Det bemærkelsesværdige er, at ingen af de store medier forsøger at kulegrave Guldbrandsens historie. Tværtimod. Medierne er passive. Regeringen er passiv. Oppositionen er passiv

af Jørgen Petersen, formand, Kommunistisk Parti
Sandheden er krigens første offer, lyder et gammelt og klogt ordsprog, som jeg tænker på hver gang, jeg ser Mette Fugl rapportere direkte fra Afghanistan.
Danmark er en krigsførende nation. Otte års krige har været med til at ændre samfundet i en grad man ikke lige umiddelbart forestiller sig. Terrorlovgivningen er blot toppen af isbjerget.
Nyheden om sårede og dræbte danske soldater er blevet små dråber i nyhedsstrømmen. Krigene koster - milliarder af kroner - som suges ud af statskassen. Til tanks, granater, bomber og jagerfly flyder bevillinger og ekstrabevillinger med aktiv støtte fra et Folketing, hvor kun Enhedslisten forsvarer fredens sag.
Krigen har umærkeligt gravet sig ind under huden. Mere og mere for hver dag. Lidt dybere for hver militær offensiv, de danske soldater deltager i. Med Danmark i krig er forsvarsministeriet mere magtfuldt. Og Anders Fogh Rasmussen i spidsen for NATO er udtryk for magthavernes tættere bånd til USA.
Skønt stadigt flere erkender, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes, er den gængse følelse afmagtens. Alt for mange lukker øjnene, stikker fingeren i ørerne og tænker på noget andet. Endnu er det ikke tiden til de store fredsdemonstrationer.
Den danske regering og medløberne i Folketinget lader sig trække ved næsen af USA, længere og længere ud i krigens sump. Sumpen som opsluger alt fra anstændighed til selvstændighed og lægger et tykt tæppe af løgn, forstillelse og fortielse over netop de medier, der ynder at kalde sig selv den fjerde statsmagt, der angiveligt udfordrer og vogter over magthaverne og er en garant for ytringsfrihed og demokrati.

Spin slører sandheden
Det politiske spin har - ikke mindst under den borgerlige regering - nået et hidtil uset omfang. I dag skyes ingen midler i kampen for at sætte den politiske dagsorden og høste kortsigtede parlamentariske gevinster.
Officielt fører Danmark krig i Afghanistan for at indføre demokrati. Men som en direkte konsekvens af krigen kom skandalen om den såkaldte Jægerbog. Her så vi den militære topledelse i `krig` for at begrænse demokratiet i Danmark og aktivt bidrage til at opbygge det anti-muslimske fjendebillede, som skal retfærdiggøre krigen.
De politiske journalister på Christiansborg er umærkeligt vokset samme med magten. De vil så gerne selv være spindoktorer, lød det bidsk fra forfatteren Carsten Jensen i sidste uge. Hvor har han dog ret.
Da medierne i sin tid fortalte, at danske jægersoldater var på vej til Afghanistan, lød det fra forsvarsministeriet, at denne læk kunne koste danske soldaters liv og lemmer.
Så stod filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen stod frem - lang tid efter. Han erklærede at han var i besiddelse af et lydbånd, der kunne dokumentere, at det var forsvarsministerens spindoktor Jakob Winther, der lækkede historien.
Det fik helvedet til at bryde løs, og en ny runde af spin til at vælte ud fra forsvarsministeriets kontorer. Det minder om korsriddere i kamp imod påståede trusler mod rigets sikkerhed, for at redde ministerens taburet og for at sløre en sandhed, der kan sende ministerens spindoktor bag tremmer i årevis, hvis Guldbrandsen har ret.

Medierne modarbejder sandheden
Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at ingen af de store medier forsøger at kulegrave Guldbrandsens historie. Tværtimod.
Danmarks Radio fyrede den journalist, der havde optaget det afslørende bånd. Generaldirektør Kenneth Plummer har offentligt erklæret at han nu har båndet i sin besiddelse, men at det aldrig bliver offentliggjort, fordi det er en optagelse med skjult mikrofon.
Det er et hyklerisk dobbeltspil, når man påtænker hvor mange gange DR har brugt skjult mikrofoner og kamera til at hænge blandt andre offentligt ansatte ud på tv.
Guldbrandsen har bemærkelsesværdigt også påstået, at der er journalister fra både TV2 og Politiken, som kan bekræfte hans historie. Da TV2-journalisten Kaare R. Schou stod frem og bekræftede Guldbrandsens historie, blev han fluks blev sendt på tvungen afspadsering.
Medierne er således passive. Regeringen er passiv. Oppositionen er passiv. Når der står mægtige ting på spil, bliver sandheden en by i Afghanistan.