning, Folketinget traf. Det skete kun, fordi saglige argumenter fra en aktiv græsrodsbevægelse endte med at blive et folkekrav, og den holdning har jeg stadig.
Både fordi atomkraft ingenlunde kan kaldes grøn energi, da det har uoverskuelige konsekvenser, hvis der sker ulykker, og fordi problemet med atomaffald, der skal deponeres i en meget lang årrække, ikke kan løses på forsvarlig vis.
Men også, som det så rigtigt står i den informative artikel i Arbejderen, fordi atomkraft er en meget dyr løsning. Samtidig tager det mange år at bygge atomkraftværker.
Så det er ikke løsningen, hvis vi skal nå målene for at nedbringe CO2-udslip i verden. Der er mere plan i at bruge ressourcerne på de eneste løsninger, der virker hurtigt og effektivt, nemlig energieffektivisering og vedvarende energi.
At man de facto skulle være tilhænger af kulkraft, hvis man er modstander af atomkraft, synes jeg, er en lige lovlig smart påstand fra John Jensens side.
Hverken han eller Dansk Folkeparti har - efter min mening - set lyset i forhold til at løse de påtrængende problemer med en kommende klimakatastrofe. Her nytter det ikke at trække atomkraft-spøgelset op af sækken.